Tidligere transportminister skyder på Sverige i sag om hemmeligholdt PostNord-rapport

Tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA) var med til at bestille en rapport, der viser, at PostNords økonomiske problemer er større, end man tidligere har troet. Han mener dog, at Sveriges problemer er noget større end Danmarks.

I den svenske postdebat hersker der en opfattelse af, »at svenskerne bliver snydt af de bondesnu danskere«, mener tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA): Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Oplysninger fra en hidtil ukendt rapport om PostNords økonomiske problemer i både Danmark og Sverige er blevet lækket til det svenske medie Dagens Nyheter (DN). Det er ellers en rapport, som både den danske og svenske stat har forsøgt at holde væk fra offentlighedens søgelys.

Ifølge DN konkluderer rapporten, som blev lavet i slutningen af 2018, at det særligt er den danske del af PostNord, der er skyld i postselskabets økonomiske krise. En krise, som er større, end man indtil videre har vidst.