50 år efter ungdomsoprøret: Nu bliver kongerækken taget til nåde

I 60erne forkastede man kongerækken i historieundervisningen, men nu den på vej tilbage i bøger, på udstillinger og i film. Både fordi de farverige og dekadente historier er gode til at fange historieinteressen, og fordi vi i en forvirret tid har fokus på det nationale.

Dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er til stede ved åbning af udstillingen »Dronningens Ansigter« på Frederiksborg Slot i Hillerød, tirsdag den 16. juni 2020. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Kongerækken, der var forkætret i historieundervisningen efter ungdomsoprøret i 60erne og 70erne, ser ud til at være på vej til at få en revival, eller er i hvert fald ved at blive taget til nåde på museer, i bøger, på film og TV-serier.

Nogle eksempler: Frederiksborgmuseet viser i øjeblikket udstillingen »Dronningens Ansigter«, Koldinghus byder på »Kongerækken med Jim Lyngvild«, og Rosenborg diverterer med »Magt og Mod – Christian 5.s verden«.

Forfatteren Anne Lise Marstrand er aktuel med romanen »Margrete I«, og instruktøren Charlotte Sieling producerer i øjeblikket en film om den danske dronning. Dertil kommer også jævnligt nye historiske bøger som historikeren Lars Bisgaards roste »Christian 2 – en biografi«.

Andre eksempler: Journalisten og litteraten Anders Olling og historikeren Hans Erik Havsteen har de seneste fem år haft stor succes med deres podcast-serie »Kongerækken«, som formidler historien på en helt ny måde.

Og til sidst det måske største af alle tidens tegn på dette område: Netflix-serien »The Crown« om dronning Elizabeths regeringstid, som har trukket et enormt publikum og givet startskuddet til andre historiske serier.

Peter Isaacsz' portræt af Christian 4., der regerede fra 4. april 1588 til sin død 28. februar 1648. Selv om hans regeringstid var præget af militære nederlag og økonomisk tilbagegang, huskes han som bygherre. Han stod bl.a. bag Rosenborg Slot, Børsen, Nyboder og Rundetårn i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Spørger man Anders Olling, der sammen med Hans Erik Havsteen har skabt podcastserien »Kongerækken« og i dag er redaktør på Politiken Historie, om kongerækken har fået en revival, så er svaret ja.

»Men kongerækken bliver i dag brugt på en helt anden måde end dengang, hvor det handlede om udenadslære og den sorte skole. Den bliver brugt som en kronologisk ramme for både de spændende og farverige, biografiske historier om de kongelige og den brede fortælling om Danmark og danskernes liv. Det er det, som vi har stræbt imod i vores podcast-serie,« siger Anders Olling.

Han kalder den nye roman og den kommende spillefilm om Margrete I et godt eksempel på den udvikling.

»Margrete I bliver taget frem i en tid, hvor vi har en enorm debat om ligestilling og har en kvindelig statsminister. Det er helt efter bogen, at man fortæller om hende lige nu. Hun var en stærk kvinde, der kunne begå sig i magtens centrum udelukkende omgivet af mænd. Det er faktisk spøjst, at det ikke er sket før. Måske kunne rødstrømperne ikke bruge hende i 70erne, fordi de også så sig selv som i opposition til det royale, men i dag kan man også se hende i en feministiske kontekst,« siger Anders Olling.

Interessen for det royale og kongerækken er stigende, siger historikere og fremtidsforskere. Billedet er fra tronfølgeren prinsesse Margrethe og prins Henriks bryllup 10. juni 1967. Fold sammen
Læs mere
Foto: PER PEJSTRUP.

Vi søger vores rødder

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, stifter af Future Navigator, ser flere grunde til, at kongerækken er blevet vakt til live.

