Apple nærmer sig historisk milepæl efter vildt kursridt, der har gjort topchef til milliardær
Apple-aktien er steget kraftigt de seneste måneder, og den samlede markedsværdi nærmer sig nu 2.000 milliarder dollar. Den massive kursstigning har gjort topchef Tim Cook til milliardær.
Alle bekymringer om Tim Cooks evne til at lede Apple er blevet gjort til skamme, idet Apple under Tim Cooks ledelse er blevet en velsmurt pengemaskine, der sjældent svigter aktionærernes forventninger. Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Det skabte store overskrifter, da Apple i august 2018 blev det første børsnoterede selskab til at runde en markedsværdi på 1.000 milliarder dollar – altså en billion dollar.
Siden da er aktien steget yderligere og er nu kun få procent fra at ramme en markedsværdi på 2.000 milliarder dollar. Det svarer til 12.600 milliarder kroner eller omtrent fire gange så meget som den samlede markedsværdi af de børsnoterede selskaber i det danske C25-indeks.
Den kraftige stigning i Apple-aktien har også gjort virksomhedens adm. direktør, Tim Cook, til milliardær. Det skriver nyhedsmediet Bloomberg, der har set nærmere på topchefens aktiebeholdning og lønvilkår.
Tim Cook overtog posten som adm. direktør i Apple i 2011. Det var samme år, som medstifter og mangeårig direktør Steve Jobs døde, og mange var urolige for, hvordan den succesfulde virksomhed skulle klare sig uden Jobs.
Alle bekymringer om Tim Cooks evne til at lede den amerikanske teknologigigant er dog blevet gjort til skamme. For under Tim Cooks ledelse er Apple blevet gjort til en velsmurt pengemaskine, der sjældent svigter aktionærernes forventninger.
Det gjorde det amerikanske selskab heller ikke, da det seneste kvartalsregnskab blev offentliggjort 30. juli. Trods coronakrisen formåede Apple at levere et rekordregnskab som følge af fremgang i salget på tværs af alle produktgrupper.
Det er i høj grad dette regnskab, der har været med til at sende Apple i retning af en markedsværdi på 2.000 milliarder dollar. Alene på dagen for offentliggørelsen af regnskabet steg aktien med ti procent, og fremgangen er fortsat stort set ufortrødent siden da.
Oliegiganten fra Saudi-Arabien
Apple er dog ikke den eneste amerikanske virksomhed, der har kurs mod en markedsværdi på 2.000 milliarder dollar.
Hverken Apple, Microsoft eller Amazon vil dog blive det første børsnoterede selskab, der runder en markedsværdi på 2.000 milliarder dollar. Den milepæl blev ramt af olieselskabet Saudi Aramco i december.
Mens Apple tirsdag eftermiddag havde en markedsværdi på 1.928 milliarder dollar, havde oliegiganten fra Saudi Arabien en markedsværdi på 1.776 milliarder dollar.
Del:
Andre læser også
Aktier
Teknologiaktier fortsætter himmelflugten
Aktier
Storbank advarer: Ny coronavaccine kan vende op og ned på aktiemarkedet
Business
Denne mand mener, at Tesla er blændværk, og at aktiemarkederne står for fald. Har han ret, vil han score kassen