Christine Harboe var en stenrig kvinde i 1700-tallets København. Hun var også gudsfrygtig, som man jo var, og hun skænkede sine penge til enkefrueklostret i Stormgade, som i dag bærer hendes navn: Det Harboeske Enkefruekloster. Christine Harboe var en selvstændig kvinde i sin egen ret, længe før kvindebevægelsen var opfundet.
Går man igennem Stormgade, så har man Nationalmuseets bygning med de mange søjler på den ene side. På den anden side af gaden ligger en imponerende gammel bygning, der tilsyneladende er privat beboet. Kigger man efter, så fremgår det af en marmorplade over hovedindgangen, at her ligger Det Harboeske Enkefruekloster. Og ganske rigtig, så bor der i dag 15 enker i det smukke hus.
Historien bag enkefrueklostret bærer på en af de mest usædvanlige kvindehistorier i Danmark. Det var den lærde og stenrige Christine Harboe (født Fuiren), der i 1700-tallet sørgede for, at klostret blev etableret, og hun havde lang tid før kvindebevægelsen blev opfundet etableret sig som en selvstændig kvinde i sin egen ret.
Der lå oprindeligt en bygning på stedet bygget i perioden 1663–69 af en rig nederlænding, Simon de Pethum. Han er kendt i danmarkshistorien, fordi det var ham, der arresterede kongens søster Leonora Christina i London i 1663 og bragte hende hjem til et langt fængselsliv i Blåtårn. Bygningen blev derefter solgt til generalbygmester Lambert van Haven, og han opførte i 1680 den ejendom, som nu rummer Det Harboeske Enkefruekloster.
Det var den senere ejer Christine Harboe, der i 1735 testamenterede bygningen til at være fribolig for »13 fattige og gudfrygtige enker«. Funktionen som enkefruekloster er med nogle ændringer opretholdt til den dag i dag, hvor der bor 15 enlige damer i huset. I dag er kriterierne for at komme i betragtning som beboer dog kun, at man skal være enlig kvinde og bosiddende i København.
Christine Harboes far var godsejer Diderik Fuiren, der blev optaget i adelsstanden i 1677. Han døde i 1686, og Christines opdragelse blev varetaget af moderen Margrethe, der var en belæst professordatter. Margrethe blev baronesse ved giftermålet, men helt usædvanligt opnåede hun et selvstædigt adelsbrev med et andet våbenskjold end sin ægtefælle. Margrethes selvstændighed peger frem mod datteren Christines personlighed.
Margrethe sørgede for, at Christine fik en grundig boglig uddannelse, der omfattede såvel moderne sprog og latin som historie og religion. Christine blev enearving, da hendes bror døde i en ung alder, og hun blev altså som ganske ung stenrig og baronesse. I 1703 blev Christine gift med den mere end 30 år ældre enkemand, gehejmeråd Jens Harboe. Han var også økonomisk velpolstret, og da han døde allerede i 1709, tilfaldt også hans penge Christine, så hun var en af landets rigeste kvinder.
Christine boede dels på herregården Støvringgård i Jylland og dels i Stormgade, og vi ved fra samtidige kilder, at hun var en særdeles belæst kvinde. Hendes ven var en kendt digter og rektor for latinskolen i Ribe, Christian Falster, og han skrev om samværet med Christine: »Her går det med en drøftelse af alle både åndelige og timelige spørgsmål. Ved frokosten, ved middagsbordet, under lystvandringen i Fruerstuen.«
Christine takkede for venskabet ved at give store beløb til hans skole.
En anden af hendes venner, og vi må gå ud fra, at der var tale om platoniske forhold, for tiden var puritansk, var en kendt forfatter, Albert Thura, og han skrev om hende: »Hun besad mere lærdom end sædvanligt hos et fruentimmer (...) Og at man billig kan sige, at blandt mænd og lærde var hun lærd og behagelig og blandt fruentimmer og kone en fornuftig, vis og højagtet husmoder.«
Den unge baronesse var ikke stille og beskeden. Hun skrev muntre breve og satte pris på materielle goder og var altid med på den nye mode. Vi ved fra Christine Harboes boopgørelse, hvordan hun levede i huset.
På toiletbordet var der et spejl, en vandkande og et fad samt en lysestage med saks, æsker og skåle og alt af sølv. Dengang betalte man en slags luksusskat af blandt andet parykker, og Christine Fuiren betalte højeste skat af tre parykker og hårpynt. Når hun rejste rundt, medbragte hun et stort skrin fyldt med genstande til toilette og til at spise undervejs, og alle remedier af sølv. Hjemme spiste hun af guldtallerkener og med guldbestik og drak af et guldbæger, i hvert fald når der var gæster.
