TV-veteran klar til ny kamp i Boxer-ringen

Topchefen for landets fjerdestørste TV-leverandør er ved at vende forretningen på hovedet for at stoppe kundefrafaldet. Han indrømmer gerne, at han ikke arbejder 60 timer om ugen – og at han lige før nytår runder 50 år.

Ulf Lund, som gennem fire år har været topchef for TV-leverandøren Boxer, er en veteran i TV-branchen, som han har arbejdet med i snart 20 år. Nu er han gået i gang med at ændre Boxer fra at være leverandør af antenne-TV til at blive den første, der direkte leverer TV og streaming oven på en internetforbindelse. Niels Ahlmann Olesen

Første opgave er løst: Underskud er vendt til overskud – nogle år i træk. Næste opgave er i gang: TV-antennekunderne forsvinder langsomt – derfor lægges forretningen nu helt om, så der skal sælges bredbånd med streamingtjenester og i dem TV-kanaler. Og snart venter tredje opgave: At runde 50 år.

Ulf Lund er i dag kun »halvtidstopchef« for Danmarks fjerdestørste TV-leverandør, Boxer, hvor han begyndte for fire år siden. Den anden halvdel af tiden sidder han i koncernledelsen for energiselskabet Norlys, som er en fusion mellem SE/Sydenergi og Eniig, og som købte Boxer i 2017. Her har han ansvaret for TV-aftalerne og forhandler også på vegne af sin kollega og konkurrent Stofa, landets næststørste TV-leverandør, ligesom han har ansvaret for Norlys' samfundsanliggender inden for TV og tele, heriblandt slagsmålet om at få åbnet alle fibernet for konkurrence.