»Ja, hvorfor lige mig?« spurgte Wili Jønsson én gang til, da han for nylig blev indstillet til at modtage sine musikerkollegers hyldest i form af Ken Gudman-prisen for sit mere end 40-årige virke på den danske musikscene.
Hvor andre umiddelbart blot ville have sagt ja tak, udbad den 66-årige bassist, pianist og korsanger sig betænkningstid.
»Med de kæmpe egoer, vi normalt render rundt med, synes jeg, det er meget passende med lidt ydmyghed,« smiler Wili Jønsson.
»Så jeg tænkte lidt over det og snakkede med min kone om det. Hun sagde: ’Jamen, hold da op, du holdt da skide meget af Ken Gudman, du har endda spillet med ham, hvad snakker du om.’ Så der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg er meget glad for denne pris.«
Vi sidder i Wili Jønssons baggård på Christianshavn. Han har boet i den samme lejlighed med sin kone, skuespillerinden Katrine Jensenius, siden 1969, hvor de blev genhuset der i forbindelse med nedrivningen af det navnkundige Sofiegården. Senere købte Gasolin’-medlemmerne hele huset sammen. Da orkesteret var størst – og berømte både i Norge og Sverige – valfartede rockfans og nysgerrige turister i busser til den lille, hyggelige Dronningensgade for at få et glimt af de herrer og berømtheder.
Wili Jønsson ligner sig selv. Håret er gråt, mørke solbriller for forårssolen og tidens gang. Venligt og med en stemme der minder om, at han er vokset op på Amager, husker han tilbage på den karriere, som heldigvis ikke er slut endnu.
»Der var masser af musik i mit barndomshjem. Min mor spillede på klaver, hun var hjemmelært. Og selv om vi bestemt ikke var rige, havde vi klaver. Både min mor og far var vilde med klassisk musik, især opera. Vi boede ude på Sundbyvester Plads, og de iførte sig deres bedste stadstøj og gik ind til Det Kongelige Teater og hørte opera fra de billigste pladser, og så gik de hjem igen. Populærmusikken kom ind med Giro 413. På et tidspunkt fik vi en pladespiller, og jeg var så heldig, at jeg lige pludselig havde en søster, der boede i New York. Forestil dig at jeg i ‘58-’59, da jeg er 16-17 år, får tilsendt plader med Elvis og Little Richard fra New York!«
Wili Jønsson var den yngste af en søskendeflok på seks, faren var skrædder og moren »alt for god til at bruge penge«.
Han begyndte selv at spille klaver og kom hurtigt med i et skoleorkester, der spillede traditionel jazzmusik. I orkesteret spillede også den senere Gasolin’-guitarist Franz Beckerlee. Tangenterne blev i det hele taget Wili Jønssons indgang til den danske musikscene. Han spillede klaver i Amerikaner-kvartetten og fortsatte derfra på orgel i det glade hippieorkester Exploding Mushroom og i Peter Belli & Seven Sounds.
»Der var ret hurtigt hul igennem dengang, men vi tjente ikke ret mange penge. Men det gjorde ikke noget, for i tresserne kunne man få de her løsarbejderjob på Posten i en måned, på Pelsen (pelsdyrauktionerne; red.) ude i Glostrup eller på gartnerierne ude på Amager. Jeg var også ret meget tjener inde på Pilegården, selv om det var opslidende, fordi man kom til at drikke lidt for meget. Men man havde penge til flere månder bagefter,« husker Wili Jønsson.
»Jeg besluttede mig egentlig ikke for at gå musikkens vej, jeg gjorde det bare stille og roligt. I familien lå der lidt den der med, at man helst skulle ud og tjene nogle penge så hurtigt som muligt, så mine forældre var søde og sagde, at jeg bare skulle gøre, hvad jeg havde lyst til. Mine søskende mente derimod, at jeg enten skulle tage en håndværkeruddannelse eller en studentereksamen, så jeg kunne blive akademiker. Men det ville jeg ikke, jeg fik nok den mest elendige realeksamen, fordi jeg simpelthen var doven.«
Efter skoletiden mødtes Wili Jønsson jævnligt med Franz Beckerlee omkring deres fælles interesse for musik.
»Jeg havde måske nok mere interesse for populærmusik end han. Jeg har ligesom Kim (Larsen, red.) en større forståelse for populærgenrer. Men for at gøre det kort, besluttede vi, eller Franz gjorde, at vi skulle lave noget, og så mødte vi Kim og til sidst Bjørn Uglebjerg.«
Dermed var Gasolin’ en realitet. Ifølge Wili Jønsson var ambitionerne store fra dag ét. »Vi gik ikke og snakkede om, at nu ville vi være verdensberømte, selv om det nok var sådan noget, der lå i baghovedet. Vi sled for sagen, men det var der mange, der gjorde på scenen. Der var nok en sund konkurrence-ting imellem os. Man kompletterede og inspirerede hinanden.«
For Wili Jønsson er der selvsagt mange nøglepunkter i tiden med Gasolin’. Et af dem var mødet med produceren Roy Thomas Baker, hvis indsats især er hørbar på den mest berømte af Gas-pladerne, nemlig »Gas 5«, som Jønsson stadig synes »lyder stinkende godt«.
Et andet var første gang Gasolin’ troppede op i Bergen, hvor de skulle spille i en sal med plads til 4.500 publikummer. Bandet var hundeangste for, at der ikke ville komme nok folk, lige indtil arrangøren kom ind og fortalte, at der var udsolgt to dage i træk. Modpolen udgøres af Gasolin’s møde med USA.
