Trods politisk stormvejr i USA: Novo tjener penge som aldrig før

Novo Nordisk er havnet i et mindre stormvejr i USA, hvor både eksperter, politikere og patienter er i oprør over høje priser på insulin. Novos berømmede pengemaskine kører dog så godt som aldrig før, da diabetesgiganten fra Bagsværd i 2018 tjente ikke mindre end 38,6 milliarder kroner.

Novo-topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, præsenterer det danske medicinalselskabs årsregnskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Det kan godt være, at Novo Nordisk er kommet under kritisk lup i USA.

I denne uge sendte demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus i USA et brev til tre af de største insulinproducenter, herunder Novo Nordisk, hvor politikerne kræver at få svar på, hvorfor insulinpriserne i USA er sendt på himmelflugt med voldsomme stigninger de seneste år.

For Novo er status lige nu, at det danske medicinalselskab tjener penge som aldrig før.

I 2018 landede selskabet en bundlinje på 38,6 milliarder kroner, hvilket er en fremgang på omkring 500 millioner kroner i forhold til året før. Novos omsætning er samtidig steget en anelse sammenlignet med 2017.

På blot fem år er Novo Nordisks overskud vokset med næsten 50 procent.

Den største trækhest i det danske medicinalselskab er det såkaldte GLP-1-middel Victoza, der i 2017 solgte for hele 24,3 milliarder kroner.

Novo lancerede for knap et år siden efterfølgeren til Victoza, et middel kaldet Ozempic, på det amerikanske marked. Lidt forsimplet kan Novos nye diabetesmiddel betragtes som en skarpere og mere potent udgave af Victoza-molekylet.

Selskab Kurs Ændr. %

»2018 var et år præget af ændringer og betydelig fremgang for Novo Nordisk. Vi leverede på vores mål for salg og resultat af primær drift og lancerede Ozempic, vores nye GLP-1 til ugentlig behandling af type 2-diabetes, i flere lande,« siger Novo-topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, i en meddelelse i forbindelse med selskabets årsregnskab.

Novo-aktien har kørt noget op og ned de seneste år. I 2016 faldt medicinalaktien med næsten 40 procent efter et regulært rædselsår.  Året efter steg Novo-aktien med over 30 procent.

Over de seneste 12 måneder er medicinalaktien dog faldet med lige knap ni procent.

Novo Nordisk er blevet hårdt presset på det vigtige insulinmarked i USA, hvor selskabet samtidig navigerer i en politisk virkelighed, hvor der de seneste år har været en enorm bevågenhed på priserne på diabetesmidler.

I løbet af 2018 blev Novos medarbejderstab reduceret med omkring 1.300 ansatte.

I 2019 bliver Novo samtidig ramt af en større rabathammer i USA, som kan koste selskabet op mod to milliarder kroner i tabt omsætning.

Det skyldes helt konkret, at Novo grundet ændret lovgivning er tvunget til at øge sine rabatter i et patientsegment, der primært består af pensionister, som er underlagt en offentlig amerikansk tilskudsordning.

Novo hentede i 2018 omkring halvdelen af sin omsætning på det amerikanske marked.

Novo Nordisk oplyser i sit årsregnskab, at aktionærerne kan forvente et samlet udbytte for 2018 på godt otte kroner per aktie. Bestyrelsen lægger samtidig op til, at »iværksætte et nyt 12-måneders aktietilbagekøbsprogram på op til 15 mia. kr.«