Trump optrapper handelskrig med Kina med ny trussel

Endnu inden USA har indført 10 procents told på flere varer fra Kina, truer Trump med at øge satsen til 25.

Foto: Oliver Contreras / POOL.
Læs mere
Fold sammen

USAs præsident, Donald Trump, har onsdag bedt sin handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, om at overveje at skrue endnu mere op for den nye told, Trump har truet med at lægge på en ny gruppe varer fra Kina.

Amerikanske embedsmænd siger, at planen nu er at øge toldsatsen på kinesiske varer til en samlet værdi af 200 milliarder dollar fra de foreslåede 10 til 25 procent.

Embedsmændene siger, at meldingen er led i et forsøg på at få Kina til at »ændre opførsel«.

Den offentlige høringsperiode for de øgede toldsatser er samtidig forlænget til 5. september.

I sidste måned offentliggjorde de amerikanske myndigheder en liste med tusindvis af kinesiske varer til en samlet værdi af 200 milliarder dollar, som Trump på det tidspunkt påtænkte at pålægge en told på ti procent.

Listen omfatter vidt forskellige varer som frugt, grøntsager, håndtasker, køleskabe, regnjakker og baseballhandsker.

En forhøjelse til 25 procent vil ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters kunne optrappe handelsstriden mellem verdens to største økonomier.

Den kinesiske regering har sent onsdag aften dansk tid ikke kommenteret nyheden. Men tirsdag sagde en talsmand for udenrigsministeriet, at Kina »uden tvivl vil svare igen for at forsvare landets rettigheder og interesser«.

I begyndelsen af juli pålagde USA importerede varer fra Kina til en værdi af 34 milliarder dollar en told på 25 procent.

Efterfølgende indførte den kinesiske regering den samme toldsats på en tilsvarende amerikansk eksport til landet.

/ritzau/Reuters