Bekendtskabet begyndte vel at mærke ved et tilfælde med, at jeg på Københavns Hovedbibliotek fik øje på en bog med den fængende titel: Kun den stærke er fri, originaltitel: The Fountainhead.
»Det lyder en smule Nietzsche-agtigt«, tænkte jeg, og læste forsøgsvist den første side. Her bliver man på bekræftende vis præsenteret for en ener: et leende og stærkt menneske, der springer ud fra en klippe for at svømme, er ét med naturen og i harmoni med sig selv.
Jeg lod bogen komme an på en prøve - uden forkendskab, men af ren nysgerrighed. Der var jo trods alt tale om en kvindelig forfatter. Så både overskrift og introduktion kunne jo, den moderne feminisme taget i betragtning, vise sig at være vildledende.
Halvvejs igennem bemærkede jeg imidlertid, at det rent faktisk var som at læse en velskrevet roman, sådan som man kunne forestille sig, at salig F.W. Nietzsche ville have skrevet den, hvis han vel at mærke havde været konsistent og disciplineret med sans for romangenrens æstetik. Evnen til at provokere var under alle omstændigheder den samme.
Forfatteren var, som Nietzsche, åbenlyst i stand til at fokusere på, hvad der var essentielt, vel at mærke på det eksistentielle plan. Hun formåede at vise, hvad det var, der motiverede bogens forskelligartede hoved- og biroller. Rand skildrede knivskarpt forbindelserne mellem holdninger, handlinger, og deres konsekvenser - på såvel det korte som det lange sigt. The Fountainhead/Kun den stærke er fri, der er Rands andensidste roman, kan derfor siges at være en slags dannelsesroman.
Der var imidlertid (jf. atter Nietzsche) ingen direkte moralisering forbundet med ovenstående; blot denne karakterbeskrivelse og de handlinger, der åbenlyst måtte følge af netop karakterernes egenskaber, herunder deres syn på verden. Den fortættede karakterskildring var samtidig hvad jeg så som det geniale i historien om arkitekten Howard Roark: Det vil sige, at man så tydeligt kunne se disse forskellige person-træk baseret på forskellige livsindstillinger, og så iagttage deres konsekvenser for aktørerne. Rands univers er dermed at beskrive som »meningsfuldt«, med alle de betydninger man kan lægge i det udtryk.
Ifølge Rand var det tydeligt, at ideer gjorde en forskel, og at man kunne vælge sin egne værdier (jf. atter Nietzsche og forsvaret for den fri vilje). Dette vidste jeg allerede; forfatteren var dog langt mere fortrolig med emnet end jeg selv. At det alligevel primært er mænd, der er begejstrede for Rand, forstår jeg ikke; for her er da endelig en politisk tænker, der tilbyder personlig og politisk frigørelse, så det basker.
Og hvor første halvdel af Kun den stærke er fri blot er anderledes, spændende og medrivende - så begynder man fra og med slutningen af første halvdel og i resten af romanen derudover at blive udfordret på ens eget syn på tilværelsen. Det er sket for mange. Trods Rands død i 1982 er bogsalget på såvel det globale som det amerikanske plan derfor stadig præget af vækst.
Der er vel at mærke intet kult- eller scientologi-agtigt forbundet med Rands omfangsrige produktion. Kernen i Rands talent består blot i denne knivskarpe fokusering på holdninger og ideer, og så erkendelsen af ideernes konsekvenser. Hvis man skulle komprimere budskabet i Rands omfangsrige forfatterskab handler det simpelthen om at give ansvaret tilbage til den enkelte. Efter sigende skal statsministeren være - eller måske: have været - blandt forfatterens fanskare.
Kult er Rand derfor ikke, men sikkert politisk ukorrekt. Romanerne og de faglitterære værker sælger først og fremmest, fordi kilden til produktionen er en nøgtern og kompromisløs tænker, og hverken drømmer eller utopiker. I Kun den stærke er fri viser Rand således vedholdende, hvor meget frihed vi rent faktisk har, og hvor stort råderummet for at handle selvstændigt i virkeligheden er, hvis blot vi tør, magter og formår at identificere vores eget syn på verden, og derefter tage stilling til, om det nu også er sådan et syn, vi vil leve ud fra - resten af livet.
