Flere topchefer forventer en slankere medarbejderstab på arbejdspladserne i fremtiden som følge af generativ kunstig intelligens. 

Det skriver Børsen på baggrund af en rundspørge, som den internationale headhunterkoncern Odgers Berndtson har foretaget.

Her svarer ni ud af 20 adspurgte topchefer blandt de 100 største danske virksomheder, at generativ kunstig intelligens vil betyde færre ansatte på arbejdspladserne. 

Ti svarer, at det ikke vil ændre størrelsen, mens én faktisk mener, at antallet af medarbejdere vil stige. 

»Jeg tror slet ikke, at vi kan forudse, hvad det betyder for vores arbejdsstat, andet end at det virkelig er en revolution på den måde, vi arbejder på, på godt og ondt,« siger Hanne Westh Nicolajsen, som er lektor i ledelse og digitalisering på IT-Universitetet, til Børsen på baggrund af rundspørgen. 

Forskel på, hvilke job der bliver ramt hårdest 

Generativ kunstig intelligens er den del af teknologien, der kan generere tekst, billeder, videoer eller andre data ved hjælp af generative modeller. For eksempel er chatbotten ChatGPT en generativ kunstig intelligens.

Teknologien har i de seneste år for alvor gjort sit indtog i samfundet, og derfor diskuteres det ofte, hvordan det kommer til at blive brugt i erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner og generelt i samfundet.

Sidste år var hver tredje dansker bekymret for, om deres job i fremtiden ville blive overflødigt, fordi kunstig intelligens kan varetage opgaven. 

Det viste en Voxmeter-måling.

Tidligere på året lavede Danmarks Statistik en analyse af, hvor stor indvirkning sprogmodeller som ChatGPT vil få på 113 arbejdsfunktioner og 121 brancher. 

Jobfunktionerne er rangeret efter en såkaldt LLM-score, som står for large language model.

Jo højere LLM-score, jo større potentiale for at benytte sprogmodeller som ChatGPT i arbejdet.

Se, hvor dit arbejde eller din branche befinder sig på listerne, her:

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.