»Vi har fået teknologier, som for eksempel computerspil, film, hologrammer, voksfigurer og virtuelle lag på museerne, der kan hjælpe med til at beskrive det liv, som de royale førte, på en emotionel, spændende og interaktiv måde, så det næsten er som at være til stede i historien selv. Desuden rummer kongerækken nogle meget saftige historier, der er så dekadente, at de næsten overgår fantasiens verden.«

»Fremtidsforskere har længe ventet på, at kongerækken ville blive vakt til live på nye måder. Vi har tidligere set, hvordan først vikingerne blev genfødt, derefter kom »Game of Thrones« og andre fantasy-historier, og nu under coronalukningen, som har skabt en vis patriotisme, bliver kongerækken in,« siger fremtidsforskeren Liselotte Lyngsø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

»Fremtidsforskere har længe ventet på, at kongerækken ville blive vakt til live på nye måder. Vi har tidligere set, hvordan først vikingerne blev genfødt, derefter kom »Game of Thrones« og andre fantasy-historier, og nu under coronalukningen, som har skabt en vis patriotisme, bliver kongerækken in. Vi holder ferie hjemme i Danmark, besøger slotte og mindesmærker. Tager vi til Helsingør, er det for at se Kronborg og høre om Hamlet. Vi vil også gerne se film om kongehuset, fordi det er noget, vi kender og føler os tryg ved i en tid, hvor meget er usikkert. TV-serien »The Crown«, som jo ganske vist kom inden nedlukningen, er et super godt eksempel på at komme helt tæt på de royale, og mange har forsøgt at lægge sig i slipstrømmen af den succes,« siger Liselotte Lyngsø.

Liselotte Lyngsø

»Kongerækken er »vores allesammens«, og i en tid med uro og familiebånd, der slår sprækker, beskæftiger vi os mere med, hvem vi er, og hvad vi kommer af.«


Hun mener, at det desuden er den urovækkende cocktail af coronanedlukning, identitetspolitik og terror i Frankrig, som får folk til at kigge indad og søge deres rødder.

»Kongerækken er »vores allesammens«, og i en tid med uro og familiebånd, der slår sprækker, beskæftiger vi os mere med, hvem vi er, og hvad vi kommer af. Det er blevet mega moderne at lave familiestamtræer. Vi søger tilbage og vil vide, hvor vi kommer fra. Man kan også se, at mange giver deres børn kongelige navne som Valdemar, Karl, Arthur og William. Den slags navne kommer tilbage med mellemrum og siger meget om tidsånden,« siger Liselotte Lyngsø.

Ungdomsoprøret og nationen

Historikeren og samfundsdebattøren Henrik Jensen, der er lektor emeritus på RUC og har skrevet en række bøger, som er et opgør med værdierne og ånden fra ungdomsoprøret, ser også de mange nye udstillinger, bøger og film som en tendens til, at kongerækken er på vej ind i varmen.

»Det er i hvert fald udtryk for, at folk er interesserede i det, og når det sker, er der også nogle, museer, forfattere og andre, som vil levere det. Men der, hvor slaget egentlig skal slås, er i uddannelsessystemet, først og fremmest i skoler, på gymnasier og universiteter, og der lever historie et meget ydmygt liv. Det er et fag, der er under pres. Det bliver mindre og mindre betydningsfuldt i gymnasiet, blandt andet fordi folk siger, at man sagtens kan leve et liv uden, og at der er andre ting, som er vigtigere for at kunne fungere i et moderne samfund, for eksempel at lære at bruge en computer, og derfor smider vi iPads i hovedet på små børn,« siger Henrik Jensen.

»Folk vil ikke opgive nationalstaten eller national selvbestemmelse. Kig på, hvordan coronakrisen bliver tacklet, det foregår nationalt. Når der opstår problemer, er folk optaget af at handle ud fra det nationale udgangspunkt,« siger forfatteren og historikeren Henrik Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Hvad siger du til det synspunkt?

