Børsbarometer: Danske aktier har ramt muren – stopper en formidabel æra nu?

Højt at flyve, dybt at falde. Fra at være blandt verdens stærkeste aktiemarkeder siden finanskrisen ramler de danske aktier nu ind i en forhindring, der er svær at omgå. En kovending fra verdens største centralbank forplumrer de stærke afkast for C25.

Der har været højt humør på det danske aktiemarked siden finanskrisen, delvis hjulpet på vej af ultralempelig pengepolitik fra de store centralbanker. Hvad sker der nu, når den amerikanske centralbank skal til at tøjle høj inflation? Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»It’s the most wonderful time of the year.«

Sådan plejer december at være for børn, detailbranchen, juleelskere og faktisk normalt også for aktiemarkedet.

Historisk har aktier nemlig nydt godt af et såkaldt Santa Rally eller julespurt på dansk, hvor markedet er skudt i vejret på grund af en skøn kombination af god stemning, porteføljejusteringer inden det nye år og bonusser. Det amerikanske S&P 500 (der har vi mest data) stiger i gennemsnit cirka 1,5 procent i december, hvilket gør måneden til den tredjebedste på hele året.

Men i år lader det til, at julemanden udebliver. I stedet for flotte afkast er julemåneden i år skudt i gang med en ordentlig portion volatilitet, nervøsitet og forvirring. Det er der overordnet tre grunde til, og to af dem er desværre rigtig dårlige for danske aktier. Det vender vi tilbage til.

Omikrontennis

Først et overblik over, hvordan vi er endt her. Allerede sidste fredag gik aktiemarkedet i selvsving, da det kom frem, at en ny mutation af coronavirussen var blevet fundet i det sydlige Afrika. Aktier væltede ned på begge sider af Atlanten. I Europa havde de franske, tyske, spanske og italienske indeks deres værste handelsdag siden juni 2020 med fald på over fire procent. Det er vanvittigt store fald på de vestlige børser.

I denne uge er markedet vippet frem og tilbage i takt med coronanyhedsstrømmen i det, flere kommentatorer nu betegner som »omikrontennis«. Onsdag dykkede de amerikanske indeks for eksempel voldsomt, da Californien fortalte, at de første tilfælde af omikron var blevet fundet i USA. Ikke at det burde have været en overraskelse, at den nye variant også kom til USA, men der er aktiemarkedet jo nogle gange lidt følsomt.

Midlertidig på pension

Usikkerheden om omikron er uheldigvis landet samtidig med en anden af aktiemarkedets helt store bekymringer: stigende renter. I noget af en kovending erkendte den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, i denne uge, at inflationen i USA er mere vedholdende og kraftfuld end tidligere forventet og derfor skal tøjles af strammere pengepolitik. Tidligere havde han ellers holdt stædigt fast i, at inflationen – der nu er over seks procent – var »midlertidig«, men i tirsdags sendte han officielt det ord på pension.

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, medgav i sin halvårlige redegørelse til Kongressen, at inflationen er mere voldsom og mere vedholdende end forventet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Silbiger/Pool/AFP/Ritzau Scanpix.

Centralbanken var allerede i gang med at rulle sit gigantiske opkøbsprogram tilbage, men Powell foreslår nu, at det skal gå endnu stærkere. I stedet for at slutte i juni lægger han nu op til, at det skal være helt slut med støtteopkøb allerede i marts. Det baner samtidig vejen for renteforhøjelser i foråret, og her har vi så balladen for aktiemarkedet. De store obligationsopkøb og rekordlave renter har nemlig været en bærende kraft bag aktieopturen siden finanskrisen – og særligt euforien i kølvandet på coronapandemien.

Den perfekte storm for danske aktier

I nærmest en perfekt storm af dårlige nyheder kommer omikron og stigende renter på et tidspunkt, hvor aktier allerede var virkelig højt prissat efter et fænomenalt 2021. Inden den seneste nedtur var danske aktier steget 20 procent siden nytår, mens det amerikanske S&P 500 var oppe 26 procent. De høje kurser betød, at der var virkelig mange gode nyheder priset ind i markedet og dermed ikke rigtig plads til de dårlige. En nedtur var mere eller mindre uundgåelig. Det var bare et spørgsmål om, hvornår og hvad der skulle udløse den.

Wall Street har klaret sig bedre gennem den seneste uro end det danske aktiemarked. Fold sammen
Læs mere
Foto: Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix.

Så for at opsummere: Den udeblevne julestemning på aktiemarkedet skyldes 1: omikron, 2: udsigten til stigende renter og 3: høj prissætning.

Og det er her, vi vender tilbage til, hvad det specifikt betyder for danske aktier. Mens europæiske og amerikanske børser har haft en medium uge, har Danmarks eliteindeks, C25, haft en rigtig skoduge. Ved redaktionens afslutning stod indekset til at slutte ugen med et fald på 2,6 procent. Det betyder også, at danske aktier nu »kun« er oppe 11 procent i år mod 17 procent bredt i Europa og 22 procent på Wall Street.

Det skyldes, at Danmark er særlig hårdt ramt af både de stigende renter og den høje prissætning – og særligt kombinationen af de to. Danske aktier har nemlig længe været blandt de dyreste aktier i verden, men uden at det egentlig har været et problem. Aktierne har været højt prissat, fordi vi har solide kvalitetsselskaber med udsigt til stærk vækst, og det er investorerne villige til at betale lidt ekstra for. Især når renten er rekordlav, og prisen på penge i virkeligheden er nul.

Finanskrisens vinder

Faktisk har Danmark været blandt de markeder, der har fået allermest ud af perioden med ultralempelige pengepolitik, der startede efter finanskrisen. Siden bunden i marts 2009 er danske aktier (målt ud fra C20, fordi C25 ikke går så langt tilbage) steget over 630 procent og slår dermed det tyske, amerikanske, franske, svenske og stort set alle andre vestlige markeder med flere længder. Det brede paneuropæiske Stoxx Europe 600 er steget 170 procent i samme periode, mens S&P 500 er oppe 522 procent siden finanskrisen.

Det danske indeks er altså et af de mest rentefølsomme i verden. Og det har været formidabelt. Indtil nu. For når renterne for alvor begynder at stige, er det ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, kun naturligt, at det dyre danske aktiemarked er blandt de første, investorerne flygter ud af. Det forklarer også, hvorfor C25 er blevet slagtet på dage, hvor markeder i Europa og USA har taget det mere køligt. I modsætning til andre steder er Danmark også fattig på virksomheder, der traditionelt klarer sig godt, når renterne stiger – herunder banker og industri.

Og hvad betyder det så for 2022?

Ifølge Per Hansen vil danske aktier fortsætte med at være blandt de mest udsatte, hvis centralbankerne skruer op for rentestigningerne næste år. Dermed er Danmark i »farezonen« for igen at underperforme i forhold til de globale markeder til næste år.