Elon Musk står til at score milliarder, efter Tesla-aktien eksploderer

Tesla-aktien er steget over 35 procent siden nytår og har netop ramt milepælen på en markedsværdi over 100 milliarder dollar. Dermed står stifteren Elon Musk til at indløse første rate af sin lønpakke, der potentielt kan give ham 56 milliarder dollar – eller 380 milliarder kroner – og gøre ham til en af verdens rigeste mænd.

Teslas stifter Elon Musk står til at score helt op til 380 milliarder kroner, hvis han makser sin lønpakke ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix

Tesla har fået en spektakulær start på 2020.

Aktien er siden nytår steget over 35 procent og har ramt milepælen på en markedsværdi over 100 milliarder dollar, svarende til 674 milliarder kroner. Dermed lægger elbilproducenten endnu længere afstand til sine konkurrenter på aktiemarkedet, og cementerer sin plads som verdens mest værdifulde bilproducent.

Tirsdag steg aktien syv procent og fortsatte opad tidligt onsdag med fem procent til en kurs på 573 dollar.

Aktien har mere end fordoblet sin værdi, siden virksomheden i oktober præsenterede et overraskende godt regnskab, hvor der imod analytikernes forventninger også var plus på bundlinjen. Investorerne tog også godt imod nyheden om, at de første eksemplarer af Model 3 nu rullet ud af Teslas fabrik i Kina.

Analytiker løfter kursmål på stribe

De seneste dages aktiespurt er også kommet i kølvandet af rygter om, at Tesla har indgået et forlig i en retssag i Michigan, og efter flere analytikere har hævet deres kursmål på aktien. Daniel Ives fra Wedbush har for eksempel løftet sit kursmål fra 370 til 550 dollar med forventningen om, at regnskabet 29. januar ikke kommer til at skuffe.

»På længere sigt kan aktien stige til 900 dollar, og Teslas evne til at øge produktionen og efterspørgslen på det vigtige kinesiske marked vil i løbet af 2020/2021 være en kæmpe svingfaktor for aktien,« skriver han i en rapport om Tesla.

New Street Researchs analytiker Pierre Ferragu løftede tirsdag sit kursmål til fra 270 til 800 dollar og forudsagde – ifølge amerikanske medier – at markedsværdien kan stige til 230-350 mia dollar.

380 milliarder kroner i lønpakke

Tesla-aktiens seneste spurt kan potentielt gøre stifteren Elon Musk til mangemilliardær. Musk har nemlig valgt en særlig lønordning, hvor han hverken får fast løn eller bonus, men i stedet bliver aflønnet efter, hvor godt aktien klarer sig.

Hvis virksomhedens markedsværdi bliver over 100 milliarder dollar i en længere periode, står Musk til at få udbetalt 346 millioner dollar i aktieoptioner, svarende til 2,3 milliarder kroner. Han får en ny udbetaling, hver gang markedsværdien stiger 50 milliarder dollar, op til 650 milliarder dollar. Hvis markedsværdien stiger så meget, står Musk potentielt til at score op til 56 mia. dollar – 380 mia. kroner – hvilket vil gøre ham til en af verdens rigeste mænd.