»Det er forfærdeligt. Børn skal nok lære at bruge en computer. Det vigtige for dem er, at de får fornemmelsen af, at de befinder sig i et samfund, hvor de skal fungere sammen med andre mennesker, som man har en fælles historie sammen med. Man må meget gerne lære at forholde sig kritisk til historien, for man skal ikke sluge det hele råt, men man skal først og fremmest klædes på til at kunne diskutere det. Der skal skabes en fornemmelse af sammenhæng og kontinuitet. Kronologi, og her er kongerækken en god ramme, er vigtig i historie,« siger Henrik Jensen.

Henrik Jensen

»Folk kom ud af gymnasiet i 70erne og ville gerne læse historie på RUC, hvor jeg underviste, men de havde ingen begreber om historie.«


Når mange unge med ungdomsoprøret i 60erne og 70erne vendte ryggen til historien, skyldtes det ifølge Henrik Jensen, at man var kommet forbi Anden Verdenskrig og mest havde lyst til at vende blikket fremad og ikke tilbage. Man mente, at alle de ulykker, der var sket, var tidligere generationers skyld, og det måtte de ifølge ungdomsoprørerne selv rode med. Man vendte blikket udad mod det globale og væk fra det nationale, siger Henrik Jensen:

»Det påvirkede den måde, man underviste i historien på, så den i mindre grad blev en samlet fortælling om, hvor vi kommer fra. I stedet havde man forskellige såkaldte diskurser eller fiktionen om klassekampen, som man trak ned over alt muligt. På den måde blev historie en variant af samfundsfag. Det var noget helt andet end det, som historie oprindeligt var. Historie er i virkeligheden en humanistisk videnskab, en parallel til litteratur. I 60erne og 70erne blev historien videnskabeliggjort og fragmenteret. Folk kom ud af gymnasiet og ville gerne læse historie på RUC, hvor jeg underviste, men de havde ingen begreber om historie. De havde måske lugtet lidt til besættelsen, den sorte død og den russiske revolution, men alt det andet var væk og havde aldrig været der.«

Var det ikke også en udvidelse af historien, at man ikke kun fokuserede på kongerne, magthaverne, men også på bønderne og arbejderne?

»Jo, det er givet. Man havde tidligere fokuseret meget på eliten omkring konge- og kirkemagt. Man begyndte at interessere sig for arbejderne og de andre klasser eller grupper i samfundet. Men det skete på bekostning af forståelsen af historien som en samlet fortælling, som fører tilbage og fortæller, hvem vi er. I stedet fik man en række fragmenterede historier og abstraktioner. Historiske begivenheder holdt op med at være interessante. Man beskæftigede sig mere med, hvordan den ene samfundsstruktur blev til en anden samfundsstruktur i abstrakt forstand, og i mindre grad med, hvad der skete under den sorte død eller i Første Verdenskrig.«

Kong Christian X og dronning Alexandrine kører i åben vogn gennem København i forbindelse med befrielsen 5. maj 1945. Langs vejen står folk med dannebrogsflag. Fold sammen
Læs mere
Foto: A E Andersen.

Hvilken konsekvens fik det for danskernes historiske viden og dannelse?

»At ingen anede, hvad de kom af. Man skal se det i kontrast til, at historie i den sidste halvdel af det 19. århundrede og den første halvdel af det 20. århundrede var det vigtigste fag på universitetet og i det øvrige uddannelsessystem. Man beskæftigede sig med jura som retshistorie og biologi som naturhistorie. Man havde en forestilling om, at det var vigtigt, og at man skulle have en vis veneration for historien. Det var vigtigt at vide, hvor det hele kom fra, hvem og hvad der havde skabt vores verden og udviklingen, men det blev med ungdomsoprøret ligegyldigt,« siger Henrik Jensen.

Er der en sammenhæng mellem fortrængningen af historien og den identitetspolitiske bølge?

