Tesla-aktien banker i vejret – selskabet er nu mere værd end Toyota

Det går godt for Tesla, lyder det fra topchefen Elon Musk. Det sender kursen på Tesla-aktien i vejret. Tesla har nu en værdi, der svarer til omkring 70 procent af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP).

Tesla-aktien stiger, og Tesla er nu verdens mest værdifulde bilproducent. Den position har Toyota hidtil haft. Her er det topchefen Elon Musk, der er på scenen i Kina i begyndelsen af året. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er helt givet mange, som har en god oplevelse ved at eje og køre i en Tesla. Og hvis man er gået på børsen og har købt en Tesla-aktie, kan også være en ganske god gevinst. Topchefen i Tesla, Elon Musk, sagde i går, at det går rigtig godt, og det fik Tesla-aktien til at banke i vejret.

Efter en ny kursrekord runder Tesla nu den magiske grænse og har en markedsværdi på over 200 dollar. Det svarer til lige over 1.320 mia. kr. Dermed bliver Tesla mere værd end Toyota og indtager pladsen som bilkoncernen med den højeste markedsværdi. Det fremgår af Financial Times og Bloomberg.

Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen fremhæver, at Tesla-aktien i går steg med 3,69 procent til kurs 1.119,63. Helt præcist kom markedsværdien af Tesla op på 207 mia. dollar., svarende til 1.370 mia. kr. Det svarer til lidt under 70 procent af Danmarks samlede produktion i form af BNP.

I forhold til konkurrenterne har Tesla nu en markedsværdi, der er 30 procent højere end Daimler (Mercedes), Volkswagen og BMW tilsammen.

Per Hansen fremhæver, at verden var en lidt anden for bare to måneder siden.

»1. maj skabte Elon Musk stor opmærksom, da han annoncerede, at han ville sælge »næsten alle« sine fysiske besiddelser. Her efter to måneder og mange stigningsprocenter i Tesla-aktien er det interessant at vide, om det stadig forholder sig sådan: Om Tesla-aktierne kan være til salg, om Elon Musk sågar har solgt lidt ud af sin aktiebeholdning, eller om udtalelserne mest af alt fortæller en historie om omskiftelige sindsstemninger,« skriver Per Hansen.

Brudt normerne

Han fremhæver, at analytikerne i gennemsnit forventer, at Tesla har leveret 72.000 biler i andet kvartal.

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet

»Det ligger i kortene, at investorerne ikke kun forventer, at Tesla indfrier forventningerne til andet kvartal, men reelt overgår dem med længder.«


»Det ligger i kortene, at investorerne ikke kun forventer, at Tesla indfrier forventningerne til andet kvartal, men reelt overgår dem med længder, hvad angår leverede biler, men også hvad angår profitabiliteten,« skriver Per Hansen videre.

Bloomberg skriver, at Elon Musk har ignoreret og brudt mange af den etablerede bilindustris normer i de sidste ti år. Tesla bliver solgt online, og bilerne bliver samlet i Californien, hvor omkostningerne til arbejdskraft og lignende er høje. Samtidig producerer Tesla et langt mindre antal biler end konkurrenterne.

Tesla producerede 103.000 biler i første kvartal. Det svarer til kun fire procent af de næsten 2,4 millioner biler, som Toyota fremstillede i samme kvartal.

Per Hansen bemærker, at Elon Musk onsdag sendte en intern e-mail ud til medarbejderne, hvori han takkede dem for en fremragende indsats i andet kvartal.