Ny stor øretæve til dansk virksomhed – taber milliarder på børsen på en time

Ambu-aktien er nu blevet halveret siden den mangeårige topchef Lars Marcher blevet fyret i maj. Den seneste nedjustering har kostet aktionærerne 4,2 mia. kroner i markedsværdi.

Juan Jose Gonzalez, den nye topchef i Ambu, har netop nedjusteret forventninger til regnskabet i år. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

Tirsdag er en sort dag på børsen for udstyrsgiganten Ambu, der modtager en gedigen aktieøretæve, efter den nye topchef Juan Jose Gonzalez har gået virksomheden efter i sømmene og skruet markant ned for forventningerne til fremtiden.

Efter kun en måned i chefrollen har topchefen og den nye ledelse nedjusteret forventningerne til finansåret 2019/2020 og ændret de finansielle mål for de næste år. Årsagen til den lavere vækst er, at Gonzalez vil sætte turbo på investeringer i salg og marketing og samtidigt stoppe udvikling og salg af koloskopet SC210, der bruges til kikkertundersøgelser i tyktarm og endetarm. Ambu laver medicinsk udstyr til hospitaler og redningstjenester.

Den nye topchef siger, at den nye strategi vil hjælpe til at nå målet om at blive et af de største medtech-selskaber i Europa, men aktiemarkedet synes langt fra overbevist om, at der er en god idé.

Tværtimod:

Fra starten af tirsdagens handelsdag har investorerne nemlig soligt ud af Ambu-aktier, og kursen er faldet 16 pct. til 88,02 kroner.

Selskab Kurs Ændr. %

Lige inden den mangeårige administrerende direktør Lars Marcher blev fyret 10. maj kostede aktien 175,90 kr., hvilket betyder, at Ambu på bare knap seks uger er faldet 50 pct. på børsen. Det betyder samtidigt, at tumulten og usikkerheden over fyringen og den nye ledelse har kostet aktionærerne godt 22 mia. kr. i markedsværdi. Alene tirsdag er virksomheden blevet 4,2 mia. kr. mindre værd.

Læs: Fyret Ambu-topchef får mindst 300 mio. kr. med ud ad døren

»Investorerne har ventet i spænding på om strategien blev justeret og om forventningerne til i år og næste år (denne strategiperiode) blev ændret. I starten forlød det, at der kunne komme en revideret strategiplan for næste år, men at årsforventningerne for indeværende år lå fast. Det bliver der med gårsdagens nedjustering ændret godt og grundigt på,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, i en kommentar.

»Den nye ledelse vil lægge afstand til den tidligere og ikke kunne måles på Lars Marcher meget store ambitioner,« tilføjer han.