I tirsdags dukkede Pia Kjærsgaard op på TV-skærmen, efter at hendes valgtriumf var en realitet: Med et ekstra DF-folketingsmandat gik hun frem, og ikke tilbage, som det ellers var spået. Til reporterne ridsede hun op, hvad hun selv mente var grunden til det gode resultat: Mærkesager som dyrevelfærd og en stram udlændingepolitik. Og ikke mindst: Mere politi på gaderne.
»Jeg tænkte: ’Det er løgn, det siger man ikke i 2007!’,« siger Steffen Brandt dagen derpå:
»Fordi det jo er et forsøg på at rette smed for bager. Vi kan være enige om, at vi skal bekæmpe volden. Men vi er da også for længst blevet enige om, at den skal bekæmpes, der hvor den opstår. Det er for nemt bare at sige ’Mere politi på gaderne’«.
Alligevel kan Brandt godt sende Pia Kjærsgaard et fingerkys hele vejen fra Århus til Gentofte, for hun har helt uforvarende aktualiseret en af de vigtigste sange på TV-2s nye album »For dig ku’ jeg gøre alting«, det første siden gruppens store kommercielle comeback »De første kærester på månen«. Den nye plade betegner Steffen Brandt selv som et farvel til den ironi og lunefuldhed, han har været så elsket for gennem det meste af karrieren. Der hviler med andre ord lidt af et ansvar på »For dig ku’ jeg gøre alting«, der er TV-2s første udspil uden Brandts lyriske signaturvåben. Men hvad er trådt i stedet?
Vi skal tilbage inden om Pia Ks hjælpende hånd for at finde noget, der ligner et svar. En af TV-2s sange hedder nemlig »Mere sympati på gaderne«, og her spejler to refræner sig i hinanden: »Mere politi på gaderne, mere væbnet kontrol« får modsvar af »Mere sympati på gaderne, ingen meningsløs vold«. Og det er en sang, der har et næsten lidt for konkret udspring, fortæller Steffen Brandt: Den blev til på Nørrebro i marts, midt under de voldsomme uroligheder efter rydningen af Ungdomshuset.
»Så længe jeg kan huske, har vi faktisk haft et udkast liggende til en sang, der hedder »Mere politi på gaderne«, men vi opgav egentlig at ironisere over det. For det er der da ikke nogen, der siger mere, tænkte vi. Men da vi sidder i studiet og indspiller, bliver vi omringet af begivenhederne på Nørrebro. Og vi finder ud af, at der kommer mere politi på gaderne: Der er en voldelig optrapning af en situation, som aldrig burde have fundet sted, og som vi er nødt til at forholde os til.«
»Som rigtig mange andre syntes vi, at det var da a piece of cake med sådan et ungdomshus. Giv dem da det, og hvad gik galt? Og så går det lige pludselig galt – og det bliver utrolig svært for os at gå ind og tage et standpunkt, som er klart og entydigt for eller imod. Det eneste vi synes, vi kan gøre, er at komme med en opfordring til de voksne, som går rundt og slår på nogle børn, og omvendt: Hvad med at prøve med en anden approach? Og i det hele taget: Hvis man sender en hel fest ud i nattelivet via en sang, vi har skrevet, hvor folk går og synger: »Mere sympati på gaderne og ingen meningsløs vold« – det kunne da være lidt interessant. Vi kan ikke sætte dagsordener og ændre holdninger, men vi kan antyde en eller anden form for rummelighed som en mulighed,« siger Steffen Brandt og uddyber:
»Men samtidig går det også op for os, at sangen er et farvel til et langt liv med ironi og sarkasme, som jo om noget har været vores værktøj til at få skovlen under nogle ting. Og det kan jeg så se, når jeg lytter albummet igennem: Der er trådt et mere direkte sprog, en mere direkte henvendelse ind i sangene, end der har været tidligere.«
Men der har dog altid været en meget direkte tone i dine kærlighedssange som »Kys det nu (det satans liv)« – det har mere været i din lyst at kommentere og revse, at du har brugt den anden tilgang, ikke?
»Jo. Men jeg har aldrig betragtet ironien som et forsøg på at glide af på eller undgå en konfrontation, jeg har altid set det som en mulighed for at behandle et svært emne. En mulighed for at få en diskussion på bordet, uden det blev mig, der skulle sidde og mene noget. En måde at rejse nogle spørgsmål, mere end en måde at svare på dem. Jeg synes bare, at lige pludselig kunne vi se os selv stå og komme med et budskab fuldstændig ærligt og oprigtigt, hvor der ikke var antydningen af ironi.«
Hvorfor skete det? Ironien ville jo netop egne sig til en sang om en konflikt som den om Ungdomshuset, som det er svært at tage entydig stilling til. Hvorfor indtraf alvoren netop der?
