Nordisk Film og YouSee laver ny filmkanal

En ny streamingtjeneste med Nordisk Films danske og udenlandske film bliver en del af bland-selv-tilbuddet hos Danmarks største TV-leverandør og skal siden eksporteres til Sverige og Norge.

Den norske katastrofefilm »Bølgen« med bl.a. danske Thomas Bo Larsen i en hovedrolle (bagest til højre) er blandt filmtilbuddene på Nordisk Films nye streamingtjeneste med danske, svenske, norske og internationale film, Nordisk Film+, som YouSees bland-selv-TV-kunder kan vælge. Foto: Nordisk Film Fold sammen
Læs mere

Den danske film- og underholdningsgigant Nordisk Film lancerer sammen med Danmarks største TV-leverandør, TDCs YouSee, en ny streamingtjeneste med de bedste danske, svenske og norske film blandet med store, internationale film.

Nordisk Film+ bliver fra 19. november en del af den bland-selv-pakke, som YouSee indførte i begyndelsen af året, hvor man kan blande almindelige TV-kanaler og streamingtjenester og skifte dem ud, som man har lyst. Flere end 200.000 af YouSees 1,1 millioner TV-kunder blander allerede.

Kæmpe filmkatalog at tage af

»I årevis har vi haft et katalog med store mængder danske og udenlandske film, som blev solgt på DVD. Det marked er nærmest forsvundet med Netflix, Viaplay m.fl. Dem har filmselskaber og -producenter så kunnet sælge deres film til, så forbrugerne kunne finde dem. Men nu satser både store danske og internationale streamingtjenester på egenproduktioner og TV-drama i stedet for de ældre film, og disse både klassikere og moderne film oplever vi stadig et utroligt stort ønske for at finde og se. Så da vi i Norden har en unik niche med et stærkt varemærke, er dybt involveret i filmproduktion i de fire store lande og har et kæmpe katalog, er det meget nærliggende at starte en egen kanal,« fortæller Kenneth Wiberg, direktør for Nordisk Film Distribution.

Den nye Nordisk Film+ vil konstant have 200 titler på programmet, heraf omkring 130 amerikanske, 30 danske og 40 norske/svenske. Hver uge kommer nye til, og andre udgår. Eksempler på internationale titler er »Hunger Games«, »Twilight«, »Divergent« og »Prisoners«. De danske titler vil blive film som »Den skaldede frisør«, »Dirch«, »En kongelig affære«, »Far til fire«, »Klassefesten« og »Jagten«

Nordisk Film har i forvejen streamingtjenesterne Dansk Filmskat og børnetjenesten Min Bio som bland-selv-muligheder hos YouSee.

Streaming skal holde på TV-kunder

YouSee opfandt bland-selv som et værn mod kundeflugten væk fra faste TV-abonnementer. Siden januar 2017 har YouSee mistet 102.000 TV-kunder, der har sagt abonnementet op og enten valgt en konkurrent eller klarer sig med gratis og betalte streamingtjenester. Mange andre har neddroslet deres TV-pakke for at spare penge. Med bland-selv samler YouSee traditionelle TV-kanaler og streamingtjenester i et overblik, hvor man har fælles adgang til det hele og tillige let kan ændre sit abonnementsindhold konstant.

»Vores bland-selv-kunder vælger meget streamingtjenester. Da vi startede, havde vi fem tjenester, i sommer føjede vi tre til, og nu kommer to yderligere - ud over Nordisk Film+ også Fox+. Det er en spændende udvikling med nye samarbejdsmodeller, nu hvor streamingtjenesterne – ligesom TV-kanalerne – begynder at få en klarere profil. Det vil med vished kun accelerere,« siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee.

Hver bland-selv-kunde hos YouSee har i gennemsnit 1,6 streamingtjenester blandet med TV-kanalerne.

Man vil ikke kunne abonnere på Nordisk Film+ andre steder end hos YouSee, men Nordisk Film går efter at lancere streamingtjenesten i også Norge og Sverige. 66 procent af danske streamingbrugere har indhold på dansk blandt deres foretrukne sprog, og trods de stadig flere serier ser 48 procent stadig film hver uge, viser Nordisk Films undersøgelser.