»De svage« er således i modsætning til »de stærke« (jf. den danske titel) for Rand ikke mindst dem, som ikke tager stilling, som undviger og ikke fokuserer, og som dermed frygter stillingtagen, principper, tænkning og holdningskamp. De svage er dem, der bevidstløst følger med strømmen, og som eksempelvis undviger at tage ansvaret for deres egne handlinger. Det vil netop sige dem som prædiker determinisme, som føler sig ufrie, og som for at retfærdiggøre sig hævder, at denne ufrihed gælder for de fleste; og som vel at mærke vil have samfundet indrettet derefter.
I år er det så halvtredsåret for udgivelsen af Ayn Rands hovedværk - Atlas Shrugged/Og verden skælvede - på omkring 1.200 sider. Det er en bog, der sammen med førstnævnte gjorde Rand berømt.
Igen er der tale om et værk, der skiller sig ud fra mængden, eftersom der er tale om en en roman med overblik, der samtidig omfatter drama med fremdrift, intelligent dialog, æstetik, fornuft, følelser og store konflikter, og som for alvor har noget på hjerte.
Atlas Shrugged er således ét langt forsvar for de grundlæggende principper og værdier, der har sikret os ikke blot velstanden i den vestlige verden, men også respekten for individet og fornuften, for den frie tanke og evnen - samt retten - til at handle i fred og frihed, til at skabe og til at producere. Rand viser i Og verden skælvede/Atlas Shrugged således sammenhængen mellem effektiv jernbanedrift og så- Aristoteles. Det vil sige sammenhængen mellem velstandsskabelse og fornuft.
Indholdet bliver dog aldrig af den grund akademisk højtravende eller kedeligt. Der er tværtimod tale om en »pageturner«, der giver de fleste andre filosofiske romaner baghjul, når det gælder drama og handling. (Hvad enten det så er Robert Musils lige så lange roman Manden uden egenskaber eller Umberto Ecos kortere Rosens navn).
For Rand er livet ikke en spøg. Det er alvor: Handlinger har konsekvenser. Ideer gør en forskel. Nogle ideer og mennesker er destruktive. Andre er produktive, og deres adfærd er dermed livgivende. Hvem er hvem? Kan fornuften give os svarene, eller skal vi stole på vores instinkter?
Rand stiller i modsætning til de sædvanlige fabulerende forfattere ikke spørgsmålene, mere end hun giver os svarene. Hun hamrer vel at mærke svarene igennem, så det skaber vrede, had og irritation. Det skal hun imidlertid elskes, og ikke bagtales, for.
Hendes forfatterskab og ideer må frem i lyset - og det kommer de også: Hollywood vil nu filmatisere bogen. Den danske investeringsbank Saxo Bank har for nogle år siden trykt 10.000 eksemplarer af den engelske version. Og interessen for Rand og hendes filosofi »objektivismen« er selv i Kina og i hendes fødelandrindelsesland Rusland, i vækst.
Ayn Rand har på enestående vis dokumenteret sammenhængen mellem erkendelse og fornuft på den ene side og velstand og fremskridt på den anden side.
Det er af samme grund intet under, at vor tids akademikere som hovedregel ringeagter Rand, eftersom hun ikke blot sælger og er en succes, men også har et voksende publikum hos dem, der leder efter svar på tilværelsens store spørgsmål. Svar som venstrefløjen selv har opgivet at give, og hvor man i dag ikke længere tilbyder en fagre ny (socialistisk) verden, men kun kan tilbyde (klima)frygt og social skepticisme og tvivl, dvs. om man skal vende tilbage til naturen eller satse på endnu et socialistisk eksperiment.
Det ville derfor være højst besynderligt, hvis ikke vor tids kulturelle elite skulle gøre alt, hvad de kunne for at undgå forfatteren. Når Rand endnu ikke er blevet mere kendt i USA - endsige i Danmark - er det derfor ikke noget, der bør give anledning til undren; for modstanderne mod hendes ideer og budskaber er netop vor tids pragmatiske, kompromissøgende og gråtonede velfærdskustoder.
Af uforståelige årsager er den mest læste Rand-bog herhjemme i øvrigt hendes første roman Vi der lever. Den er hverken nær så velskrevet, medrivende eller så stilmæssigt konsistent som de senere to omtalte og langt større romaner. Det er derfor på høje tid med en genudgivelse af den danske oversættelse af Atlas Shrugged.
