Som barn holdt Chris Kempczinski ofte fødselsdag på McDonald’s. Men hvis han en dag i september i år tilfældigvis var droppet forbi Frederiksberg for at byde sine egne børn på lidt burgere og fritter, kunne han have oplevet aktivister fra klimabevægelsen Extinction Rebellion i et knap så familievenligt klammeri med McDonald’s-gæster under en blokade mod den globale burgergigant.

Det er langt fra den eneste udfordring, der er havnet i favnen på burgergigantens nye topchef. Den 51-årige amerikaner har ret pludseligt indtaget topposten i verdens største fastfoodkæde, efter at briten Steve Easterbrook blev fyret med øjeblikkelig virkning for at overtræde firmareglerne ved at have haft et forhold til en ansat.