- Jeg peger ikke på Bo Asmus

S-overborgmesterkandidat i København Frank Jensen appellerer til vælgerne om at stemme på Socialdemokraterne ved kommunalvalget efter SF har meldt ud, at de også går efter hovedstadens øverste post.

Foto: Casper Christoffersen
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Socialdemokraternes spidskandidat ved det forestående valg til Københavns borgerrepræsentation, Frank Jensen sender, nu en direkte appel til de københavnske vælgere om, at de skal stemme på Socialdemokraterne, når der er valg 17. november.

Ellers kan de ikke være sikre på, at det over hundrede år lange S-styre i København fortsætter.

- Nu er vælgerne nødt til at stemme på Socialdemokraterne, hvis de vil være sikker på, at have en Socialdemokrat i spidsen, siger Frank Jensen.

I dagens udgave af Berlingske Tidende melder SF-spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard sig på banen som kandidat til overborgmesterposten.

Frank Jensen havde du hellere set, at Bo Asmus Kjeldgaard havde sagt klart og tydeligt, at han peger på dig som overborgmester?

- Nej, det der er vigtigst i en valgkamp, det er at få skabt klarhed. Og jeg er glad for, at Bo Asmus nu har skabt den klarhed. Jeg har helt tiden haft det på fornemmelsen, som Berlingske Tidende nu dygtigt har fået frem: At Bo Asmus er overborgmesterkandidat.

På Christiansborg har Villy Søvndal på forhånd lovet, at uanset om SF bliver større end S ved næste folketingsvalg, så skal Helle Thorning være statsminister. Det er Thorning glad for. Ville du ikke være bedst tjent med, at Bo Asmus lovede dig på forhånd, at du skal være overborgmester?

- Altså nu er kommunalvalg anderledes end national politik. Men du har da ret så langt, at jeg havde også…der er SFere, der har givet mig et andet indtryk, end det Bo har gjort, men sådan er det. Det er Bo, der er SFs spidskandidat og nu også deres overborgmesterkandidat, og sådan er det, siger Frank Jensen.

Kan man forestille sig, at du støtter Bo Asmus Kjeldgaard, hvis SF bliver det største parti?

- Nej, for det er ikke et spørgsmål om, at det ene parti får nogle få procenter mere end det andet. Det er klart, at ethvert parti har et mål om at blive det største parti, og når valget er overstået drejer det sig om finde sammen i en konstituering om at ligge et nyt flertal, siger Frank Jensen.

Så du kan sige ret klart, at du ikke vil støtte Bo Asmus som overborgmester?

- Jeg peger ikke på Bo Asmus som overborgmester. Hverken nu eller på valgaftenen. Det gør jeg ikke, fastslår Frank Jensen. Den seneste måling Gallup har foretaget for Berlingske Tidende viser, at SF har opbakning fra 24 procent af vælgerne, mens Socialdemokraterne ville modtage 29 procent af stemmerne.

Den populære SF-formand Villy Søvndal har meldt ud, at han støtter Bo Asmus Kjeldgaard i jagten på overborgmesterposten, og han vil hjælpe ham aktivt i den københavnske valgkamp.