Efter syv dages nedtur: Danske aktier gør comeback

Coronavirus har længe skabt panik på de finansielle markeder, men mandag morgen ånder investorer en smule lettet op.

Forrige uge blev den værste uge på aktiemarkederne siden finanskrisen. Brendan McDermid/Reuters/Ritzau Scanpix

De danske aktier er mandag morgen morgen åbnet med solide stigninger.

I front for mandagens stigninger ligger A.P. Møller - Mærsk, som stiger til vejrs med omkring fem procent. Det sker efter en uge, hvor Mærsk fik store klø på grund af den stigende frygt for coronavirus og effekterne på den globale økonomi.

I Danmark stiger eliteindekset, C25, med 2,8 procent fra morgenstunden, efter at indekset faldt med mere end ti procent i sidste uge og dermed var inde i en såkaldt korrektion.

Også på de øvrige europæiske markeder dykkede aktierne i forrige uge, men mandag morgen stiger det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks med 1,6 procent. I Sverige stiger OMX Stockholm 30-indekset med 2,0 procent, mens det tyske DAX 30-indeks går 1,5 procent frem.

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, skabte fredag en smule ro på aktiemarkederne, da han understregede, at centralbanken holder nøje øje med udviklingerne og deres konsekvenser for de økonomiske udsigter.

»Vi vil bruge vore værktøjer og agere passende for at støtte økonomien,« udtalte han, men påpegede samtidig, at fundamentalerne i USAs økonomi fortsat er stærke.

I sidste uge dykkede alle tre store indeks i USA med over ti procent, og dermed var der tale om den hurtigste korrektion for amerikanske aktier siden Den Store Depression i 1933. Samtidig oplevede de amerikanske indeks den værste uge siden finanskrisens indtog i 2008.

»Coronavirus kommer som alle andre nedture på et ubehageligt og ubelejligt tidspunkt. For aktieinvestorerne er skillelinjen om den amerikanske økonomi vil nå i recession eller ej. I givet fald kan virksomhedernes indtjening falde med ti til 20 procent alt afhængig af omfanget, og det kan forplante sig til den dobbelte nedtur på aktiemarkedet,« skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i en kommentar.