Trist førsteplads: Danskerne har verdens dyreste Netflix-abonnement

Danskerne betaler mest – men får mindst for pengene hos verdens største filmstreamingtjeneste.

Netflix er en dyr fornøjelse for danskerne, hvis man måler abonnementsprisen på, hvad man får af udvalg. Arkivfoto: REUTERS/Mike Blake/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Mike Blake

Danmark er det dyreste sted i verden at abonnere på verdens største filmstreamingtjeneste, Netflix, når man ser på, hvor mange film og TV-serier man får for pengene.

Det viser en sammenligning, som analysefirmaet Comparitech har foretaget af Netflix' bibliotek i 78 lande holdt op mod, hvad man betaler for sit abonnement hver måned. Også nordmænd og svenskere betaler dyrt for at se med i forhold til, hvad de har at vælge imellem.

Danskerne betaler således næsten 90 procent mere for Netflix, end amerikanerne gør, målt ud fra udvalget. Det koster i Danmark 79 kroner om måneden at have et basisabonnement uden den bedste skærmopløsning og med kun én samtidig bruger. Standardabonnementet koster i Danmark 99 kroner, premiumabonnementet 129 kroner om måneden.

3.305 titler til rådighed for danskerne

Netflix har i Danmark et bibliotek på 3.305 titler, nemlig 800 TV-serier og 2.505 film, viser Comparitechs opgørelse. Til sammenligning tilbyder Netflix i Sverige 3.294 titler (954 TV-serier og 2.340 film) og i Norge 3.318 titler (822 TV-serier og 2.496 film). I Canada er over 5.500 titler tilgængelige, i USA over 5.800.

Netflix åbnede i Danmark i oktober 2012 og bruges ifølge det danske analysefirma Wilke af 45 procent af danskerne, en stigning fra 41 procent i 2017. Det gør Netflix til den tredjemest anvendte streamingtjeneste i Danmark efter DR (med 61 procent) og Googles YouTube (med 53 procent).

15 procent af hele verdens internettrafik er nu Netflix, viser en nylig undersøgelse fra det canadiske analysefirma Sandvine, der leverer udstyr til at kontrollere netværkstrafik.

Netflix havde ved udgangen af september 137 millioner brugere, hvoraf de 130 millioner er betalende. Uden for USA betaler 73,4 millioner for et abonnement.