Mandag kunne verdens største tech-gigant, Microsoft, præsenterer en ai-fokuseret pc ved navn Copilot+.
Det skriver Bloomberg.
Lanceringen er et direkte opgør med Apple, og virksomhedens topchef, Satya Nadella, varsler at modellen vil sætte en stopper for Macbook-æraen i et interview med mediet.
»Apple har gjort et fantastisk stykke arbejde. Vi vil nu bringe rigtig konkurrence tilbage i Windows versus Mac,« siger Satya Nadella i et interview med mediet.
Computeren indeholder en chip, som er fokuseret på ai. Den får mange processer til at gå langt hurtigere end på en normal internetforbindelse.
Det vil gøre computeren hele 58 procent hurtigere end Apples Macbook Air M3, mener Microsoft selv.
Det kan blive en gamechanger
Professor ved Institut for Digitalisering på Copenhagen Business School Jan Damsgaard mener, at den nye generation af ai-computere kan blive en gamechanger.
Det siger han til Børsen.
»Nu har Microsoft chancen. De udnytter muligheden for at integrere AI dybt i computeren, og når det ligger så tæt på hardwaren, opnår man nogle effektiviseringsgevinster, som man ikke kan få, når man skal igennem skyen,« siger Jan Damsgaard til mediet.
Prisen på en Copipilot+ kommer til at starte ved 1000 dollar svarende til omkring 7000 kroner, og allerede til sommer forventes de nye computere at komme i handlen i USA.
Yusuf Mehdi, der leder Microsofts markedsføringsafdeling, sagde ved lanceringen, at virksomheden forventer, at der vil blive købt 50 millioner ai-pc'er i løbet af næste år. Det skriver Reuters.
Mehdi slog fast, at såkaldte ai-assistenter, der kører direkte på en pc, vil være »den mest overbevisende grund til at opgradere sin pc i lang tid«.
Copilot+-modellen har blandt andet en stemmeassistent, der assisterer brugeren af computeren.
Det blev ved lanceringen demonstreret ved, at assistenten fungerede som en »virtuel coach« for en bruger, der spillede computerspillet »Minecraft«.
Apple er på nuværende tidspunkt bagud på ai i forhold til Microsoft, men forventes dog at levere et modsvar ved Worldwide Developers Conference i juni, hvor virksomheden vil præsentere en konkret strategi.
Grunden til, at Microsoft er så langt fremme på kunstig intelligens, er, at techgiganten har investeret massivt i Open AI, som står bag chatbotten ChatGPT. Microsoft ejer 49 procent af Open AIs driftsselskab.