Analyse: Mette F. har aldrig stået stærkere

Statsministeren står i en stærkere position end nogensinde før – men næste fase af coronakrisen med den gradvise genåbning af nationen bliver altafgørende for den endelige dom over regeringens krisehåndtering.

 
Coronavirussen har lukket Danmark ned. Her er et overblik over situationen. Video: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Som Mette Frederiksen fastslog det på pressemødet i mandags, er strategien med at lukke nationen ned og dæmpe smittespredningen lykkedes så godt, at der er håb om, at en kontrolleret genåbning af Danmark kan gå i gang efter påske.

Derfor fokuserer statsministeren nu på de planer for genåbningen, som topembedsmænd og eksperter er ved at udarbejde. Senere skal planerne forelægges for partilederne for at få en så bred samling om planen som muligt, inden den sættes i gang.

At planen vil få enorm betydning – for folkesundhed og økonomi – er indlysende. Men den vil også få følger for statsministeren, som hidtil har fået stor ros for sin styring. I den nyeste måling fra Voxmeter får Socialedemokratiet hele 31,5 procent af stemmerne, og i samme måling fører rød blok stort over blå lejr.

Det hører med til historien, at Frederiksen langtfra er den eneste regeringschef, som vælgerne samler sig om. Rundt om i verden nyder flere stats- og regeringschefer stor opbakning, og det er logisk, for i alvorlige kriser samler borgerne sig ofte om dem, der skal vise vejen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er blevet rost for sin håndtering af første fase af coronakrisen – men hun ser ind i en ny fase, som bliver mindst lige så svær og krævende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Effekten viser sig dog ofte kortvarig: Når kriserne fortager sig, opløses støtten, og tilsyneladende uovervindelige ledere kan ende med at vandre direkte ud i et nederlag ved det førstkommende valg.

»Når danskerne lytter til Mette Frederiksens ord ved pressemøderne, og når de ser hende træffe svære valg uden at ryste på hånden, er der formentlig ingen, der tænker over, at de følger historiens yngste statsminister i aktion. «


Mette Frederiksen kan være på vej ind i en ny liga

Håndteringen af en svær krise kan imidlertid også ende med at skabe en langtidsholdbar leder, og netop denne liga kan statsministeren være på vej ind i.

Når danskerne lytter til Mette Frederiksens ord ved pressemøderne, og når de ser hende træffe svære valg uden at ryste på hånden, er der formentlig ingen, der tænker over, at de følger historiens yngste statsminister i aktion. Men det er hun, og det viser, at hun har oparbejdet en evne til hele tiden at styrke sine kompetencer og lægge nye lag på sit lederskab.

Trods sin unge alder havde hun prøvet kræfter med så mange udfordringer, at hun var klar, da hun efter valget sidste år fik mulighed for at danne regering og træde til som ny regeringschef.

Da Helle Thorning-Schmidt blev statsminister i 2011, var situationen anderledes: Hverken Thorning eller de øvrige S-ministre, med undtagelse af Henrik Dam Kristensen, havde prøvet at lede et land, og de begik for mange fejl, selv om det lykkedes at føre Danmark ud af den økonomiske krise.

I Thorning-regeringerne blev Mette Frederiksen først beskæftigelsesminister og siden justitsminister. Begge steder blev hun testet til det yderste. Samtidig gennemlevede hun på det personlige plan en hård tid: I 2013 døde hendes mor af kræft, og året efter blev hun skilt, parallelt med at hun skulle håndtere sine opgaver i ministerierne.

I de år viste hun sin råstyrke og avancerede til at blive partiets ubestridte kronprinsesse. Da hun i 2015 blev valgt til formand, skete det meget sigende uden en modkandidat, og fra det punkt begyndte hun at styrke S i en tid, hvor vælgerne i Europa ellers vendte ryggen til de kriseramte socialdemokratiske søsterpartier.

I den proces førte hun partiet tilbage til rødderne i den økonomiske politik – med større tryk på velfærd og mere vægt på socialpolitik – ligesom hun foretog en markant opstramning af udlændinge- og retspolitikken.

Samklang med vælgerne

Samlet set kom partiet i bedre samklang med mange S-vælgere og blev i stand til at tiltrække blå vælgere.

Hun lagde også planer for at styrke det strategiske lederskab i Statsministeriet, og hun begyndte at forberede en organisering for at opnå tre vigtige mål: Blandt andet ønskede hun at etablere et tættere samarbejde mellem Statsministeriet, Finansministeriet og de øvrige ministerier. Hun ville også styrke politikudviklingen. Og endelig ville hun sikre sig en stærkere styring af en kommende S-regerings vigtigste politiske prioriteringer.

En del af tankerne flugtede med den effektive strategiske styring, hun brugte til at udvikle partiet med, og som hun skabte i tæt samarbejde med sin nære rådgiver, Martin Rossen.

Som bekendt har Mette Frederiksen siden valget ændret Statsministeriets rolle og givet Rossen en nøglerolle i ministeriet, hvilket har udløst kritik fra eksperter og de øvrige partier på Borgen. Men set med regeringschefens øjne har organiseringen og holdopstillingen været afgørende for at give regeringen en start, hvor det er lykkedes at styre langt uden om de nedture, som normalt rammer nye regeringer.

Der er heller ikke tvivl om, at Frederiksens lederskab under coronakrisen er blevet styrket som en direkte konsekvens af den nye organisering og de nye arbejdsprocesser, der er blevet indført i ministeriet.

Derudover har Mette Frederiksen – i modsætning til Thorning – kunnet trække på erfarne ministre, heriblandt finansminister Nicolai Wammen, der har spillet en nøglerolle i coronakrisen. Ved siden af har nye talenter som for eksempel beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen og erhvervsminister Simon Kollerup levet op til deres ansvar under krisen.

Problemerne er ikke udraderet

Alt dette betyder ikke, at statsministeren Frederiksen har udraderet alle problemer. Så langtfra.

Regeringen kritiseres jævnligt for at have indført en topstyring uden sidestykke, og den form for styring kan føre til magtfuldkommenhed. De centrale S-rådgivere kan også ende med at skubbe de klassiske embedsmænd på afstand – hvilket kan føre til fagligt dårlige løsninger.

Og kritikerne har ret, når de peger på, at regeringen mangler at levere på sine signaturprojekter, hvad enten vi taler om at nå det ambitiøse mål om at sænke CO2-udledningen med 70 procent i 2030 eller give nedslidte danskere en ret til at forlade arbejdsmarkedet før tid.

Det er også til at forudse, at regeringen vil blive presset økonomisk, når regningen fra coronakrisen skal samles op.

Sidst, men ikke mindst, vil dommen over Mette Frederiksens samlede lederskab i coronakrisen først kunne gøres op, når det står klart, om det lykkes for regeringen og sundhedsmyndighederne at gennemføre den kontrollerede genåbning af Danmark. Og netop den udfordring kan vise sig at blive den største, som Mette Frederiksen endnu har stået overfor.

Men her og nu står statsministeren stærkere end nogensinde.