Ditte Giese: »​Tabet af min mor vedbliver at være mit livs største traume. Selv nu hvor jeg selv er blevet ramt af alvorlig sygdom«​

SÅ ER DET SAGT: Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag journalisten Ditte Giese.

»Jeg har så mange ar, at da jeg for et par år siden fik en helkropsmassage af en stor, stærk, sort kvinde, sagde hun de bevingede ord: »Girl, you look like you’ve been to war!« Hvortil jeg svarede: »Womanhood is war,«« siger journalist Ditte Giese. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?

»Jeg er splittet mellem det at være borgerlig og det at være jyde. Begge dele er lige irriterende, fordi det er fluffy begreber, som mennesker beskriver sig selv med for at vise, at de både er noget særligt og noget helt almindeligt. Men da det her er Berlingske, så lad mig vælge det at være borgerlig og fremhævelsen af de såkaldt »borgerlige dyder«. Det er ikke længere bare Gud, konge og fædreland, det handler om, nej, det borgerlige Danmark er begyndt at claime helt almindelig hverdagspli som noget enestående blåt og særligt borgerligt – og oftest universelt positive ting som at overholde loven, være fornuftig, vise mådehold og at gå op i kulturelle dyder som at læse bøger, opdrage sine børn og lave hjemmelavet mad. Altså noget, vi alle stræber efter. Men det er selvfølgelig bare en del af det at være et menneske med styr på sit liv. Det er ikke partipolitisk funderet, og det er ikke så underligt, at de borgerlige partier er i krise, hvis de tror, at almindeligheder som at spise spegepølsemadder, skifte sit sengelinned regelmæssigt eller at huske at tjekke UD på sit Rejsekort er unikt forankret i den borgerliges sjæl og aldrig kan slå rod i et rødt liv.«

Ditte Giese beskriver sin krop som en »krigsskueplads«. Men trods et personligt kræftforløb er tabet af hendes mor det største traume. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Hvad er det mest luksuriøse, du nogensinde har købt til dig selv?

»Jeg har netop købt et lille sommerhus på Stevns. Det føles som en uhørt luksus, men jeg havde pludselig de 50.000, udbetalingen krævede, og tænkte, at det var nu eller aldrig. Så jeg tæller med i foråret 2020s amokløb på sommerhussalget. Jeg har været »på landet« de sidste fire weekender. Det lille søde hus giver mig uanede mængder livskvalitet, ro og blød søvn. Det er et kæmpe privilegium pludselig at eje et ekstra hjem.«

»Tabet af min mor vedbliver at være mit livs største traume. Selv nu hvor jeg selv er blevet ramt af alvorlig sygdom.«


Hvad er dit mest værdifulde minde – og dit mest smertefulde?

»Da min mor gav slip på livet på en kogende varm sommerdag i 2012 på en lille stue på et hospice. Vi var samlet om hende hele familien, rundt om sengen, og helt opløste i tårer. Jeg stod ved fodenden og holdt om hendes smukke fødder, som jeg havde lakeret Chanel-røde til ære for hendes søde forfængelighed, mens hun gav slip og forsvandt fra os med et desperat udtryk i øjnene. Hun var ikke klar til at dø, og der var kun gået et halvt år fra kræftdiagnosen, til det hele var forbi. Jeg kan huske alle detaljer fra øjeblikket: Lyset, duften, varmen, kærligheden, der på et øjeblik blev hjemløs. Tabet af min mor vedbliver at være mit livs største traume. Selv nu, hvor jeg selv er blevet ramt af alvorlig sygdom.«

» Min krop er en krigsskueplads, men jeg er her endnu,« siger Ditte Giese. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Jeg har så mange ar, at da jeg for et par år siden fik en helkropsmassage af en stor, stærk, sort kvinde, sagde hun de bevingede ord: »Girl, you look like you’ve been to war!« Hvortil jeg svarede: »Womanhood is war.« Mit kejsersnitar er en påmindelse om ankomsten af mit livs lys, min søn Alfred, og mine nye, røde ar på brysterne er fra, da landets bedste kirurger på Riget for nylig opererede mig for brystkræft. Min krop er en krigsskueplads, men jeg er her endnu.«

»Jeg får en stærk lyst til at gøre som Bjørk og smide tøjet og løbe nøgen ud i en skov og gemme mig.«


Hvad må man ikke udsætte dig for?

»Kedsomhed. Jeg kan næsten ikke rumme det. Det absolut værste i verden for mig er kedelige mennesker. Jeg har ikke pli nok til at lade, som om jeg hører efter, når de taler om deres carport, deres havkajak eller hvor dejligt det er at campere på Kos. Jeg er virkelig dårlig til smalltalk, og den der måde at forfladige mødet mellem mennesker på og pløre det til med ligegyldigheder – det spolerer mit ellers gode humør hver gang. Jeg udsætter også kedelige opgaver i månedsvis og er utroligt dårligt til »rugbrødsarbejde« og pligtopgaver – de er direkte ubehagelige for mig. Jeg får en stærk lyst til at gøre som Bjørk og smide tøjet og løbe nøgen ud i en skov og gemme mig.«

Hvad har formet dig som menneske?

»Jeg har fået en kollektiv opvækst blandt rødstrømpeforældre og 68er-pædagogik. Det betød ansvar og ligeværd, at blive lyttet til og inddraget i samtalen. Der var mange vigtige voksne i mit liv; ud over min biologiske far og mor var der både en far nummer to og senere en stedfar og ikke mindst min stedmor og min mors tvillingesøster og alle mødrene i barndommens kollektiv. Bortset fra lidt rod i farrollerne de første år af mit liv synes jeg, at jeg har fået en vis ballast ved at skulle forholde mig til mange mennesker, politiske møder, fantastiske fester, demonstrationer og mine voksnes engagement i andre ting end kun familien, som politik og kunst. De voksnes verden var ikke adskilt fra børnenes. Det er værdier, jeg prøver at vise mit eget barn i dag – at jeg er mor, men at jeg også er mange andre ting for mange andre mennesker og optaget af samfundet omkring os.«

»Jeg er virkelig dårlig til smalltalk, og den der måde at forfladige mødet mellem mennesker og pløre det til med ligegyldigheder – det spolerer mit ellers gode humør hver gang,« siger Ditte Giese. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.