Den seneste sæson i dansk politik var så voldsom, at politikerne kravlede på sommerferie.
Men den virkelighed, de i disse dage vender tilbage til, lægger op til alt andet end et pusterum.
Den sæson, der venter, byder på så store slagsmål på afgørende områder for både samfund og borgere, at det kan ende mindst lige så intenst.
Milliarder, menneskeskæbner og politiske ambitioner er på spil.
Det er, som en kilde i regeringstoppen bemærker, et skæbneår for kvinden i midten: statsminister Mette Frederiksen (S).
For det første skal hendes regering forsøge at indføre den ret til tidligere pension, som mere end noget andet var, hvad hun blev valgt på.
For det andet skal der laves grønne aftaler, der gør rigtig ondt.
For det tredje skal der laves en finanslov, der leverer på løfterne om flere penge til velfærd, selvom statskassen er hårdt ramt.
For det fjerde skal der laves en ny aftale for dansk politi, hvor statsministeren personligt har bebudet en halvering af Rigspolitiet.
For det femte – som en paraply over det hele – vil coronakrisen konstant true med at bide til med konsekvenser for alt fra menneskeliv til økonomi og politiske drejebøger.
At kalenderen er tætpakket, giver både muligheder og risici for regeringen. Netop det er et emne, der lige nu bruges tankekraft på hos ministre og strateger.
Normalt er klicheen, at medierne fokuserer for meget på proces og for lidt på indhold.
Denne sæson kan netop processen få stor betydning for indholdet.
Frygten i regeringstoppen er, at de mange forløb kommer til at køre i adskilte siloer, hvilket kan presse den samlede regning for højt op.
Altså:
I det ene rum sidder en kreds af partier og forhandler tidlig pension til nedslidte. De deltagende vil presse på for indrømmelser og dermed hæve prisen.
I et andet rum sidder en anden kreds af partier og forhandler grøn omstilling. Flere vil presse på for større grønne ambitioner og dermed en større regning.
I et tredje rum sidder en tredje kreds af partier og forhandler om politiet. Der vil være krav om endnu flere betjente og dermed et højere beløb.
I et fjerde rum sidder en fjerde kreds og forhandler finanslov. Flere vil kræve indrømmelser på store velfærdsområder såsom kostbare minimumsnormeringer.
Og i et femte rum sidder en femte kreds af partier og presser på for endnu flere penge til økonomisk genopretning.
Undervejs er der stor risiko for, at der tikker nedslående nøgletal ind i Finansministeriet, som skal få regnestykket til at gå op.
En oplagt løsning, som regeringen pønser på, men som på forhånd er umulig at designe, er det, man på Christiansborg-lingo kalder »kryds«. Altså at vikle sporene ind i hinanden.
Underforstået:
De øvrige partier kan ikke både sidde i et rum og kræve store indrømmelser på den grønne omstilling og så bagefter gå til finanslovsforhandlinger og kræve endnu mere.
Udfordringen er, at de forskellige forløb meget vel kan komme til at bestå af en vidt forskellig kreds af partier. Nogle vil sidde ved et bord, men ikke ved et andet. Et forhold, som kan gøre det sværere for regeringen at tænke på tværs.
En anden risiko ved at krydse tingene for meget er, at enkeltpartier kan ende med at blive udstyret med en form for veto, som får det hele til at gå i hårdknude.
Skrækeksemplet er den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) såkaldte helhedsplan, der i én stor pærevælling ville forandre en stribe områder. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti lod dog det hele afhænge af blot én eneste knast, nemlig topskatten, og resten er historie.
Den sværeste knast og en hockeystav
Selv om slagsmålet om tidligere pension har mest signalværdi, er spørgsmålet om grøn omstilling økonomisk tungere.
I en nattetime før sommerferien blev partierne enige om en aftale, der leverer en lille del af den samlede CO2-reduktion.
En begyndelse. Men det svære – det, der gør ondt … Det blev spillet til hjørnespark.
Med aftalen har partierne ganske vist nikket ja til, at der skal komme en form for afgift på CO2-udledning, som skal udgøre selve motoren for den grønne omstilling. Men det gensidige nik er ledsaget af så mange snubletråde, at politikerne ikke kunne lade være med at grine.
CO2-afgiften må ifølge aftalen hverken have konsekvenser for beskæftigelsen, økonomien, velfærden, ligheden eller noget som helst andet.
Hvordan det på den baggrund skal kunne lade sig gøre at lave den største politisk besluttede forandring af vores økonomi siden industrialiseringen, henstår i det uvisse.
Samtidig har man endnu ikke taget hul på de områder, der for alvor batter: transport og landbruget.
Det var betydeligt lettere at finde CO2-reduktioner på det industrielle område, hvor man allerede er nået langt, end det vil være i landbruget, hvor man – som en regeringskilde bemærker – ikke bare kan konfrontere køerne og bede dem prutte mindre.
I regeringstoppen er man indstillet på, at netop spørgsmålet om grøn omstilling kan eksplodere, og at det derfor bliver svært at sikre samme konsensus på området som hidtil.
