Den 24. august år 79 e.Kr. gik vulkanen Vesuv i udbrud, og beboerne i byen Pompeji ved Napolibugten så vulkansk aske og skyer buldre ned mod dem. Det var ikke første gang, at vulkanen spyede lava og aske, og beboerne forventede nok ikke, at dette udbrud var livstruende. Men denne gang var det mere alvorligt end det, der havde ramt byen 17 år tidligere, og lavaasken regnede snart ned over byen.

Udbruddet efterlod en tildækket by, som er en af Italiens store turistattraktioner, og hvor man stadig foretager udgravninger og finder opsigtsvækkende fund. Så sent som i november i år fandt man to lig, der var blevet overrasket af asken. Man mener, at det drejede sig om en mand og hans slave.

Det var en verden uden tandbørster. Pompeji må have været en by med meget dårlig ånde

I cirka 1.700 år lå Pompeji og den ligeledes ramte nabo Herculaneum som glemte byer, men fra 1700-tallets slutning opstod i Europa en interesse for det klassiske Rom – det kom til udtryk i blandt andet bøger, kunst og mode (også i København) – og i 1800-tallet indledtes store udgravninger, ofte med skadevirkninger til følge. Snart dukkede huse, vægmalerier, redskaber, skeletter og graffiti-inskriptioner op, og siden er fascinationen af de romerske byer kun vokset.

Pompejis ruiner med Vesuv i baggrunden. Byen var en livlig handelsby med en multietnisk befolkning, da den blev ramt af vulkanens aske og lava.
Pompejis ruiner med Vesuv i baggrunden. Byen var en livlig handelsby med en multietnisk befolkning, da den blev ramt af vulkanens aske og lava. Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix

Mary Beard er en af vor tids mest berømte forskere. Hun har forstået at forene et indgående kendskab til Romerriget med en stor formidlingsevne. Hun dukker med jævne mellemrum op på TV i BBC-udsendelser, hvor hun fornøjer seerne med en frisk tilgang til historien, uden at give køb på seriøsiteten. Hun fortalte da også på BBC i 2016 om Pompeji baseret på den bog om byen, som hun udgav i 2008. Det er denne bog, der nu har nået det danske marked i en dansk oversættelse.

Multietnisk handelsby

Hendes bog er en nøje gennemgang af Pompejis historie og vulkanudbruddets efterladenskaber. Vi går fra hus til hus og fra gade til gade. Det var ikke en storstad, men dog en livlig, multietnisk handelsby, hvad vi ved fra tekster i byen, der var skrevet på latin og blandt andet hebraisk. Byen havde cirka 12.000 indbyggere, og der var imponerende bygninger, et stort amfiteater, butikker, rigmandsvillaer, cafeer og sandsynligvis bordeller.

Som i alle Mary Beards bøger fører hun løbende en debat om, hvorvidt vi kan stole på kilderne, og hvordan man fortolker de rester, som historien har efterladt os. Det gør ikke bogen kedelig, for den dygtige historikers kritiske efterprøvning af kilderne er spændende.

I spørgsmålet om sex og bordeller har hun en nøje gennemgang af efterladte sjofle graffititekster, vægbilleder og figurer. Hun når frem til, at vi ikke nødvendigvis skal tro, at der var et utal af bordeller og fri sex, og at visse forskeres påstande om, at der var 35 bordeller, næppe passer. Hun mener, at der nok ikke var mere end ét rigtigt bordel.

Men dermed ikke sagt, at sex ikke spillede en hovedrolle for pompejanerne. Det kan man se af graffitekster, malerier og små figurer, hvor mændenes kønsorganer er fremhævet som kæmpestore. Der var også samlejescener. Der var noget at leve op til.

En typisk gade i Pompeji med trædesten. Der er hjulspor i gaden og trædesten. Da pave Pius IX besøgte Pompeji i 1849, fjernede man en del af trædestenene, så hans vogn kunne køre igennem, og nogle af dem blev aldrig lagt tilbage. Illustration fra bogen.
En typisk gade i Pompeji med trædesten. Der er hjulspor i gaden og trædesten. Da pave Pius IX besøgte Pompeji i 1849, fjernede man en del af trædestenene, så hans vogn kunne køre igennem, og nogle af dem blev aldrig lagt tilbage. Illustration fra bogen. Jette Lüthck

»Pigernes hjerteknuser«

Beards spændende gennemgang af kildematerialet kan illustreres ved hendes omtale af gladiatorerne. Nogle af graffitierne omtaler to gladiatorer og deres kvindelige fanklubber. En graffiti lyder »Celadus, pigernes hjerteknuser« og en anden »Garnmanden Cresces ordner nattepigerne, morgenpigerne og alle de andre.« Hos mange historikere er den slags tekster brugt til at dokumentere, at gladiatorerne var vildt populære hos pigerne, og at der var et voldsomt sexliv. Mary Beard maner til forsigtighed og påpeger, at disse graffitier blev fundet i den gamle gladiatorkaserne, og at de ikke var pigefantasier.

»De blev skrevet af gladiatorerne selv – en blanding af drenget pral og intense fantasier hos et par unge kæmpere, der havde udsigt til et kort liv og måske aldrig havde fået fat i en pige, ihvertfald ikke for særlig lang tid,« skriver Mary Beard.

Hun forstår at aktualisere Pompeji-fundene ved hyppigt at lave sammenligninger med nutiden eller komme med regibemærkninger, som ofte er skægge. Hun gør blandt andet opmærksom på, at der i de fundne skelletter generelt er en ringe tandemalje. Det skyldtes sygdomme hos børn og unge, og cirka halvdelen døde, inden de blev 10 år. Mange havde huller i tænderne, og det skyldtes, mener Beard, mad med sukker og stivelse. De fleste havde endda tandsten på et par millimeters tykkelse, hvilket peger på, at de nok havde tandstikkere, men ikke tandbørster:

»Det var en verden uden tandbørster. Pompeji må have været en by med meget dårlig ånde,« slutter Mary Beard.

Mary Beards bog er et vellykket eksempel på videnskabsformidling, men hvorfor får vi denne bog 12 år efter, den blev udgivet?  Desuden er de fleste illustrationer gengivet i for lille format og flere af dem blegt trykt. De lever ikke op til den fine tekst.

Forfatter: Mary Beard Titel: Pompeji. Livet i en romersk by Sider: 448 Pris: 350 kr. Forlag: Gads Forlag