Twitter overrasker med flere brugere og flere penge

Efter et hårdt år går brugertallet på det sociale medie frem – dog beskedent. Og Twitter vil fremover ikke længere offentliggøre det.

Brugertallet på Twitter vokser igen beskedent efter et hårdt år med grundig op- og udrydning. Arkivfoto: Thomas White, Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas White

Det går nu den rigtige vej i både pengekassen og brugerskaren hos det sociale medie Twitter, som tjener flere penge og tilsyneladende har fået standset nedgangen i brugertallet.

I januar-marts omsatte Twitter for 787 millioner dollars mod 665 millioner for et år siden, mens overskuddet voksede fra 61 til 191 millioner dollars, viser regnskabet, som blev offentliggjort tirsdag eftermiddag og er bedre end forventet. Frem til efteråret 2017 var Twitter en konstant underskudsforretning, men siden julekvartalet 2017 har der været overskud i pengekassen.

Brugertallet vokser igen beskedent

Samtidig stiger brugertallet nu igen, om end beskedent i forhold til f.eks. Facebooks. 330 millioner brugte i løbet af en måned Twitter til at sende hurtige, korte beskeder ud til verden. Det er ni millioner flere end for tre måneder siden men fortsat seks millioner færre end på samme tid sidste år.

Brugerskaren har ikke ændret sig markant gennem det seneste år, hverken i hjemlandet USA med nu 68 millioner månedlige brugere (mod 69 millioner for et år siden) eller internationalt med 262 millioner (mod 267 millioner).

Twitter har gennem det seneste år haft fokus på at luge ud blandt brodne kar, som har misbrugt tjenesten til at udsende falske beskeder eller bruge falske profiler. Det har betydet lukning af hundredtusinder af konti, og fra næste regnskabskvartal vil Twitter ikke længere offentliggøre det månedlige antal brugere men i stedet antallet af dagligt aktive brugere, som kan opgøres i penge, fordi de udsættes for annoncer på Twitter.

Annoncesalget er steget med 18 procent til 679 millioner dollars, heraf de 317 millioner uden for USA.

Pres fra myndigheder verden over

Ifølge den store, årlige undersøgelse »Medieudviklingen«, som DRs analyseafdeling står bag, brugte kun seks procent af danskerne over 12 år i 2018 Twitter mod syv procent året før. Til sammenligning anvendes Facebook dagligt af 63 procent over 12 år, YouTube af 27 procent, den Facebook-ejede billedtjeneste Instagram af 24 procent og billedtjenesten Snapchat af 23 procent.

Twitter er, ligesom Facebook, under stærkt pres fra myndigheder verden over, heriblandt i EU, for at være hurtigere til at gribe ind mod hadske ytringer og det, der er værre, i deres systemer.

Twitter, der blev stiftet i marts 2006, fungerer som en slags offentlig SMS. Brugerne skriver beskeder, kaldet »tweets« (på dansk: pip – derfor er Twitters logo en fugl), som kan ses af alle på Twitters netsted og kan sorteres gennem de såkaldte »tags« eller etiketter, som brugerne sætter på for at angive, hvilket emne de skriver om eller kommenterer.

En af de absolut kendteste brugere er netop Donald Trump, som har gjort Twitter til sin primære kommunikationskanal.