Business-overblik: Ny Ambu-chef lægger ud med nedjustering – kurstæsk og ballade om formand i vente

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du begynder din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

Ambus nye topchef, Juan Jose Gonzalez, lægger hårdt fra land med en nedjustering af vækst- og indtjeningsskøn og en markant investering i salg og marketing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Godmorgen på en varm og solbeskinnet tirsdag.

Varmt er der også flere steder i dansk erhvervsliv. I Ballerup hos medtech-virksomheden Ambu skærer den nye topchef igennem efter blot en måned i stolen og nedjusterer forventningerne til 2019/20 markant. Det kan resultere i både kursfald og kritik af selskabets formand, vurderer analytiker. Varmt er også i toppen af den danske finansverden, efter at det har vist sig, at sidste uges ransagninger i hvidvasksagen mod Nordea var rettet mod blandt andre Nykredits topchef Michael Rasmussen.

Men vi begynder i medicinalindustriens verden, hvor Novo Nordisk forsøger at gøre livet hedt for den tidligere Novo-topfigur Kåre Schultz.

1. Sådan forpurrer Novo kopiangreb fra Kåre Schultz

I Berlingske kan vi fortælle, at Novo Nordisk er i fuld gang med at afværge en planlagt offensiv fra Kåre Schultz og Teva, der vil sende en kopi af det danske selskabs største salgssucces ind på det vigtige amerikanske marked.

Kåre Schultz' kopiangreb på Novo Nordisks topmiddel Victoza kan ende som en storm i et glas vand, lyder det med henvisning til en analyse fra den internationale investeringsbank J.P. Morgan.

Den tidligere topfigur i Novo Nordisk Kåre Schultz, der i dag er topchef i den israelske medicinalkoncern Teva, kan slippe en kopi af Novos store trækhest løs på det afgørende amerikanske marked i 2023, men brugen af det storsælgende middel vil til den tid være yderst begrænset.

Patenten på Novo Nordisks storsællert Victoza udløber snart, og Teva har tænkt sig at sende en kopi på markedet. Men Novo Nordisk vil komme Teva i forkøbet på det amerikanske marked. Mens salget af Victoza vil falde, vil Novo Nordisks nye, skarpere efterfølger, Ozempic, samtidig komme flyvende fra start i USA, og patienterne vil skifte til Ozempic, forudser J.P. Morgan.

Herhjemme er analytikere fra Danske Bank og Sydbank enige i J.P. Morgans analyse. Sydbank kalder det »et drømmescenarie« for Novo Nordisk.

Om Novos fokusering på Ozempic i USA skriver Camilla Sylvest, der er koncerndirektør for den samlede kommercielle strategi i Novo Nordisk, til Berlingske Business:

»Vores strategiske hovedfokus er at få Ozempic ud til patienter med type 2-diabetes, der skal til at begynde på behandling med GLP-1, da Ozempic har dokumenterede fordele med blodsukkerregulering og vægttab og den klare fordel, at det kun skal tages en gang om ugen. Vores salgsstyrke dedikeret til GLP-1-produkter bliver derfor brugt på markedsføring af Ozempic.«

 

2. Nedjustering hos Ambu kan føre til kurstæsk og ballade om formanden

Den nye topchef i Ballerup-børskometen Ambu, har ikke ligget på den lade side, siden han afløste selskabets mangeårige administrerende direktør Lars Marcher.

Juan Jose Gonzalez og hans nye ledelse har benyttet lejligheden til at gennemgå Ambus treårige strategi, som løber til udgangen af 2020, og har i den forbindelse fundet anledning til at opdatere selskabets produktprogram og øge investeringerne i salg og marketing på tværs af markederne. De samlede investeringer i den opdaterede strategi løber op i 225 mio. kr.

Det fremgår af en børsmeddelse, som Ambu, der laver medicinsk udstyr til hospitaler og redningstjenester, udsendte sent mandag aften.

»Vi vil mere end fordoble vores direkte salgsstyrker, der er specialiseret i engangsendoskoper, og med det partnerskab, vi lige har indgået med Cook Medical om at komme ind på markedet for duodenoskopi i USA, vil vi været i stand til at nå vores ambitioner om at blive et af det største medtech-selskaber i Europa,« udtaler Juan Jose Gonzalez i en pressemeddelse.

Et endoskop bruges til kikkertundersøgelser forskellige steder i kroppen, mens et duodenoskop er lavet til kikkertundersøgelser af tolvfingertarmen.

Ambu nedjustere i sammen forbindelse sine forventninger til væksten og indjteningen de næste 1,5 år.

Den organiske vækst i 2019-20 ventes af lande på 16-19 pct. mod tidligere oplyst 18-23 pct. Driftsindtjeningsmarginen (EBIT-marginen) ventes at lande på mindst 20 pct. før særlige poster, mod tidligere oplyst 26-28 pct. Og de frie pengestrømmes andel af omsætningem ventes halveret fra 18 til cirka ni pct.

