30.000 københavnere snyder i bus og tog

Hver eneste dag kører omkring 30.000 københavnere i bus eller S-tog uden billet.

Foto: Brian Bergmann
Hver eneste dag kører omkring 30.000 passagerer i København i S-tog eller bus uden billet. Det viser snydeprocenterne fra busselskabet Movia og DSB’s S-tog.

I S-togene svarer det til fire procent af passagererne, og i Movias busser anslår man, at snydeprocenten svinger mellem to og fire procent.

Selv om du skal vise din billet eller kort til buschaufføren, kan man nemlig godt snyde alligevel.

- Buschaufføren kan ikke tjekke hvert stempel på alle klippekort eller alle sms-billetter. Men buschaufførens primære opgave er også at byde velkommen i bussen, og så tager et kontrollørkorps sig af billetkontrollen, fortæller driftsopfølgningschef i Movia John Øllegaard.

Hos DSB arbejder kontrollørerne med en ny strategi, hvor mange kontrollører står på et tog på en gang, så der er en kontrollør ved hver udgang.

- Vi fanger ikke flere snydere i alt, men vi fanger nok flere af de hardcore snydere, som ellers hopper af toget, så snart de ser en kontrollør, fortæller Søren Krarup-Jensen fra DSB.

I busserne i Århus er snydeprocenten på nogenlunde samme niveau som den københavnske, nemlig ca. 3,5 procent. Og her går man ellers ind bagerst i bussen og skal slet ikke vise billet til chaufføren. Men det lokker åbenbart ikke betydeligt flere til at snuppe busturen gratis.

- Det er helt op til den enkelte at købe billet. Men det betaler sig jo for det meste at vise tillid til sine medmennesker, siger afdelingsleder for billetkontrollen i Århus John Kristensen.

saza@urban.dk