Alternativet fastholder vælgeropbakning trods mediestorm

Var der folketingsvalg i dag, ville Alternativet fastholde valgresultatet fra 2015. Det viser Berlingske Barometer.

Var der folketingsvalg i dag, ville Uffe Elbæk og co. fastholde valgresultatet fra 2015. Det viser Berlingske Barometer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alternativet har i den seneste måned været inde i en turbulent periode med modvind i medierne.

Midt i oktober forlod en af Alternativets frontfigurer Niko Grünfeld posten som kultur- og fritidsborgmester i København efter kritik af hans kontorindretning og fejlbehæftede CV.

Og i sidste uge var Alternativet fanget i en »selvforskyldt shitstorm«, hvor den ene toppolitiker efter den anden blev afsløret i at mætte luften med klimaødelæggende CO2 under deres mange og lange flyrejser.

Først var det partiets politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier, som har rejst til udlandet 20 gange i løbet af de sidste tre år og besøgt rejsemål som Egypten, Japan, Indien, San Francisco, New Zealand og Kina. Siden har også partileder Uffe Elbæk og gruppeformand René Gade måttet indrømme, at de har haft rigtigt mange boardingkort mellem hænderne på det seneste.

Det blev kaldt hykleri, at Alternativet med den nye kampagne »Klimaudfordringen« på den ene side opfordrer danskerne til at halvere deres CO2-aftryk og på den anden side dropper toget og vælger flyet for at få mere tid med familien.

Berlingske barometer: Vægtet gennemsnit d. 4. november 2018 sammenlignet med folketingsvalget i 2015. Fold sammen
Læs mere

Trofaste vælgere

Mediestormen har dog ikke fået vælgerne til at flygte fra Alternativet.

Hvis der var folketingsvalg i dag, ville Alternativet få 4,7 procent af stemmerne (inklusiv den seneste enkeltmåling, der tilskriver Alternativet 4,2 procent af stemmerne). Det viser Berlingske Barometer, som er vores vægtede gennemsnit af den seneste måneds politiske meningsmålinger.

Til sammenligning fik Alternativet ved det seneste folketingsvalg 4,8 procent af stemmerne. Partiet ligger dermed på trods af mediestormen stabilt sammenlignet med folketingsvalget i 2015, når man tager forbehold for den statistiske usikkerhed, der ligger på 0,6 procentpoint for Alternativet.

Tilbage i juni lå partiet til kun 3,7 procent af stemmerne. Partiet er dermed siden i sommer gået statistisk signifikant frem med 1 procentpoint.

Mandatfordelingen mellem de to blokke d. 4. november 2018. Fold sammen
Læs mere

Flertal til rød blok

Rød blok kan, hvis der var valg i dag, manifestere et flertal på 91 mandater mod blå bloks 84 mandater. Ved seneste folketingsvalg sikrede blå blok sig 90 mandater og sejrede over rød blok, der kun fik 85 mandater.

Ugens barometertjek vidner derfor om en statistisk signifikant fremgang til oppositionen siden valget i 2015.

Fraregner man de 8 mandater, som Alternativet, i følge Berlingske Barometer, står til at få, ville rød blok få 83 mandater.

Alternativet har meddelt, at man peger på politisk leder Uffe Elbæk som statsminister og derfor som udgangspunkt ikke skal medregnes som en af S-leder Mette Frederiksens støtter. Uden Alternativets mandater ligger de to blokke dermed meget tæt med henholdsvis 83 og 84 mandater.

Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.