Midtvejsvalg gør investorer nervøse – men uden grund

Finansmarkederne har været ustabile op til det amerikanske midtvejsvalg, men data viser, at amerikanske aktier klarer sig langt bedre i kvartaler med midtvejsvalg, uanset om Demokraterne eller Republikanerne vinder.

USAs præsident Donald Trump inden midtvejsvalget. NICHOLAS KAMM

Usikkerheden op til det amerikanske midtvejsvalg var med til at udløse et blodbad på de international aktiemarkeder i oktober, men historisk set har investorerne intet at frygte op til den store begivenhed.

Data tilbage fra 1970 viser, at det toneangivende S&P 500-indeks normalt stiger i perioden efter et midtvejsvalg, uanset udfaldet, og gennemsnitligt giver et dobbelt så stort afkast som i ikke-valgår. I kvartaler med valg er indekset således steget 1,6 pct. om måneden, i modsætning til 0,8 pct. i »normale« fjerde kvartaler.

»Under normale omstændigheder er året efter midtvejsvalgene et godt tidspunkt at have investeringer på, fordi præsidenter med fokus på at blive genvalgt begynder at løsne finanspolitikken, hvilket giver økonomien og finansmarkeder et løft,« konstaterer Tom Stevenson, investeringsdirektør hos Fidelity International, i en rapport til sine kunder.

Men tiden under præsident Donald Trump har på flere måder vist sig ikke at være »normale omstændigheder« i USA. Aktiemarkederne bliver ofte kastet ind i store op- og nedture på grund af præsidentens tweets, og det har været svært for analytikere at forudsige markedsudviklingen i Trump-æraen.

For eksempel forudsagde flere store finanshuse, at de amerikanske aktiemarkeder ville falde dramatisk efter hans sejr i 2016, men et år efter var S&P 500 steget over 20 pct. Spørgsmålet er derfor, om midtvejsvalget i år vil følge den historiske trend og give aktierne et boost.

»Der er ikke noget, der forhindrer, at vi får gode aktieafkast resten af året. Jeg tror, at når vi kommer hen i november og december, så vil investorerne kigge tilbage på mange af kvartalsregnskaberne og den underliggende økonomi og se, at oktobers fald var lidt overgjort. Og så tror jeg, man vil se ret pæne aktieafkast de kommende måneder,« siger Andreas Østerheden, investeringsstrateg i Nordea.

En anden konflikt får større betydning

Han forventer at globale aktier kan stige 10-15 pct. over de kommende 12 måneder.

Aktiemarkederne verden over fik hug i sidste måned, blandt andet på grund af usikkerhed om midtvejsvalget, men også på grund af stigende renter, Brexit, rod med Italiens budget og blandede økonomiske nøgletal. Trump selv elsker at se kurser, der peger opad, og beholder hans parti flertallet i begge Kongressens kamre, forventer aktiestrateger at se stigninger på de amerikanske børser.

Vinder Demokraterne derimod begge kamre, forventes aktierne at falde, fordi der kan opstå usikkerhed om flere skattelettelser og mindre erhvervsvenlige initiativer. Meningsmålinger tyder på en mellemvej, hvor Demokraterne vinder Repræsentanternes Hus, hvilket kan gøre amerikansk politik mere forudsigelig, men samtidig betyde et farvel til flere skattelettelser. Uanset hvilken vej pilen peger, vurderer aktiechef i Saxo Bank Peter Garnry dog, at midtvejsvalget hurtigt vil blive overskygget af handelskrigen mellem USA og Kina.

»Hvis der er noget, Trump har fået medvind på i meningsmålingerne, er det hans kurs i forhold til Kina. Og det interessante er, at Demokraterne har adopteret nogle af holdningerne fra Republikanerne, så de også ser Kina som en unfair spiller i det globale marked og som en trussel mod USAs dominans. Så vores holdning er, at den primære driver i markedet er den her konflikt mellem USA og Kina, og den forsvinder ikke efter valget,« siger han.