For regeringen selv bliver det også svært at knække nøden. Allerede nu er embedsværket langt med at tænke i modeller, scenarier og omkostninger.
For centrale kilder står det klart, at regningen for den grønne omstilling meget hurtigt kan blive af en størrelse, som er svær for Socialdemokratiet at forsvare, medmindre man designer stien frem mod 2030 med stor omhu.
Til det formål bruger man et særligt billede, som er opkaldt efter formen på den kurve, man vil kæmpe for:
Hockeystaven.
Altså at CO2-reduktionerne, som skal ende med at være på 70 pct. om ti år, ikke skal komme i en lineær og støt stigende kurve.
I stedet skal de øvrige partier, lyder regeringens tilgang, acceptere, at reduktionerne kommer med mindre hast i begyndelsen – og med meget større hast i de sidste år inden 2030, hvor hockeystaven krummer, og hvor ny teknologi og forskning vil gøre det billigere at finde reduktioner.
Hockeystavmodellen glider nok ikke bare lige sådan ned hos støttepartierne.
Arne og en atombombe
Den kommende sæson ser ud til endeligt at skulle afklare skæbnen for den ret til tidligere pension, Socialdemokratiet lancerede for halvandet år siden.
Udspillet ventes ifølge kilder fremlagt om få uger – op til Socialdemokratiets sommergruppemøde.
Lige nu er tanken, at man ikke forsøger sig med at dryppe diverse positive elementer ved forslaget ud. Alt skal fremlægges på én gang, så man undgår endnu en gang at blive beskyldt for at putte med alle de vigtige og svære detaljer i forsøget på at opstille skønmalerier.
Uanset hvad opstår der voldsom diskussion. Alligevel føler regeringen sig sikker på, at den til syvende og sidst sidder med en vindersag, der har flertallet af vælgerne bag sig, hvilket målinger da også indikerer.
Også i denne sammenhæng bliver det interessant, hvordan man vil håndtere det parlamentariske spil.
Dansk Folkeparti er tiltænkt en nøglerolle, men har meldt ud, at partiet kun vil støtte forslaget, hvis der til gengæld kommer store udlændingestramninger. Et forslag, som flere af regeringens støttepartier næppe kan leve med.
Også Det Konservative Folkeparti har åbnet døren en anelse på klem for at gå med, hvis der til gengæld kommer store, solide skattelettelser på bordet. Sker det, er det også usikkert, om støttepartierne vil være med.
Pengene til disse skattelettelser vil i givet fald skulle tages fra det økonomiske råderum, som ellers er øremærket velfærden – medmindre man altså hæver andre skatter. Kan man seriøst få Det Konservative Folkeparti med til det? Der er ikke mange, der for alvor tror på det.
Alligevel er håbet i regeringen, at de mange meldinger fra partier, der ønsker at gøre sig »spilbare« og dermed relevante, kan bruges til at presse de forskellige parter ind til forhandlingsbordet.
Skulle det alligevel gå i hårdknude, vil én særlig trussel, som ingen formentlig vil tale højt om, komme til at spøge bagerst i hovedet.
Nemlig risikoen for, at statsminister Mette Frederiksen til sidst beslutter sig for at smide en atombombe og udskrive valg på sagen.
Af alle de forskellige scenarier, man kan forestille sig, hører det til i den absolut mest usandsynlige ende, at det ender der.
Det er både mere sandsynligt, at det ender med en aftale, eller at statsministeren i modsat fald – i tilfælde af et kollaps – vil stole på, at hun vil blive belønnet i det lange løb for at kæmpe for sagen.
Selv om det ikke lykkes at lave en egentlig aftale, kan hun også bare smide sit eget forslag til afstemning og satse på, at Dansk Folkeparti ikke kan holde til at stemme nej.
Alligevel fornemmer man hos flere regeringskilder en tro på, at alene risikoen for, at det ultimativt kunne udløse et valg, vil være så skrækindjagende for eksempelvis Dansk Folkeparti, at det får knuderne til at gå op.
Et lille skridt tilbage
Selv om så meget er på spil for det projekt, Mette Frederiksen personligt mere end nogen anden har formet, er det paradoksalt nok ambitionen, at hun nu skal fylde lidt mindre.
Som regeringschef var det hendes mål at styrke Statsministeriet og være tæt på det vigtige. I dag er resultatet, at hun er allestedsnærværende.
I regeringstoppen er analysen, at det vil gavne Socialdemokratiet, hvis flere – beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, finansminister Nicolai Wammen, justitsminister Nick Hækkerup, klimaminister Dan Jørgensen – får lov at spille mere centrale roller end hidtil.
Det hele kan ikke stå og falde med én person.
Samtidig skal man ikke tage fejl af, at det til tider har ført til murren i krogene, at statsministeren personligt har lanceret store nyheder på en række områder, hvor de ansvarlige ministre så efterfølgende har måttet tage sig af de mindre ting – og al besværet.
Om ambitionen holder i længden, vil tiden vise. Det er svært at holde sig i ro, når så meget er på spil på én gang.
Kasper Kildegaard er Berlingskes politiske korrespondent
