Venstre foreslår ny hjælpepakke til iværksættere: Vi må ikke tabe dem på gulvet nu

Venstre lægger nu op til en justering af de eksisterende hjælpepakker til erhvervslivet samt en helt ny pakke, som skal understøtte de spirende danske iværksættere, som hidtil ikke har været omfattet af nødhjælpen.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og klimaordfører Tommy Ahlers under møde i Folketingssalen. Venstre foreslår nu en ny hjælpepakke målrettet iværksættere. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Venstre foreslår en række justeringer af de eksisterende hjælpepakker til det nødlidende erhvervsliv, som er hårdt ramt af coronakrisen. Derudover lægger Venstre op til en helt ny hjælpepakke med en række tiltag, som tilsammen skal understøtte både eksisterende vækstiværksættere og kommende startups.

Det fortæller Venstres nuværende klimaordfører Tommy Ahlers, som har en fortid som succesfuld serieiværksætter og investor i det populære TV-program »Løvens Hule«, til Berlingske.

»Vi har i Danmark opbygget et økosystem med både iværksættere, investorer og talent gennem de sidste 20 år, og vi er endelig nået til et punkt, hvor vi hylder dem, som tør løbe en risiko, eksempelvis i programmer som Løvens Hule, og vi må ikke tabe det på gulvet nu,« siger Tommy Ahlers.

Helt konkret foreslår Venstre bl.a., at vækstiværksættere, der stadig har en omsætning, også kan få dækket faste omkostninger inden for rammerne af de eksisterende hjælpepakker.

Hidtil har det kun været muligt, hvis man har en omsætningsnedgang på minimum 40 pct.

Derudover lægger Venstre op til en midlertidig matchordning gennem Vækstfonden, så staten automatisk giver lån direkte til iværksættere, som får en ny investering fra eksempelvis en business angel eller en fond, samt oprettelsen af nye seedfonde, som kan investere i helt nye virksomheder.

Et råb om hjælp

Udmeldingen fra Venstre kommer efter en uge, hvor flere iværksættere har råbt om hjælp og forsøgt at advare om, at selv om de fortsat tjener penge, så kan coronakrisen få alvorlige konsekvenser.

Eksempelvis fortalte Jess Fleischer, der er direktør i Son of a Tailor, til Berlingske, at investorerne pludselig havde klappet kassen i for nye investeringer:

»Det er jo hele vejen rundt, at vi bliver forsinkede. Det gælder også de bæredygtige løsninger, og de virksomheder, der skal finde de innovative løsninger på klimaudfordringerne. Coronakrisen er global, og vi kommer til at vågne op til en ny virkelighed bagefter, og der er det de virksomheder og lande, som har villet og fortsat vil investere i innovation, som kommer hurtigst på benene og oplever en konkurrencefordel. Det er nu, vi skal investere i startups og ikke kun dem, man traditionelt set kalder sunde virksomheder,« sagde han.

Jess Fleischer, CEO og stifter af Son of a Tailor, er også medunderskriver på en række konkrete forslag til at hjælpe iværksætterne. I den forgangne uge fortalte han, hvordan hans tøjvirksomhed har droppet planerne om en stor investeringsrunde i foråret pga. coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Søndag kom en række konkrete forslag fra serieiværksætteren Klaus Nyengaard, som havde samlet underskrifter fra flere af de største navne på den danske iværksætterscene, herunder Jeppe Rindom fra Pleo, Peter Holten Mühlmann fra Trustpilot, David Helgason fra Unity og Mette Lykke fra Too Good To Go.

Netop Mette Lykke sagde i den forgangne uge til Børsen:

»Jeg er bange for, at vi taber en generation af vækstvirksomheder på gulvet, fordi hjælpepakkerne ikke er designet til den slags virksomheder. Too Good To Go er solidt velfunderet, så jeg er ikke bekymret på egne vegne. Men er man nyetableret, er scenariet et helt andet.«

Uden for definitionen

Tommy Ahlers forklarer, at disse virksomheder falder uden for definitionen på de eksisterende hjælpepakker, fordi de gør tingene på en anderledes måde.

»Normalt når man har en virksomhed, så har man en udgift og en indtægt, og det skal helst give et overskud, som man så kan geninvestere. Mange af de her vækstiværksættere har vendt det om. De investerer en masse og forventer så at tjene penge på det efter nogle år,« siger han og tilføjer:

»Når hjælpepakkerne skal hjælpe hele erhvervslivet, skal de ramme bredest muligt, og det er ved at sige, at fald i omsætning kvalificerer til at få hjælp. Men der passer iværksætterne ikke ind. Enten har de slet ikke nogen omsætning, eller også har de ikke nogen sammenlignelige perioder,« siger Tommy Ahlers.

Et eksempel kan være en virksomhed, som ikke har nogen nedgang i omsætningen pga. coronakrisen. Det kan stadig være negativt, hvis der er budgetteret og ansat efter, at omsætningen skulle vokse med 50 pct.

Derfor opfordrer Tommy Ahlers til, at man begynder med at gennemgå de eksisterende hjælpepakker og lave nogle justeringer, så de også omfatter vækstiværksætterne. Derudover lægger Venstre op til en helt ny hjælpepakke:

»Det første element er at hjælpe iværksætterne, der er i gang. Derudover skal vi også hjælpe dem, som slet ikke er i gang endnu. Under en krise kan der opstå nye muligheder eksempelvis med digitalisering, og der skal vi undgå, at nye iværksættere ikke kan få hjælp de næste 12 måneder,« siger han.

Simon Kollerup (S), erhvervsminister

»Det er helt afgørende, at den her coronakrise ikke tager modet fra næste generation af idérige og skaberlystne iværksættere.«


Det sikres bl.a. gennem den omtalte matchordning hos Vækstfonden, men Venstre foreslår også at oprette nogle nye seedfonde med Vækstfonden som hovedinvestor, som investerer i helt nye virksomheder.

Ministeren: Brug for iværksættere

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) erklærer sig enig i, at der er brug for flere tiltag. I en e-mail til Berlingske skriver han:

»Regeringen har over den seneste tid lavet flere hjælpepakker til erhvervslivet, der skal holde hånden under danske arbejdspladser og virksomheder. Og jeg er helt enig i, at der er brug for flere tiltag. Det er helt afgørende, at den her coronakrise ikke tager modet fra næste generation af idérige og skaberlystne iværksættere. Alle danske arbejdspladser starter et sted, og det er ofte som iværksættere eller selvstændige. Det skal vi værne om,« og tilføjer:

»Danmark har brug for iværksætterne, ikke mindst i forbindelse med den grønne omstilling, som vi var godt i gang med at kaste os ud i, inden coronaudbruddet kom. Der ligger en pligtopgave og venter på os, og også der har vi brug for iværksætternes idérigdom. Derfor er det nyttigt, at Venstre melder ud om deres ideer og overvejelser, for den her situation kræver, at alle gode ideer bliver lagt på bordet.«