Toget skal køre til tiden og komme rettidigt frem. Derfor er der brug for den kombination af liberalisme og socialisme, som er konservatisme. Frihed under ansvar og kapitalisme under regler.

Af Per stig møller, udenrigsminister (K)
Lørdag den 14. februar 2009, 22:30

Ved Sovjetunionens sammenbrud 1991 afgik kommunismen og den ortodokse socialisme ved døden. Med finanskrisen 2008-09 afgik ikke kapitalismen, men den ortodokse liberalisme ved døden. Når kapitalismen ikke ved samme lejlighed afgik ved døden, skyldes det, at kapitalismen er et middel til at samle og anvende kapital til gavn for dynamikken i samfundet, produktionen og oprettelsen af arbejdspladsen. Den er et økonomisk lokomotiv, men er der ingen, som sætter fartgrænserne for kørslen, afhænger togstammens skæbne helt af lokoførerens temperament og ansvarsbevidsthed, og så risikerer lokomotivet og dermed hele togstammen med alle dens passagerer at ryge af sporet. Hvis man kunne være sikker på, at alle lokoførere kørte forsvarligt, var der ikke brug for nogen regulering, men det kan man ikke, især ikke hvis der gives bonus for at komme så hurtigt frem med toget som muligt. Som en af den moderne konservatismes fædre, Aksel Møller, skrev i 1934: »Hvor anerkendte etiske forskrifter eksisterer, er loven unødvendig.« Finanskrisens uansvarlige omgang med andres penge og samfundets vel viser desværre, at disse forskrifter ikke eksisterer, skønt netop disse måtte være forudsætningen for den liberalistiske deregulering.

Aksel Møller skrev sin artikel under krisen i 1930erne, som den nuværende sammenlignes med. I samme artikel skrev han: »Naturligvis lader den økonomiske udvikling sig ikke skrue tilbage; end ikke ønsket derom vilde være rimeligt. Men netop i erkendelse af de ændrede forudsætninger må man fra et konservativt synspunkt ønske, at staten får kontrol med aktieselskabernes udbyttepolitik og foretager et behændigt indgreb (f.eks. gennem en skattepolitik) på aktiebørsen, hvor nytteløse børsjobbere i øjeblikket er optaget af at lege himmelspræt med industripapirerne. Ad disse veje kan det for hele systemet så faretruende skær af kold egoisme bringes i baggrunden (…) Men hvortil denne statskontrol! Svaret er i og for sig allerede antydet. Målet må være derigennem at sikre samfundet mod de skævheder, som det privatkapitalistiske system medfører« (optrykt i Ungkonservatisme, 1936). Han ville altså ikke afskaffe kapitalismen og indføre socialismen, men gennem regulering og skattepolitik fjerne dens skævheder. Det vil sige sætte nogle regler for lokoførerne.



Ak ja, der er intet nyt under solen, og alt har været før. For vi mennesker er nu engang, som vi er. Vi er egoistiske, vindskibelige og havesyge, men vi er også loyale, omsorgsfulde og hensynsfulde. Det er disse blandede egenskaber, der både driver samfundet frem og sørger for velfærd for alle. Derfor er vi både lokoførere og passagerer. Vi styrer vore egne liv, helst uden for megen indblanding fra samfundets side, og vi nyder godt af samfundets goder, som helst skal være til rådighed øjeblikkeligt, når vi har brug for dem. Toget skal køre til tiden og komme rettidigt frem. Derfor er der brug for den kombination af liberalisme og socialisme, som er konservatisme. Frihed under ansvar og kapitalisme under regler. Bruger man finanskrisen og den økonomiske krise til at indføre en snæver socialistisk regulering, vil man nok forhindre, at toget kører af sporet, men derefter vil man aldrig rigtig få det i gang igen. Det viser socialismens historie. Lader man stå til i tillid til, at kriser altid klarer sig selv, fordi de nu engang er cyklisk tilbagevendende begivenheder, afkobler lokoføreren togstammen for selv at komme tilbage på sporet og lade fanden tage resten. Og så bryder velfærden sammen. Det gælder derfor nu om at genfinde balancen og komme i gang igen. Det er, hvad regeringens forskellige pakker og tiltag, både nu og i fremtiden, drejer sig om. Det er, hvad vi konservative står for i denne krise.



