»Det er et udtryk for, at tilstanden i PostNord er dybt problematisk.«
Sådan siger Anders Drejer, professor i strategi og forretningsudvikling ved Aalborg Universitet, som reaktion på, at nødlidende PostNord for alvor er kommet i modvind her i den for posten nok travleste måned.
Torsdag besluttede Folketingets Finansudvalg at lade transportminister Benny Engelbrecht (S) sende over 100 millioner i PostNords retning og samtidig forlænge den nuværende postaftale med PostNord frem til sommeren 2020.
De seneste måneder har dog budt på hårde politiske forhandlinger om statens aftale med PostNord, og såvel Venstre som Dansk Folkeparti har valgt at stemme imod en forlængelse af den nuværende aftale.
Anonymt brev under dramatiske forhandlinger
Senest er Jyllands-Posten kommet i besiddelse af et brev fra en whistleblower, som beskylder virksomheden for gennem datterselskabet PostNord Logistics at anvende statsstøtte til at konkurrere med private selskaber på logistikmarkedet.
Ifølge Dagbladet Børsen har ministeren udtrykt mistillid til ledelsen i PostNord.
»I forhold til PostNord Logistics er der tale om en virksomhed, som gennem en periode har haft betydelige underskud. Det har givet anledning til uro i branchen og mange henvendelser til medlemmerne af postforligskredsen og regeringen. Disse forhold har svækket min tillid til PostNords håndtering af netop den del af virksomheden. Der er nu igangsat en undersøgelse. Jeg ser frem til at få afdækket, hvad der er op og ned i sagen,« skriver ministeren ifølge Børsen.
Jeg tror slet ikke, at det bliver nødvendigt at fyre ledelsen, for man bør lukke og slukke den forretning. De har ikke formået at følge med tiden og skabe en god forretning, og vi har ikke brug for et postvæsen, som fungerer som i 1800-tallet.Anders Drejer, ekspert i ledelse
En ekspert vurderer over for Berlingske, at Benny Engelbrechts udmelding er et udtryk for, at rebet strammes om PostNord.
»Det er en markant udtalelse, men det er også en naturlig konsekvens af, at PostNord ikke har performet. Der er jo grænser for, hvor mange gange den rige onkel kan blive ved med at smide penge i selskabet. Det er et wakeupcall for PostNord, at kassen er lukket, og at ministeren siger, at ledelsen nu må tage skeen i den anden hånd,« mener Flemming Poulfelt, professor i ledelse, politik og filosofi ved CBS.
Professoren mener på den baggrund, at PostNord er nødt til at præstere hurtigt.
»Efter denne udmelding kan det ikke fortsætte som hidtil. Enten lukker PostNord, eller også udskiftes ledelsen. Det vil i de kommende måneder vise sig, om nogen fra ledelsen smutter, men der må foreligge en helt klar plan for, hvordan man vil forbedre sig, og den plan, forventer ministeren, bliver opfyldt uden slinger i valsen,« vurderer Flemming Poulfelt.
»Det kan næppe blive værre«
Det samme mener Anders Drejer, professor i strategi og forretningsudvikling ved Aalborg Universitet.
»PostNord har fået 100 millioner kroner og en mistillidserklæring, men it's over. Det er final call, hvis ikke de får styr på forretningsmodellen,« vurderer Anders Drejer.
»Jeg tror slet ikke, at det bliver nødvendigt at fyre ledelsen, for man bør lukke og slukke den forretning. De har ikke formået at følge med tiden og skabe en god forretning, og vi har ikke brug for et postvæsen, som fungerer som i 1800-tallet. Og så kommer det oven i købet frem, at der bag tæppet kan være sket en sammenblanding af forretninger. Det kan næppe blive værre,« siger Anders Drejer.
Berlingske har haft kontakt til PostNord, som ikke ønsker at kommentere sagen.