»Fordi jeg syntes, at det var så alvorligt, det var sådan nogle grimme billeder af den konfrontation, som dybest set kunne være løst ved samtale. Ved at nogen på et eller andet tidspunkt havde valgt at være situationen voksen. Det svigt forsøger man så at kompensere for ved at lave en hårdt optrukken konflikt. Det er ikke særlig voksent.«
Vi mødes på Hotel Skt. Petri i København, hvor TV-2 bor, når bandet er i København. Steffen Brandt er iklædt signatursættet: Sort habit, åben, hvid skjorte og grå lokker. Det furede, høje fjæs er venligt smilende, og selv efter en lang interviewdag mangler han hverken selvironi eller gode manerer – det er ham, der bestiller kaffe og vand, og han mobber sig selv med sit besvær med at udtale ord som »marginaliseret«. Men som samtalen skrider frem, bliver stemningen mere og mere alvorlig. Ikke forstået som kedelig eller højtidelig – bare alvorlig, når Steffen Brandt forklarer om sin afsked med ironien, også i de sange, der fokuserer på de nære relationer. I modsætning til mange andre musikere er Brandt ikke bange for at udlægge teksten selv: Han har ikke skrevet de her sange for sjov, og han skal nok give dem en forklaring med på vejen, hvis det er nødvendigt. Flere gange vender han tilbage til sangen »Grib mig«, der med omkvædet »Grib mig, før mig bort/ Men døm mig ikke for hårdt/ Jeg gjorde kun det, som alle andre ville gøre« antyder en overgivelse til turbulente, lidenskabelige kræfter.
»Jeg ser en indkredsning af nogle fænomener, jeg altid har skrevet om. Men jeg har en fornemmelse af at komme tættere på brændpunktet, på sagens kerne, end jeg har været før. Det er måske lidt sent at erkende, men den kraft, som er kærligheden, er nogle gange så stærk, at den tager styringen. Så står du der med en dagligdag, som du egentlig er blevet skidegod til at strukturere: Alt virker og spiller, og du ved næsten lige på minuttet, hvor du skal være hele tiden. Og så kommer der lige pludselig sådan en irrationel og irriterende størrelse som kærligheden, som ikke vil lade sig fange ind, men oven i købet kan finde på at stille dig stolen for døren og måske også stille nogle krav, som er helt fuldstændig beyond det rimelige. Det kender de fleste af os vel: Der er nogle situationer, hvor man må erkende, at lidenskaben, det uigenkaldelige, det dramatiske har taget magten. Og det synes jeg er til stede i flere sange, bl.a. i »Grib mig«, hvor hovedpersonen tror, at man kan disponere sig ud af enhver form for krise og spise kærligheden af med lidt brød til ænderne. Sådan lige give den næring nok til, at den holder sig i live. Men sådan går det jo ikke. Det er ganske enkelt ikke godt nok.«
Det lyder næsten som om, det er noget, du selv har oplevet, mens du lavede pladen?
»Nej, det er ikke sådan et tæt, privat opbrud, jeg refererer til. Det er mere en opsamling af en erfaring ude fra livet, gode venner der mødes og skilles. Som ven engagerer jeg mig i det, det påvirker mig jo. Du kender det dér med at når alle går fra hinanden, så kan man da i det mindste se på det dér par i omgangskredsen, og se hvor lykkelige de er - hvorefter det ikke holder.«
Hvorfor har du fået behov for at skrive om det nu?
»Jeg tror ikke, at man helt ved, hvad man gør, når man skriver. Jeg kan bare mærke, at når et fuldblods rockorkester sætter i med »Grib mig«, så er der simpelthen bare så meget power, som jo kommer et eller andet sted fra. Jeg har hørt flere sige, om den der »Grib mig«, at det kender de godt. Jeg tænker: »Hvordan kan de kende det, hvordan kan de opleve noget så alvorligt?« Jeg troede kun, at det var mig!«
Det er ikke kun kærlighed og lidenskab, der på »For dig ku’ jeg gøre alting« clasher med den praktiske hverdag, vi har indrettet os efter. Sangen »Jesus fra Jylland« er både selvrefererende – titlen udgøres jo af Brandts bedst kendte øgenavn – og et stykke social kritik af et system, der ikke ville levne den næste profet gode odds, hvis han kom fra et behandlingshjem på den jyske hede – »Jesus fra Jylland som blev kørt grinende væk«, som det hedder i sangen.
»Jeg synes, at den sang rejser et grundlæggende spørgsmål: Er vores etik og moral blevet overtaget af nogle praktiske hensyn, hvor vi må se i øjnene, at vi er nødt til at operere med en vis spildprocent? Typen dér fra »Jesus fra Horsens«, som den også kunne hedde, kan vi simpelthen ikke håndtere inden for vores apparat, han må ligesom sejle i sin egen sø.«
Må det ikke nødvendigvis være sådan, at nådegaven har en grænse?
»Jo, men jeg synes måske, at som tiden er, er vi meget hurtige til at sige: »Af praktiske grunde kan vi desværre ikke træde til der«. Vores menneskekærlighed hører op. Vores humanistiske livssyn slår ikke til her. Typen i sangen lytter jo ikke efter, når man siger »Tag dig nu sammen!«. Tredje gang man siger »Tag dig nu sammen«, må han da kunne forstå, hvad man mener! Men der er faktisk mennesker, som momentvis befinder sig i situationer, hvor de ikke kan tage sig sammen, hvor der kun er én kraft tilbage, som kan hjælpe dem: Ren, uforfalsket omsorg og kærlighed. Hvad enten det er i et forhold eller i et liv, hvor man bare ikke slår til, dér er der altså bare ikke nogen nåde. Den er ikke i vores vokabularium længere, det er for besværligt. Folk i krise – vi må have nogle professionelle på, ikke. Derfor synes jeg godt selv, jeg kan forsvare at sætte den sang i omløb. For jeg kender det jo godt, og jeg tror, at alle kender situationen,« siger Steffen Brandt.
Uden ræv bag øret, tunge i kinden og blink-blink med det ene øje. Det kunne man da godt gå hen og vænne sig helt til.
