Harboe: Blod er tykkere end vand

Sjette generation udnævnes nu til topchef. Men selskabets udvikling er dybt kritisabel. Informationerne rejser flere spørgsmål end der afgives svar. Myndighederne burde gribe ind.

Billede
Harboe Bryggeri i Skælskør. Bernd Griese Harboe og datteren Karina Harboe Laursen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Efter 39 år i Harboe fratræder Bernd Griese (77 år) som topchef, men han forbliver medlem af selskabets bestyrelse.

Datteren Karina Harboe Laursen overtager posten, og samtidig udnævnes Kirsten Ægidius til direktør med ansvar for salg. Her fremgår der ikke nogen familie- eller venskabsrelation, hvilket ellers er kendetegnende i Harboes mikrokosmos.

Man kan således afdække, at ikke mindre end 21,2 mio. kr. ud af 22,9 mio. kr. i vederlag til ledelsen er gået til inderkredsen inklusive de såkaldt eksterne bestyrelsesmedlemmer. Men så er der yderligere udbetalt 2,0 mio. kr. i vederlag til andre relaterede personer, der ikke har et ledelsesmæssigt ansvar (endnu?).

Harboe holder kortene tæt ind til kroppen i sine informationer om forretningen. Der er masser af pæne ord om store visioner, men fakta kniber det med. Beretningen opdeles i Harboe Beverages og Harboe Ingredients (maltprodukter), men regnskabet er ikke specificeret tilsvarende.

Salget uden for hovedmarkederne i Tyskland og Danmark udgør 493 mio. kr. og er fordelt på ikke mindre end ca. 90 lande. Her satser man fremadrettet på at opbygge sit brand, men det er fuldstændig uklart hvilke rolle, afgørende distributører spiller, og de forretningsmæssige aftaleforhold og risici det indebærer.

Spørgsmålet er så meget vigtigere, som indtjeningen i Harboe er elendig trods en enorm kapitalindsats i anlægsaktiver. Afkastet af de store investeringer er dybt utilfredsstillende.

Bestyrelsen bærer ansvaret for at have styret et forløb med destruktion af aktionærernes penge.

Bliver B-aktionærerne sultet ud?

Harboe klarer sig uhørt dårligt, og det afspejler sig naturligvis i aktiekursens udvikling.

Et par store aktionærer har i tidens opgivet og solgt deres beholdninger i frustration. Dyrtidsfondens exit blev klaret ved at selskabet selv opkøbte aktierne. Den linje fortsættes, og Harboe ejer nu 29,6 pct. egne aktier, hvilket må være rekord blandt børsnoterede danske selskaber.

Aktiekursen er lav set i forhold til egenkapitalen, så opkøb »indvander« værdi – forudsat Harboes aktiver er pengene værd. På denne måde øger familien støt og roligt sin reelle ejerandel. Det fungerer som en slags indirekte bonus for dårlig ledelse.

Set ud fra det generelle idégrundlag for aktieselskaber er forløbet dybt kritisabelt, og myndighederne burde på enhver tænkelig måde søge at gribe ind for at sikre, at samtlige aktionærers legitime interesse bliver varetaget.

Der må være behov for en gennemgribende undersøgelse af selskabets interne og eksterne forhold. Bestyrelsen med familien som magthaver er tilsyneladende ikke utilfreds med selskabets manglende positive udvikling og ønsker at købe fremmede aktionærer ud.

Et direkte tilbud til alle aktionærer om »privatisering« ville være slutpunktet i et sådant forløb. Beløbet er dog stadigvæk stort, da det vil kræve ca. 250 mio. kr. ved en lav børskurs på 77.

Et relevant spørgsmål er, om det nu også går så dårligt for Harboe, som det ser ud? Akkumuleres der kraft ved at pløje udgifter ind i »målrettet marketing-support til koncernens nøglebrands« (med distributører som mellemled), så et take off kan starte just efter de fremmede medejeres andel er blevet nedbragt eller helt elimineret?

Det vides ikke, og intentionerne hos den altdominerende familie kendes heller ikke. Informationerne om virksomheden er aldeles utilstrækkelige, og uklarheden er nærmest total. Det gælder både for salget af drikkevarer (i særdeleshed uden for nærmarkederne) og satsningen på maltprodukter.

Ingredients skal »på lidt længere sigt i stigende grad bidrage positivt til koncernens vækst og indtjening«.

Vil ny generation ved rorpinden hjælpe?

Tilliden er væk, og Karina Harboe Laursen står med en stor opgave som ny topchef. Alt skal bygges op forfra, hvis Harboe skal fortsætte som børsnoteret selskab.

Dybest set burde familien beslutte sig for enten at overtage selskabet fuldt via et passende bud, eller frivilligt ophæve stemmeretsfordelen på sine A-aktier, der udgør magtbastionen. Harboe som selskab ville dermed blive åbnet for indflydelse fra samtlige aktionærer, og det kunne blive start på en genrejsning af virksomheden.

Hvis udviklingen med nedtur fortsætter ud af tangenten, vil det ende med et aktionæroprør med krav om erstatning fra den ansvarlige kreds af personer. Her står bestyrelsen i første række. Enevældens tid er forbi.

Harboe har virkelig brug for friske øjne, og hjælp fra konsulenter er en metode til at få hjælp udefra. Alle sten skal vendes, og en gennemgribende fornyelse er nødvendig. Det handler om både evner og vilje.

De almindelige aktionærer er blevet behandlet som et B-hold, og der er brug for håb om en bedre fremtid.

Aktiemæssigt er det derfor en tilspidset situation. Børskursen ligger uhyre lavt. Det afspejler, at B-aktionærerne er underlagt ledelsens luner – indtil en eller anden myndighed muligvis kan finde belæg for at gribe ind eller et privat retsopgør indledes.

Selskabet Harboe er samspilsramt. Måske er der nu håb om en bedre fremtid.