Emma, hovedpersonen i Adda Djørups roman »Den mindste modstand«, har udviklet en sær selskabsleg. Hun taler i øst og vest, indtil bordherren endelig giver op, dropper al tanke om at forstå og bare lader sig drive med. Det er nemlig Emmas praktiserede livsfilosofi; at drive modstandsløst og lystfuldt gennem livet, ikke egentlig optaget af livets hændelser, men mere af de bølger, de afstedkommer i hendes indre. Ret selvoptaget kunne man også kalde det, hvis ikke Emma også var sådan et humoristisk og rummeligt væsen.
Liv er tyngde
På mange måder er »Den mindste modstand« en filosofisk eksistentiel og samtidig overmåde morsom roman om den proces i en kvindes liv, hvor hun vælger at blive gravid, siger farvel til sit frie erotiske flyd og lade sig forankre. Lagt ind i en rimelig banal fortællings ramme som så at sige yder mindst mulig modstand. Ægteparret som Emma møder i toget på vej til Tisvilde er som trådt ud af en Cocteau-roman: Unge, smukke, frie og rige, altid medbringende en blå flaske gin, papkrus og pastiller og på udkig efter mennesker, der kan underholde dem en uforpligtende stund.
Emma forelsker sig i dem begge, og sommeren flimrer let og erotisk forbi i Tisvilde. Men liv er også tyngde. Farmor skal i jorden, og Emmas krop bliver tung. Romanen er også en erkendelse af livets tyngde; af at mennesket ikke, som Emma drømte om, er en drivende gople.
Lidt mere modstand, tak
Djørup er god til at fortælle, så læserens lækkersult vækkes, og man lader sig lystlæsende flyde med gennem romanen, og på den måde indtager man, før man har set sig om, rollen som Emmas forvirrede bordherre. Sproget falder forfatteren let, mærker man, men prisen herfor er også det lidt selvforelskede hittepåsomme, der ikke kan stå for fristelsen til også lige at få Hamlet med ind i billedet. Lidt mere modstand kunne være ydet. Men læs romanen, nyd og flyd med.
