ASH: Hvorfor er Mette Frederiksen og Anders Samuelsen tavse i sager om #metoo?

»Hvis en syg krænkelseskultur skal ændres, kræver det selvsagt politisk ansvar og lederskab - fra de mennesker, der tegner partierne. Så hvor er Mette Frederiksen og Anders Samuelsen?« spørger Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia Hermansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

De seneste uger har den ene unge kvinde efter den anden fortalt om sexchikanerier i de politiske ungdomsorganisationer. Sagerne har ført til, at Liberal Alliances Ungdom (LAU) har skiftet formand, og at tidligere DSU-formand Lasse Quvang Rasmussen offentligt har forklaret, hvorfor han gik af som formand - at det skyldtes grænseoverskridende adfærd overfor kvindelige medlemmer.

Helt tavse er imidlertid Mette Frederiksen og Anders Samuelsen, hvilket man kun kan undre sig over. Det burde ellers være nemt at markere en klar holdning i kølvandet på sagerne og tage afstand fra, at unge kvinder chikaneres, begramses og endda voldtages i forbindelse med det politiske arbejde.

Men nej.

»Måske har Mette Frederiksen ikke lyst til at stille sig op i rækken af ligestillingsforkæmpere eller vurderer bare ikke, at krænkelsessager i DSU er en tilstrækkelig “vigtig kamp”. Interessant signal at sende til den næste generation af særligt kvindeligt politisk talent.«


Journalister såvel som følgere på de sociale medier må kigge i vejviseren efter en kommentar fra partilederne. Sagerne er åbenbart ikke store nok til til at blive nævnt mellem opdateringer om motionsløb, håndbold og kvindernes kampdag.

Mette Frederiksen skriver således 8. marts på Facebook:

»Dengang jeg var en ung kvinde i politik, havde jeg brug for dygtige, kloge og erfarne kræfter at læne mig op ad. Nogle, der ville rådgive mig og dele deres erfaringer. Jeg står på skuldrene af hundredvis af socialdemokratiske kvinder, der har taget vigtige kampe for vores samfund. Og for ligestilling.«

Men hun har måske ikke selv lyst til at stille sig op i rækken af ligestillingsforkæmpere eller vurderer bare ikke, at krænkelsessager i DSU er en tilstrækkelig »vigtig kamp«. Interessant signal at sende til den næste generation af særligt kvindeligt politisk talent.

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, har kommenteret sagerne, og han synes, de er blevet håndteret »super« af DSU. Super? De er blevet svøbt ind i løgne og hemmeligholdelse og er nu også omgærdet af tavshed fra den øverste top.

Man finder heller ikke et ord om LAU-krænkelsessagerne fra Anders Samuelsen. For et par uger siden kom det ellers frem, at syv kvindelige medlemmer kunne berette om voldtægt og seksuelle krænkelser begået af mandlige medlemmer af ungdomspartiet. Men Samuelsen kan godt kommentere sagen om Ørestad Gymnasium og gå i rette med det svigtende ledelsesmæssige ansvar og med Pernille Skipper, der i en Twitter-hjerneblødning kaldte de unges reaktion for »ordentlig« og »awesome«.

Man kunne ellers også i sagerne om voldtægt og sexchikane efterlyse ledelsesmæssigt ansvar. Fra LA-toppen.

Hvis en syg krænkelseskultur skal ændres, kræver det selvsagt politisk ansvar og lederskab - fra de mennesker, der tegner partierne.