»Ja, historie handler jo om det, vi er fælles om, og hvis der ikke er nogle overgribende identiteter, som giver mening for folk, så begynder man at orientere sig mod mindre grupper. Minoritetsidentiteten har den fordel, at man kan se sig selv som en, det er hårdt for, som en, det går ud over, eller som en, der er truet. Hvorimod den mere overordnede identitet, den nationale, har en flertalsagtig karakter. Det er en majoritetskultur, som meget hurtigt bliver lagt for had. Jeg tror fuldt og fast på, at hvis vi vil ud af identitetspolitikken og balkaniseringen, må det ske ved hjælp af nogle af de overordnede identiteter, som vi for eksempel finder i historien og kulturen, som er forankret i det nationale. Historien er ikke kun den nationale historie, men det er en væsentlig del af det.«

Er der kommet en øget historisk interesse?

»Ja, det tror jeg. Der var en fase i 80erne og 90erne, hvor der var en vis passivitet på det område, og hvor det var EU, som kørte med klatten, og her var positionen, at det nationale var en død sild. Nationalstaten var, mente man, ved at visne bort og dermed forsvandt også vigtigheden af at se historisk på tingene. I de seneste årtier har der været en modbevægelse. Folk vil ikke opgive nationalstaten eller national selvbestemmelse. Kig på, hvordan coronakrisen bliver tacklet, det foregår nationalt. Når der opstår problemer, er folk optaget af at handle ud fra det nationale udgangspunkt,« siger Henrik Jensen.

Han peger på, at meget af det, som sker i politik i øjeblikket, også i Mette Frederiksens socialdemokratiske regering, fokuserer på nødvendigheden af en sammenhængskraft i vores samfund.

»Det hele er ikke bare materialisme. Der er brug for en forståelse af, at ... ja, vi er forskellige, men at vi sammen skal prøve at få samfundet til at fungere,« siger Henrik Jensen.

Rytterstatue af Frederik V på Amalienborg Slotsplads. Statuen, der blev indviet i 1771, er skabt af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly og betragtes som en af de ypperste rytterstatuer i verden.  Fold sammen
Læs mere
Foto: BENT MIDSTRUP.

Slap kritik af kongerækken

Ifølge Anders Olling har selve ordet »kongerækken« nogle negative konnotationer.

»Det lugter af noget konservativt og nationalistisk og af den sorte skole og bevidstløs udenadslære. Det tænkte jeg meget over, da vi udviklede vores podcast, men jeg kom til den konklusion, at konceptet var for godt til, at vi skulle lade os stoppe af det. Kritikken af kongerækken kommer altid op, når vi taler om skolepolitik og kulturkamp, og synspunktet er, at børnenes kernefagligheder skal styrkes. Så er der altid nogen som siger, at så skal ungerne bare til at lære kongerækken udenad, og at det er den sorte skole. Men den kritik er for slap. Det er blevet en kliché. Man kan sagtens fortælle danmarkshistorien gennem kongerækken på en nuanceret måde, hvor man også får fortalt, hvordan livet var for de almindelige borgere,« siger Anders Olling.

Anders Olling

»Den kritik er for slap. Det er blevet en kliché. Man kan sagtens fortælle danmarkshistorien gennem kongerækken på en nuanceret måde, hvor man også får fortalt, hvordan livet var for de almindelige borgere.«


Var podcast-serien et brud på et kulturradikalt dogme?

»Det var det, som jeg gik og tænkte på, da vi satte serien i gang – og det ironiske er nu, at både jeg og Hans Erik Havsteen er ansat i JP/Politikens Hus. Men det føltes som et brud på et kulturradikalt tabu at gribe historien an på den måde. I gamle dage var historie lig med konger og krig, og så kom der en anden tid, hvor historikerne fokuserede på almindelige mennesker og deres liv og hverdag. De to udgangspunkter har været i kamp med hinanden, men nu er vi nået til et punkt, hvor man kan forene de to modpoler.«