Business-update: Britiske aktier i dyb nedtur – ikke set siden 1987

Berlingskes Business-redaktion guider dig til de vigtigste historier blandt de mange nyheder om coronavirussen, der vedrører økonomi og virksomheder.

Londons børs har haft værste kvartal siden 1987. Få dagens Business-update her. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andy Rain/EPA/Ritzau Scanpix

God eftermiddag, og velkommen til tirsdagens Business-update, som giver dig en opsummering af dagens vigtigste erhvervsnyheder, der som alt andet er præget af coronakrisen.

God læselyst!

Britiske aktier i værste kvartal siden 1987

Den britiske børs i London, FTSE 100, kan se tilbage på det værste kvartal siden 1987 med et fald på 25 procent.

Det skriver Financial Times.

»Markedet har været usædvanligt. Ikke på grund af omfanget af tilbagegangen, men snarere på grund af hastigheden og volatiliteten,« forklarer Peter Oppenheimer, der er ledende kapitalstrateg hos Goldman Sachs, til Financial Times.

Også globalt er der store fald. Tidligere på dagen skrev Berlingske, at aktiemarkederne verden over på trods af stigningerne tirsdag stadig er på vej til at afslutte 2020s første kvartal med det største fald siden finanskrisen.

Det globale MSCI All Country World Index har kurs mod et kvartalsfald på 21 procent, hvilket vil være det største siden tredje kvartal i 2008.

I Danmark har første kvartal ikke været helt lige så slemt. C25-indekset har tabt ni procent på årets første tre måneder, og er dermed blandt verdens bedste indeks i år.

Hesalight-ledelse dømt til at betale 200 mio. kr. i erstatning

Tirsdag blev seneste kapital i Hesalight-sagen skrevet, da den tidligere ledelse i den konkursramte lampevirksomhed, herunder svindeldømte Lars Nørholt, er dømt til at betale et erstatningskrav på 200 mio. kr. til konkursboet, skriver Børsen.

I januar sidste år blev direktør Lars Nørholt idømt syv års fængsel for omfattende svindel i selskabet, der dermed blev en af de hårdeste straffe for økonomisk kriminalitet i Danmark – samme som Stein Bagger i sin tid modtog.

Dengang ankede han dommen til landsretten med påstand om frifindelse. Ifølge Børsen falder dommen i den sag på torsdag.

»Lars Nørholt er den hovedansvarlige og har fremkaldt et tab på i hvert fald 200 mio. kr. ved forsætlige forhold, Lars Jørgensens tilsidesættelse af sine pligter som bestyrelsesformand har været mange og grove og med en høj grad af indsigt i selskabets forhold, og Frank Bergmann Hansens handlinger og undladelser som revisor har ligeledes været mange og grove,« står der ifølge Børsen i dommen fra Retten i Roskilde.

Her er fem skarpe bud på analyser og guides fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Gratis råd til brutal Bestseller-boss: Luk op for din egen pengetank!

Hvornår mon Folketingets politikere bliver trætte af at sende penge til milliardæren Anders Holch Povlsens fyrede ansatte? Hans adfærd risikerer at skade værdigt trængende virksomheder i dansk erhvervsliv, skriver erhvervskommentator og journalist Birgitte Erhardtsen.

2. Dansk topchef med opsigtsvækkende melding: Det er nu, du skal gøre dig klar

Coronakrisen vil udfordre virksomheders forretningsmodeller, for det gør kriser og krisesvar, siger virksomhedshistoriker. Men krisen vil også skabe nye muligheder, og de skal forudses og gribes lige nu, lyder opfordringen fra Anders Fæste, dansk landechef for Boston Consulting Group, skriver journalist Vibe Hyltoft.

3. Lande på stribe forbyder spekulation med lånte aktier – Danmark holder fast

Aktiemarkederne falder, økonomier går i recession, og ledighedstallene er mange steder frygtelig læsning. Men det er langtfra alle, som kæmper med at se lyst på den nuværende situation. Nogle tjener i øjeblikket store summer på såkaldt shorting, hvor investorerne får et afkast, når aktiemarkederne falder. Flere europæiske lande har forbudt det under coronakrisen, men Danmark tøver, skriver journalist Lasse Friis.

4. Aktier lider værste kvartal siden finanskrisen – men nu er der glimt af håb

Danske aktier steg tirsdag morgen, og generelt begynder investorerne nu at se tegn på stabilisering efter et mareridtskvartal. Årets første tre måneder står for globale aktier til at blive det værste kvartal siden finanskrisen, skriver journalist Sara Sjølin.

5. Topbosser gør sig klar: Her er erhvervslivets bud på en ansvarlig genåbning

Både i Dansk Erhverv og Dansk Industri er der forsigtig optimisme at spore efter mandagens udmelding om en mulig og gradvis genåbning af Danmark efter påske. Danske virksomheder er allerede ved at forberede sig på at sætte gang i hjulene igen, skriver journalist Vibeke Lyngklip Svansø.