Julian Cope er næppe et navn der er bekendt af ret mange danskere med et afslappet forhold til rockmusikken. Alligevel har den engelske musiker, selvbestaltede rockkritiker og »rock-forsker« haft en indirekte, men betydelig indflydelse på flere af de toneangivende rocknavne som i dag præger vore radiobølger.
I 1995 skrev Julian Cope nemlig en mærkelig musikhistorisk bog med et tilsyneladende snævert emneområde. Bogen »Krautrocksampler« handlede om eksperimenterende tysk rock i perioden 1968 til 1977, en overmåde frugtbar æra i rockhistorien. Men da rockhistoriens kanon traditionelt er blevet skrevet i England og USA, blev det vigtige bidrag fra Tyskland til den moderne rytmiske musik stort set ignoreret indtil udgivelsen af Copes bog. Bogen igangsatte en bølge af interesse for denne såkaldt »kosmiske« tyske rock, hvis hovednavne som Can, Faust og Tangerine Dream kun var anerkendt af få indviede uden for Berlin, Frankfurt og Köln. Nu har Julian Cope gentaget kunststykket, idet han har vendt sit blik og ikke mindst sine aldrig hvilende ører mod en anden overset kultur, endnu længere væk fra The Beatles’ hjemland, nemlig Japan. Julian Cope besøgte første gang den opgående sols rige i starten af 80erne som forsanger og leder af det neo-psykedeliske band »The Teardrop Explodes«, og støtte da på en guldåre af musik, der var og er så godt som ukendt i Vesten. I sin nye bog »Japrocksampler« beskriver Cope den japanske rockmusiks udvikling fra 1853 til 1980erne. Hvis man mener, at 1800-tallet er såre langt at gå tilbage for at udrede den japanske rocks rødder, skyldes det måske, at man ikke har samme hang til det store perspektiv som Julian Cope. 1853 var året, da fire amerikanske krigsskibe stævnede ind i Tokyo-bugten og tvang den isolationistiske japanske kejser til en handelsaftale med Amerikas Forenede Stater. Cope gør aktionen til startskud for den moderne japanske kultur og dens skiftevis modvillige og forblændede interaktion med Vesten, og det er med denne baggrund som filter, at Cope læser og tyder den japanske rockhistorie.
Tvangsdemokrati
I det tvangsdemokratiserede Japan, blev rockmusikken symbol på Vestens angivelige nihilisme og dekadence, men også på dens hårdnakkede individualisme og oprørske frihedstrang. Umiddelbart så fjern og uforståelig for det feudale, autoritstro Japan, som ikke desto mindre greb den forbudne frugt med eksplosiv energi. Hver ny tendens i den vestlige rockmusik, fra hedonistisk surfmusik til tungrockens pseudosatanisme, blev nøje registreret og duplikeret i en japansk udgave, der som regel var mere vidtgående end originalen. Omslaget på Copes bog er karakteristisk for hans yndlingsperiode omkring 1970. Den forestiller fem splitternøgne langhårede japanere der drøner derudaf’ på ombyggede motorcykler. Tilsammen udgjorde de flippergruppen »Flower Travellin’ band«, der kunne give den tidlige Black Sabbath kam til sit fedtede hår.
Da ungdomsoprøret for alvor ramte Japan i form af rockmusicalen »Hair« slap verdenskrigens traumer endegyldigt løs. De japanske universiteter kogte af uartikuleret oprør, og enhver med langt hår, læderjakke og en japansk kopi af en Fender-guitar kunne bruges som leder af systemets opposition. Værst gik det for bassisten i freakbandet »Les Rallizes Dénudés«, der deltog i en politisk motiveret flykapring med kurs mod kommunist-Korea. Den japanske regering forholdt sig i passiv vildrede, men anlagde dog en særdeles streng linie, hvad angik narkotika. Mange japanske rockbands måtte derfor ty til inhalering af lim og malingsfortyndere, når de skulle opnå det tvivlsomme himmerige som deres forbilleder i Vesten beskrev i deres musik. En af tidens mest populære grupper hed ganske enkelt »Speed, Glue and Shinki«, hvor Shinki var navnet på »den japanske Jimi Hendrix«, Shinki Chen.
Underholdene læsning
Selvom læseren formentlig kun kender få af de bands som Cope beskriver, er det underholdende og smittende læsning, og forfatteren, der selv er en dybt original musiker, har en evne til at beskrive musikken, så at man får lyst til at bestille sig fattig i CDer fra Internettet.
Tankevækkende er de teorier som Julian Cope gør sig om rockmusik som »kulturel smittebærer« og om kulturel etnocentrisme. Ganske vist hentede de japanske musikere deres grundlæggende idéer i Vesten, men fordi deres eget ståsted i Japan og i buddhismen er så fundamentalt anderledes end amerikanernes og europæernes, fik rocken her en ny stemme. Samtidig havde Vesten svært ved at genkende japanernes udvikling af dens egen musik. Kun den rock der var en ukritisk kopi, kunne genkendes som noget brugbart, men blev derefter forkastet som andenrangs »Made in Japan«. Da den kulturelle interaktion derfor stort set var en-vejs, blomstrede den japanske musik selvbefrugtende op som en eksotisk blomst i et overophedet væksthus - ikke uligt den danske jazz under den tyske besættelse! Faktisk hævder Cope et sted i sin bog, at der er store mentalitetsligheder mellem tre »øriger« i Verden: Storbritannien, Japan og Danmark. I alle tre lande mener befolkningerne nemlig, at Verden ville være et bedre sted, hvis alle blot indrettede sig efter henholdsvis engelsk, japansk eller dansk tankegang. Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at Julian Cope på sin hjemmeside www.headheritage.co.uk har skrevet en »danskrocksampler« i mini-format.
Meget tyder dog på, at den musikalske etnocentrismes æra er ved at være forbi, og Julian Copes bog er i sig selv et tegn på det. Enhver musikfan har i princippet adgang til de plader, som »Japrocksampler« beskriver, og bruger Internettet til at skaffe sig adgang til dem. De mest opfindsomme komponister inden for nutidens rock kan ses som en slags skabende arkæologer. De kender rockhistorien i dens mest obskure afkroge, og ved hvor de skal søge ingredienserne til nye sammensætninger. Dermed er muligheden for at udvikle en helt ny slags rock måske afgået ved døden, men når man har læst Julian Copes entusiastiske monografi, får man ikke desto mindre lyst til at udråbe et: »Længe leve fremtidens verdenskøkken-rock!«
