»Frelse kommer ikke fra civilisationens stress og jag, men fra de ensomme steder« har Fritjof Nansen, den norske opdagelsesrejsende og modtager af Nobels Fredspris, konstateret, og fra sine arktiske ekspeditioner vidste polarforskeren bedre end de fleste, hvad han talte om.

Nansens indsigt og konstatering kan man godt tage med sig til læsningen af bogen med den lakoniske titel »Ensom«, som et andet nordisk fyrtårn, svenskeren August Strindberg, udgav nogenlunde samtidig med, at nordmanden foretog sine epokegørende rejser.

»Ensom« kan måske ikke i intensitet måle sig med »Inferno« og »Legender«, men stadigvæk overgår selviagttageren og bekenderen August Strindberg det meste af den autofiktion, der senere er skrevet.

Romanen »Ensom«, fremragende oversat af Gregers Steendahl, blev skrevet i kølvandet på Strindbergs skilsmisse fra Harriet Bosse, hans kone nummer tre, og romanen knytter sig som en slags appendiks til »Inferno« og »Legender«, et par af verdenslitteraturens mest sindsoprivende bøger, hvor Strindberg i en hårfin balance mellem galskab og genialitet udforskede tvivlens og paranoiaens nedslag i et overfølsomt sind.

Efter Inferno-bøgernes nedstigning til et mentalt helvede former »Ensom« sig netop som en ekspedition eller måske snarere en meditativ tilbagetrækning til »de ensomme steder« og den selvvalgte isolations landskaber, hvor en stor frihed venter:

»Man råder til sidst ensom over sin person. Ingens tanker kontrollerer mine, ingens meninger, nykker piner mig. Nu begynder sjælen at vokse i nyvunden frihed, og man oplever en uhørt indre fred og stille glæde og en følelse af sikkerhed og selvansvar.«

I »Ensom« er Strindberg vendt tilbage til Stockholm efter flere års ophold på landet. Fraskilt og midtvejs i livet er han flyttet ind på to møblerede værelser hos en enke. Han møder gamle venner på cafeen, men kun for at konstatere, at man glider fra hinanden med årene. Tilbagetrækningen til ensomheden skildres som en fremadskridende proces:

»Lidt efter lidt indstillede jeg mine cafébesøg; øvede mig i at være ensom; faldt igen for fristelsen, men trak mig hver gang mere helhjertet tilbage, til jeg til sidst fandt den store tilfredsstillelse at høre stilheden og lytte til de nye stemmer, man hører der.«

Hudløs indlevelseevne

De fysiske kontakter og møder bliver i »Ensom« erstattet af en form for afstandenes sociale liv, næsten som i en coronatid fristes man til en jævnførelse. De skarpe iagttagelser og en hudløs indlevelsesevne er trumf. Strindberg kigger ind ad et vindue og befolker en oplyst stue med menneskelige konflikter og lidenskaber. Han går morgentur og anskaffer sig »en slags promenadernes bekendtskabsskreds«, majoren, et ældre fruentimmer, som lufter sine to hunde, eller måske en gammel bekendt til hest.

Han lytter til »Måneskinssonaten« spillet i huset ved siden af, og hans omgangskreds indskrænkes til den upersonlige igennem bøgerne. Forfatteren Balzac bliver for eksempel en af hans nærmeste personlige venner.

Romanen »Ensom« udfolder sig i al sin stilfærdighed også i en slående kontrast til de angstdrevne betroelser og idiosynkratiske bekendelser i »Inferno« og »Legender«, men gennemstrømmes af det samme intense liv og samme formidable sproglige nærvær midt i lovsangen til ensomheden.

Hvor er Strindberg bare en fantastisk iagttager og livgivende beskriver, når han kigger rundt i stuerne, han har lejet, med deres vidnesbyrd om tidligere liv, når han begiver sig ud på sin morgenpromenade eller måske kigger ind i en oplyst stue på den anden side af gaden. Som en slags opdagelsesrejsende til de »ensomme steder«, der hyppigt også er erindringens steder, gør August Strindberg hele tiden sine opdagelser.

»Ensom« kan måske ikke i intensitet måle sig med »Inferno« og »Legender«, men stadigvæk overgår selviagttageren og bekenderen August Strindberg det meste af den autofiktion, der senere er skrevet. Med Arthur Sjögrens stemningsdækkende illustrationer og Per Pettersons erindringsessay om den betydning, Strindberg og bogen »Ensom« har haft i hans liv, er der tale om en af de fornemme udgivelser i forlaget Batzer & Co’s klassikerbibliotek.

Ensom
Forfatter: August Strindberg. Oversætter: Gregers Steendahl. Sider: 158. Pris: 229,95 kr. Forlag: Batzer & Co.