Men der er jo så mange andre kriser. F.eks. er EU i krise, fordi Irland stemte nej til Lissabon-traktaten. Efter at de øvrige EU-lande i december imødekom dets ønsker, håber jeg, at dette bliver løst i årets løb af irerne selv. Traktaten har imidlertid givet anledning til en ny debat om vort demokrati, fordi nogle finder det udemokratisk, at den ikke også kommer til folkeafstemning i Danmark. Det skal den nu kun ifølge Grundloven, hvis der er tale om suverænitets­afgivelse, og det er der ikke. Hvad fortalerne for afstemningen derfor ønsker er at begrænse det repræsentative demokrati til fordel for udvidelsen af det direkte demokrati. Direkte demokrati lyder da også godt. Så afgør vi alle alt med det samme. Men det repræsentative demokrati er jo indført for, at alle ikke behøver beskæftige sig med politik hele tiden. Det direkte demokrati forudsætter et evigt politisk debatterende folk, men det tror jeg egentlig, at de fleste gerne vil være fri for. Derfor stemmer de på personer og partier, som de føler varetager deres interesser og stort set dækker deres synspunkter ind, og føler de, at dette alligevel ikke var tilfældet, flytter de stemmen næste gang. Sådan fungerer vores demokrati, og der flyttes faktisk mange stemmer fra valg til valg. Afskaffer vi det repræsentative demokrati til fordel for det direkte demokrati, får vi et stemningsdemokrati, hvor den øjeblikkelige stemning afgør afstemningen. Og hvor der er stor risiko for, at vi ikke kommer ud af stedet; thi som Erik Eriksen sagde under Jordlovsafstemningen, 1964: »Er De i tvivl, så stem nej!« – og hvem er ikke i tvivl, når der skal tages stilling til komplicerede spørgsmål? Det er netop for at bearbejde denne tvivl og komme frem til et for de fleste rimeligt resultat, at vi har det repræsentative demokrati, hvor politikernes job er at komme til bunds i alt det komplicerede.

Demokratiet kan også være på vej mod en anden krise. Det er en krise, der udfordrer sammenhængen og værdierne i vores samfund. En undersøgelse har netop vist, at et flertal af vore muslimske medborgere ønsker at begrænse ytringsfriheden ved at forbyde kritik af religion, samtidig med at et flertal af disse ikke ønsker shariaen indført i Danmark. Det sidste er godt, det første er skidt. Ytringsfriheden er selve nerven i demokratiet. Uden den ville forandringskraften blive lammet i samfundet. Kun ved at kunne ytre sig frit, kritisere og sætte spørgsmål ved alt, kommer vi frem. Det overleverede skal altid kunne stå sin prøve, og kan det ikke, må det ændres eller forsvinde. Kun ved at kunne tale magthaverne og institutionerne midt imod kan man forandre for at bevare eller kassere for at komme videre.

Det begyndte såmænd allerede med Sofokles, der i skuespillet Antigone, 442 f.Kr., sætter individet op mod statsmagten, idet den opsætsige Antigone siger til kongen: »Du synes vel, jeg handler som forrykt, men det kan hænde, at du selv er tåben.« Her begynder den europæiske dynamik, som bl.a. i kraft af Martin Luthers religionskritik førte til indførelsen af protestantismen i Danmark i 1536.



Der er værdier, vi konservative ikke giver køb på. En af dem er det repræsentative demokrati med dets friheder, herunder ytrings­friheden. En anden er sammenhængen i samfundet. Det er derfor, vi bruger kapitalismen som trækkraft for samfundets velfærd og hverken sætter vognen foran hesten, som socialisterne gjorde, eller slipper hesten fri af vognen, som liberalisterne gjorde. Det er af hensyn til sammenhængen og forståelsen for de danske værdier, at Brian Mikkelsen som kulturminister skabte en kulturkanon, og regeringen derefter søsatte en demokratikanon. Danmark er ikke bare et stykke jord, men en historie, et sprog, en kultur præget og udviklet gennem generationer af danskere, hvis virke vi forvalter og forandrer for at give det videre til de næste generationer.

I indvandrings- og integrationsdebatten citerer mange disse linjer fra Grundtvigs digt Folkeligheden, 1848: »Til et folk de alle høre,/ som sig regne selv dertil« – og så kan alle, der vil, erklære sig danske. Men de glemmer gerne de to efterfølgende linjer: »har for modersmålet øre,/ har for fædrelandet ild«, for her sættes jo nogle kriterier op, som vi konservative sætter blandt forudsætningerne for at kalde sig dansker: sproget, historien, medansvaret. Fastholder vi ikke selv dette, er der ikke andre som vil!