Aktier lider værste kvartal siden finanskrisen – men nu er der glimt af håb

Danske aktier stiger tirsdag morgen, og generelt begynder investorerne nu at se tegn på stabilisation efter et mareridtskvartal. Årets første tre måneder står for globale aktier til at blive det værste kvartal siden finanskrisen.

Statsminister Mette Frederiksen udtrykte forsigtigt optimisme på et pressemøde mandag aften om COVID-19 i Danmark. Hvis den positive udvikling fortsætter, kan Danmark gradvist begynde at åbne igen efter påske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Aktier i Europa forsøger sig tirsdag med forsigtige spring højere, og de store indeks er på vej mod anden dag i træk med grønne tal.

Ugen startede nemlig med en rodet handelsdag, hvor markedet åbnede højere, vendte rundt og røg i negativt territorium en stund for til sidst at lukke med hæderlige plusser. Tirsdag er det paneuropæiske Stoxx Europe 600 indeks oppe 1,1 pct., og er nu steget 14 pct. siden sin bund 18. marts.

I Danmark er eliteindekset, C25, hoppet 2,5 pct. højere tirsdag til en kurs på 1.133 – det højeste niveau siden 11. marts.

De seneste dage har der på finansmarkedet været tegn på stabilisation efter flere ugers markedspanik på grund af coronavirussen. Selvom udbruddet stadig spreder sig hurtigt i USA, er der andre steder ved at være tegn på, at virussen er ved at komme under kontrol. I Italien – det hårdest ramte land i Europa – er den eksplosive spredning ved at klinge af og stigningen i antallet af nye tilfælde er ifølge Bloomberg det laveste i næsten to uger.

Danmarks statsminister Mette Frederiksen sagde mandag aften, at Danmark måske kan gradvist genåbnes efter påske, hvis udbruddet stadig er under kontrol.

»Markedets humør kan fortsætte med at stabilisere sig så længe, der er en slutning i sigte på nedlukningen af økonomien. Den største risiko er, at nedlukningerne fortsætter ind i maj og derefter sommeren. Det er dér, vi kan støde ind i store konkurser i rejse- og fritidsbranchen,« skriver Jasper Lawler, researchchef hos London Capital Group, i en kommentar.

Optimistiske tal fra Kina

I Kina, hvor virussen startede, er der også begyndt at være opmuntrende tal om økonomien, der peger på et liv efter corona. Landets såkaldte PMI-tal for fremstillingssektoren steg til 52 i marts fra 35,7 i februar, hvilket var en bundrekord. Et tal over 50 indikerer, at aktiviteten vokser og er altså et tegn på, at Kinas økonomi er på vej tilbage efter store dele af landet var lukket ned siden januar på grund af virusudbruddet.

»Den skarpe vending i aktiviteten giver håb for økonomierne i vesten, der stadig er i nedlukning,« siger David Madden, markedsanalytiker hos CMC Markets, i London.

»I forhold til coronavirussen, er Kina rettesnoren for, hvad vi kan forvente, og så snart investorerne får en fornemmelse af, at landet er ovre det værste, så vil flere bulls formentligt komme tilbage til markedet,« tilføjer han. Bulls refererer til investorer, der tror på aktieopsving, i modsætning til bears, der er pessimister.

Kallum Pickering, seniorøkonom hos Berenberg Bank, er også optimistisk omkring de nye nøgletal fra Kina, men kommer samtidig med en advarsel:

»Officielle tal fra Kina skal altid behandles med forsigtighed, og især på et tidspunkt, hvor Kina forsøger at score point på verdensplan for sin håndtering af krisen. Derudover, så kommer stigningen, som data nu signalerer, fra et meget lavt niveau af aktivitet. Det antyder, at opsvinget er beskedent,« skriver han i en kommentar.

Værste kvartal siden finanskrisen

På trods af stigningerne tirsdag, er aktiemarkederne verden over stadig på vej til at afslutte 2020s første kvartal med det største fald siden finanskrisen. Det globale MSCI All Country World Index har kurs mod et kvartals-fald på 21 pct., hvilket vil være det største siden tredje kvartal i 2008.

I Danmark har første kvartal ikke været helt lige så slemt. C25-indekset har tabt 9 pct. på årets første tre måneder, og er dermed blandt verdens bedste indeks i år.

»Der er en lettelse i markedet over, at marts og det første kvartal næsten er ovre. En ny måned kan give et frisk perspektiv og måske også et mere konstruktivt et,« siger Jasper Lawler.