Aktier: Festen ventes at fortsætte

Festen på det danske aktie marked - og de øvrige aktiemarkeder - ser ud til at fortsætte fredag til tonerne fra orkesteret i Frankfurt, der spillede op til festen torsdag under ledelse af chefdirigenten Mario Draghi.

Torsdag satte det danske eliteindeks - C20 Cap - rekord for fjerde dag i streg i år.

Efter en optimistisk åbning drejede indekset først på dagen væk fra rekordkursen, inden ECB beslutningen gav anledning til en mindre stigning, som bragte indekset op i rekordniveauet 844,00 eller 0,50 pct. højere end onsdagens slutniveau.

Det amerikanske aktiemarked fortsatte torsdag festivitassen fra Europa og tendensen i Asien er ligeledes positiv.

Det brede amerikanske S&P 500-indeks steg torsdag med 0,6 pct. efter dansk børslukketid, og derfor gør det mindre, at futures peger nedad med 0,1 pct. Futuren på DAX-indekset i Frankfurt ligger 0,5 pct. højere fredag morgen.

Alt ser således ud til at være klappet og klart til en endnu en god aktiedag og rekord fredag.

Mærsk-aktierne klan få lidt medvind fra nok en stigning i raterne.

For anden uge i træk stiger det vigtige rateindeks for transport af containere fra Asien i denne uge. Nu med 3,4 pct., efter at en stigning på 4,8 pct. i sidste uge afløste en periode med fald fire uger i træk. Ifølge Shanghai Shipping Exchange steg rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) til 1091,48 dollar fra 1055,09 dollar per tyvefodscontainer (teu).

Mærsk B lukkede torsdag 1,2 pct. højere i 13.130 kr. i det højeste niveau siden begyndelsen af november sidste år.

Novo Nordisk faldt 0,2 pct. til 288,1 kr. torsdag. Fredag kan selskabet glæde sig over, at vægttabsmidlet Saxenda har fået en positiv anbefaling fra de europæiske sundhedsmyndigheder og ventes godkendt med markedsføringstilladelse om 2-3 måneder. Sydbanks analytiker Søren Løntoft venter dog ikke, det får kursmssæig betyding fredag. Endvidere har Berenberg opjusteret kursmålet 263 kr. fra 240 kr.

Vestas kan over middag få input til kursdannelsen fra sin amerikanske konkurrent GE Wind, når det amerikanske konglomerat General Electric præsenterer regnskab kl. 12.30 dansk tid. Vestas lukkede torsdag i 245,6 kr. efter en stigning på 2,5 pct.

ISS har fået hævet kursmålet til 190 fra 180 af den schweziske storbank UBS. Anbefalingen er uændret "neutral". Aktien lukkede i 190,9 kr. efter en  stigning på 1,0 pct.

Forsikringskoncernerne Tryg og Topdanmark dækkes ikke længere af finanshuset JPMorgan. Nordea har løftet kursmålet for Tryg til 800 fra 775. Nordeas anbefaling er "køb". Tryg lukkede torsdag i 724 kr., efter et fald på 0,3 pct., mens Topdanmark steg 1,5 pct. til 214,7 kr.