»Vi var derovre i over en måned. Det første job var i San Francisco. Vi var spændte, da vi kom ud i hallen, hvor der kunne være 800. Der sad seks søfolk, danske. De råbte hele tiden, at vi skulle synge på dansk! Kim blev skidesur, det ville han kraftedeme ikke. Sådan var det på hele Amerika-turen med undtagelse af et job i Austin. Det var forfærdeligt.«
Efter ni år var det slut med Gasolin’ i 1978. Det var Wili Jønsson helt afklaret med.
»Efter den sidste plade, som jeg faktisk syntes var meget god, kunne jeg mærke, at jeg virkelig havde lyst til at holde op. Og da jeg opdager, at det har Kim også, så nytter det jo ikke noget at fortsætte, selvom Søren og Franz gerne ville. Franz blev lidt ked af det, for han syntes godt, at vi kunne have spillet mere. Han syntes, at vi var nogle tøsedrenge.«
Straks efter begyndte Wili Jønsson at spille i andre konstellationer.
»Jeg skulle bare videre, og det eneste, der egentlig ændrede sig, var hyren. Gudskelov har Katrine og jeg været kloge nok til at sige, at vi aldrig måtte have en husleje, som oversteg 5.000 kr. Vi har ingen bil og kun et barn, så det har aldrig været sådan, at pengene sagde til mig, at jeg skulle finde noget andet at leve af. For øvrigt havde vi, da jeg lidt efter Gas kom med i Frede Fup, 60-70 job om året, så vi tjente mange penge. Så skete der bare det åndssvage, at vores revisor glemte at betale skat for mig i to år, så jeg brugte firserne på at tilbagebetale en skattegæld på en lille million. Men som jeg siger: »Tag det med et grin, vær’ dus med din pantefoged.«
I afdøde Ken Gudmans ånd uddeles hans pris til en sidemand, som gør sine medmusikanter og helheden bedre. Wili Jønsson opfatter da heller ikke sig selv som en kunstner med stort K.
»Jeg ser mere mig selv som popmusiker,« siger han og påpeger: »Jeg ved godt, hvad jeg kan og ikke kan.«
I det udsagn ligger også kimen til Jønssons selvforståelse og ydmyghed overfor sit fag. Og derfor har han aldrig forsøgt sig på egen hånd.
»At udsætte folk for min stemme som solostemme, det vil være en fornærmelse. Jeg synger skidegodt kor, men det andet der, nej. Jeg spillede jo også klaver nogle steder, bl.a. med Sort Sol, som jeg også lavede musikken til filmen »Baby« sammen med, og jeg har lavet musik til Clausens sidste film sammen med Henning Pold. Så jeg ved godt, hvad det handler om. Men jeg har sjovt nok ikke rundsave nok på albuerne. Alligevel bliver jeg nødt til at prøve, fordi jeg synes, at jeg har nogle ting liggende, som måske kunne være gode til noget TV-dramatik.«
Jønsson har, siger han, fået opfyldt sine musikalske ambitioner. På nær én, han vil gerne lave et par hits, ikke for pengenes skyld, men for at kunne sige »Hov, det der er en god melodi, den har jeg lavet«.
Og han prøver stadig i sit lille studie og øvelokale ude på Prags Boulevard. Han savner fornemmelsen af at være i et band, men på den anden side er han ovenud taknemmelig for, at telefonen stadig ringer.
»Man tænker jo altid, nu ringer den ikke mere, så nu kan jeg godt købe den pølsevogn, min kone og jeg har snakket om de sidste 40 år, ’Jønssons Pølser’. Men sådan er branchen, jeg har selv valgt den. Og hvad fanden skal jeg ellers lave. Jeg kan ikke holde ud at gå på ferie hele tiden. Jeg skal jo lave noget, og jeg elsker stadigvæk at spille. Jeg får pensionistpenge, selvfølgelig den mindste sats, hvilket jeg synes er helt ok, og jeg har nogle rettighedsindtægter, som gør, at jeg ikke behøver lave noget de næste fire-fem år,« begynder Wili Jønsson og bliver mere alvorlig.
»Jeg skal jo også til at dø, hvornår skal jeg det? Altså, jeg er jo godt klar over, at jeg er kommet til 2. halvleg. Det kan godt være, at der er en omkamp på to gange et kvarter, men så er der altså heller ikke mere. Og jeg synes stadig, at det er sjovt at spille. Men jo ældre man bliver, jo mere griber man jo fast i stangen, fordi man ved jo godt, at manden med leen nærmer sig.«
Han klukker og fortæller om en idé, han og Gasolin’-revisor Peter Ingemann har kastet rundt med.
»Vi har tit snakket om, at vi vil lave vores eget plejehjem, musikernes plejehjem. Vi skal have doktorer, som kan give os noget kvikkende om morgenen og noget sløvende om aftenen. Og så skal vi have et spillested, så vi kan sidde der i vores rullestole og spille, ik’. Det lyder meget rigtigt, men det koster jo en bondegård,« griner han, mens billedet af et gendannet Gasolin’ i rullestole trænger sig på.
»Vi skulle have købt Hotel Astoria inde ved Hovedbanegården. Bygningen er smuk, og der er ca. 40 rum. Der er to store rum nede i kælderen, det ene sted kunne man spille rockmusik og i det andet jazz. Butikkerne i stueplan skulle huse lægerne og sygeplejerskerne, dem der skal redde os og skifte vores ble. Hold da kæft. Men det er ikke blevet til noget. Endnu.«
