Politi opløser demo ved Amagerværket

Politiet har ophævet demonstrationen med 200-300 aktivister ved Amagerværket. Aktivister trækker sig tilbage efter at have brudt afspærring. Aktivisterne ventes dog at indlede ny offensiv mod politiets afspærringer.

Foto: Simon Bohr
Politiet har erklæret demonstration foran Amagerværket med 200-300 deltagere for opløst.

Det sker med henvisning til maskeringsforbuddet, fordi aktivister i demonstrationen bærer gasmasker og grønne tørklæder for ansigtet.

Demonstrationen, der foregår på Vindmøllevej, er en afdeling af den store demonstration, der delte sig, da den ankom til værket.

Efter at demonstrationen blev erklæret opløst brød aktivisterne den afspærring, som politiet har sat op og trak sig derefter tilbage, så de nu er bagved afspærringen.

Det var den samme taktik, som aktivister tidligere har benyttet ved en demonstration ved Bella Center i forbindelse med et EU-topmøde.

Aktivister har også klippet hul i et hegn ind til Amagerværkets slaggebjerge med en blotsaks. Men aktivisterne er ikke trængt ind, oplyser Ritzaus udsendte.

Aktivisterne råber "Our climate is not your business".

/ritzau/