Årsagen til at væksten bliver så forholdsvis kraftigt skåret ned er, dels de store investeringer i salg og marketing, dels at Ambus nye ledelse har besluttet at stoppe udvikling og salg af koloskopet SC210 til kikkertundersøgelser i tyktarm og endetarm. Det vil blive erstattet af et nyt og bedre koloskop.

Ifølge investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen står Ambu til kursklø, når markedet åbner. Han mener, at den nye ledelse med sine tiltag vil lægge afstand til den tidligere ledelse:

»Investorerne har ventet i spænding på, om strategien blev justeret, og om forventningerne til i år og næste år (denne strategiperiode) blev ændret. I starten forlød det, at der kunne komme en revideret strategiplan for næste år, men at årsforventningerne for indeværende år lå fast. Det bliver der med gårsdagens nedjustering ændret godt og grundigt på,« skriver Per Hansen i en kommentar.

»Størrelsen på dagens kursfald kommer til at afhænge af, om investorerne tror, der er skabt nye og lavere forventninger at vokse ud fra, og om den fremtidige vækstrater varigt vil blive lavere. Samtidig vil der komme masser af ballade og tumult om Ambu og ikke mindst om, at bestyrelsesformand Jens Bager også er blevet hovedrig på at sælge ud af sine aktier på et kursniveau, som bar de gamle forventninger for blot nogle få kvartaler siden,« skriver Per Hansen.

 

3. Topfigurer i dansk finansbranche var mål for ransagning hos Nordea

Det var ikke hvem som helst, Bagmandspolitiet havde i søgelyset, da Nordeas danske hovedkvarter blev ransaget onsdag i sidste uge i en sag om hvidvask.

Det erfarer Finans, der har oplysningerne fra to af hinanden uafhængige kilder.

Ganske opsigtsvækkende ledte Bagmandspolitiet efter oplysninger om omkring 20 personer, heriblandt én af den danske finanssektors absolutte topfolk, Michael Rasmussen, der i dag er koncernchef i Nykredit og formand for brancheorganisationen Finans Danmark.

Også to andre nuværende medlemmer af Nykredits direktion, Davis Hellemann og Anders Jensen, var ifølge Finans på listen hos Bagmandspolitiet.

På listen skulle Torben Laustsen, der er tidligere vicedirektør for Nordeas danske aktivieter, og i dag arbejde som konsulent og bestyrelsesmedlem, også være.

Eksperter har tidligere til Berlingske sagt, at Nykredit-cheferne med en fortid i Nordea var pressede af hvidvasksagen.

Fælles for Torben Laustsen, Anders Jensen og David Hellemann er, at de alle var ledere i Nordea i Danmark og dermed havde ansvaret for filialen International Branch. Michael Rasmussen var udover at være øverst ansvarlig for Nordeas aktiviteter i Danmark også medlem af Nordeas koncerndirektion som øverst ansvarlige for »retail« frem til marts 2013.

International Branch holdt til i Vesterport i København og servicerede en række russiske kunder og skattelyselskaber i sager om formodet hvidvask. Ifølge Finans spillede afdelingen en nøglerolle, da Finanstilsynet i 2016 politianmeldte Nordea.

Finans har ikke kunnet få kommentarer fra de fire nævnte topfolk.

 

Her er tre ting, investorerne skal holde øje med i dag

Her er tre ting, som investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet holder øje med i dag:

  1. Kl. 11.00 offentliggøres den tyske ZEW-indikator. ZEW er ikke ligeså vigtig som IFO, men giver alligevel et fingerpeg om den økonomisk udvikling og er ikke mindst en stemningsindikator.
  2. Ambu har de seneste dage revideret deres strategiplan, og det kom der sent mandag en nedjustering ud af både for i år og næste. Mest markant er, at skrotningen af et produkt og nye investeringer, bliver forventningerne til det frie cashflow for næste år halveret. Den nye ledelse lægger afstand til den tidligere. Investorerne bryder sig aldrig om nedjusteringer, og bedre bliver det ikke af at prisfastsættelsen, selv efter at aktien er halveret, stadig er meget høj.
  3. Det britiske pund bliver presset markant på grund af udsigten til, at Boris Johnson bliver den næste britiske Premierminister og eventuelt kunne tænkes at gennemføre en Brexit per 31/10, selv hvis der ikke foreligger en aftale med EUR. Det britiske pund er efter en svækkelse her til morgen faldet til 8,32 i forhold til DKK.

 

Det sker på markederne

Japan Nikkei 225 -0,7 pct.

Hongkong Hang Seng +0,7 pct.

Kina Shanghai Composite +0,1 pct.

Sydkorea Kospi +0,4 pct.

Singapore STI +0,9 pct.

Indeksværdi klokken 06.15.

Kilde: Ritzau/FINANS