Chr. Hansen kan få et stærkt andet halvår

Seneste regnskab var påvirket af engangsomkostninger, konkluderer AktieUgebrevet.

Ifølge AktieUgebrevet kan andet halvår blive meget positivt for Chr. Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Chr. Hansens halvårsregnskab for 2012/13 bød på en stigende omsætning, men til gengæld et fald på bundlinjen. Denne forskel opstod primært i 2.kvartal, hvor resultatet var 31,9 pct. dårligere end i samme kvartal 2011/12.

Det skriver Aktieugbrevet, der dog mener, der er udsigt til et stærkt andet halvår for selskabet.

Den store tilbagegang i indtjeningen reagerede investorerne kraftigt på med et kursfald på 7,4 pct. ved offentliggørelsen af halvårsregnskabet, men derefter begyndte kursen faktisk at stige igen.

»Forklaringen herpå finder vi ved at gå lidt dybere ned i regnskabet. Her viser det sig nemlig, at det ikke er så slemt, som det umiddelbart så ud til. For både omsætning og bruttoresultat har der været fremgang i første halvår, så forklaringen på den markante afvigelse mellem udviklingen i regnskabets top- og bundlinje, skal altså ikke findes i hverken faldende efterspørgsel eller prispres,« konstaterer ugebrevet.

Forklaringen ligger omkring EBITDA (resultatet før af- og nedskrivninger).

»Mellem bruttoresultatet og EBITDA finder vi således første del af forklaringen. Nemlig en stigning i omkostningerne ekskl. nedskrivninger på 12 pct. Engangsomkostninger presser resultatet,« skriver ugebrevet.

Anden del af forklaringen på det dårlige resultat findes mellem EBITDA og EBIT, hvor Chr. Hansens af- og nedskrivninger ligger.

»Her dukker et unormalt stort tal op. Nemlig en nedskrivning på 8 mio. euro, som i kraft af sin størrelse trækker tæppet helt væk under 2. kvartalsresultatet og også trækker kraftigt ned i halvårsresultatet,« oplyser ugebrevet.

Det beløb forklares som »nedskrivning af aktiverede udviklingsomkostninger«.

En nærmere forklaring er, at Chr. Hansen udvikler nye produkter, og regnskabsmæssigt udgiftsføres omkostningerne ved en sådan udvikling ikke i takt med, at de afholdes. I stedet aktiverer man dem, hvilket betyder, at de i regnskabet optræder som en værdi i selskabet på linje med bygninger, maskiner osv.

Korrigeres regnskabet de to ekstraordinære poster var EBIT-margin uændret i forhold til samme periode i fjor, og man forventer på årsbasis faktisk en højere EBIT-margin (ekskl. særlige omkostninger og nedskrivninger) end i fjor, skriver ugebrevet.

Chr. Hansen venter altså et andet halvår 2012/13, som er bedre end både første halvdel af 2012/13 og bedre end andet halvår 2011/12.

»Dermed giver det mening, at faldet i forbindelse med halvårsregnskabet kun var kortvarigt, konkluderer Aktieugebrevet, der på kort sigt forventer vi en sidelæns bevægelse i kursen i intervallet 190-210, men ser Chr. Hansen som et oplagt valg som langsigtet investering,« konkluderes det.

Chr. Hansen lukkede fredag i 198,30 kr.