Der var 126 malerier med forskellige motiver på væggene. Gæster drak af ostindisk porcelæn, og stuerne var oplyst af vokslys fra lysestager af massivt sølv og en porcelænslysekrone. Dengang var der ikke bebygget i området, og man kunne derfor tage en spadseretur i den store have bag huset, hvor der foruden træer var stenbuster af 14 romerske kejsere, kongerne fra Christian I til Frederik III samt 23 mindre figurer i bly.
I bygningen myldrede det med tjenestefolk. Der var kammerpigen og flere vaskepiger. I køkkenet var kokkepigen med sine piger og en mand, der tog sig af vin- og ølkælderen. Der var selvfølgelig en kusk, en gartner, en portner, en gårdskarl og mange flere. Der var skat på tjenestefolk, og Christine Fuiren var en af københavnerne, der betalte mest i skat. Desuden havde Christine Fuiren to frøkener boende hos sig for selskabets skyld, der også hver havde deres personlige tjenestepige.
I sommeren 1733 oprettede Christine et testamente. Hun bestemte, at hele formuen skulle gå til oprettelse af Det Harboeske Enkekloster i Stormgade og et lignende i Støvringgård. Når hun oprettede testamentet i en ung alder, var det, fordi hun året efter tog på en længere udenlandsrejse, hvilket dengang var farligt. Coronaen var ikke opfundet, men det var så mange andre farlige sygdomme. Hun drog med et følge til Paris og London, og hun besøgte kurbadene i Aachen i Tyskland. Christine Fuiren var borte i halvandet år.
Da hun kom hjem, var hun svækket af sygdom, og hun døde allerede året efter. Så sent som dagen før sin død underskrev hun den endelige fundats til sine to klosterstiftelser, og da Christine ikke havde børn, var beslutningen om et sted for enker ikke svær.
Christine havde ikke skrevet strenge klosterregler ind i bestemmelserne for klostret, men den pietistiske og puritanske Frederik V, ham hvis buste blev smidt i kanalen for nylig, sørgede for, at det blev et opholdssted med et strengt regelsæt. Enkerne blev pålagt at føre et sandt kristeligt liv, og de skulle gå flittigt i kirke og holde morgen- og aftenbøn i bedesalen på første sal. Kortspil og andet spil var forbudt, og de måtte ikke uden tilladelse gå uden for klostret. Om aftenen blev klostret lukket af og nøglen overgivet til priorinden. Christine Harboe havde tænkt sig et sted til hjælp af enker, der var i nød, men nu var det nærmest et katolsk kloster.
Det strenge reglement var gældende de følgende næsten 200 år, og adskillige punkter er faktisk aldrig ophævet. Nogle blev modererede i et nyt reglement efter en ombygning i 1874-1875, men det nye indeholdt dog også gamle bestemmelser, som for eksempel hvornår natpotterne måtte tømmes.
Bygningen gennemgik siden flere ombygninger og renoveringer. Den kendte arkitekt Laurids de Thurah stod for en modernisering i midten af 1700-tallet, men først i 1788 kunne det nye enkefrukloster indvies. Ombygningen var ikke heldig, og vand sivede ind, så en anden kendt arkitekt, Casper Fr. Harsdorff, omdannede bygningen til dens nuværende klassicistiske udseende. Haven i baggården blev delvist inddraget i 1931, og man opførte en ny stiftelse: Martin Siersteds og Hustru Johanne Siersteds Stiftelse.
Bedesalen blev nedlagt i slutningen af 1800-tallet, og den blev omdannet til priorindens dagligstue. Denne skulle dog stilles til rådighed for gudstjenesterne, der nu kun fandt sted hver anden søndag. Det store rum benyttes i dag som fest- og mødesal og har bevaret sit 1700-talsudseende og her hænger malerier af familierne Fuiren og Harboe.
Bagved i gården lå to lokumsbygninger – en til priorinden og en til enkefruerne – mens vi ikke ved, hvordan tjenestepigerne klarede den slags. Først i 1874 fik enkefruerne klosetter oppe på loftet – med et særskilt til priorinden. Først i 1926 fik hver lejlighed et lille toiletrum.
Bygningen blev fredet i 1995, og i 2006 blev de stærkt nedslidte bygninger erhvervet af Realdania By & Byg, der gennemførte en omfattende renovering. Fordi huset har gennemgået så mange ombygninger og renoveringer, er det selvfølgelig svært at pege på noget »oprindeligt«. Der er gjort et stort arbejde med at genskabe de oprindelige farver og føre huset tilbage til tidligere tilstande, men de store ombygninger i 1875 og 1926 gør det vanskeligt. Man kan så glæde sig over, at facaden er autentisk, og bedesalen på første sal, hovedtrappen og den mægtige trækonstruktion på loftet er fra 1700-tallet. Ude i gården hænger den klokke fra 1760, der kaldte enkerne til to daglige andagter.
Hun besad mere lærdom end sædvanligt hos et fruentimmer.
Kilde: Barbara Zalewski og Jens Andrew Baumann: Det Harboeske Enkefruekloster, 2008.
