Tesla barsler med nyt superbatteri: Skal gøre elbiler billigere end benzinbiler

Et nyt superbatteri, der både kan holde længere og er billigere end nuværende batterier – det er Teslas nyeste opfindelse og kan komme i produktion allerede senere på året, skriver Reuters.

Det er i denne Model 3 i Kina, at Tesla planlægger at introducere sit nye superbatteri senere på året.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix

Elbil-producenten Tesla er på vej med et nyt superbatteri, der skal sænke prisen på elektriske biler, så de bliver mindst lige så billige som traditionelle benzinbiler.

Det skriver Reuters.

Ifølge nyhedsmediet planlægger Tesla at introducere det nye lavprisbatteri i sin Model 3 i Kina senere i år eller i starten af 2021. Batteriet er en del af grundlæggeren Elon Musks plan om at få prisen på en Tesla ned på niveau med eller under almindelige biler. Efter en lancering i Kina er det planen, at batteriet også skal introduceres til andre markeder, herunder Nordamerika, skriver Reuters.

Læs: Trump støtter Teslas krav om genåbning af elbilfabrik

Udover at sænke prisen, vil superbatteriet også have en langt længere levetid end de nuværende batterier. Batteriet er designet til at kunne køre 1,6 millioner kilometer, eller en million miles, og har derfor fået tilnavnet »million mile battery«.

Det nye batteri bygger på forbedringer inden for batteriteknologi og har blandt andet et lavt eller eller slet intet indhold af kobolt. Kobolt er dyrt og kontroversielt at bruge på grund af spørgsmål omkring overtrædelsen af menneskerettighederne i koboltminerne i lande som Congo. Ved at reducere indholdet af kobolt kan Tesla altså slå to fluer med et smæk: Gøre batterierne billigere og minimere potentielle konflikter i forbindelse med udvindelsen.

Elon Musk har i flere måneder pirret investorerne og rivalerne med, at han vil afsløre betydelige fremskridt inden for batteriteknologi på en »Battery Day« i løbet af maj. Der er endnu ikke fastlagt en dato for »Battery Day«, men den forventes stadig at foregå senere på måneden.

Tesla-aktien er siden nytår steget næsten 90 pct. i et finansmarked, der ellers har været hårdt mærket af coronakrisen. Blandt andet har et overraskende overskud i første kvartal spredt glæde hos investorerne og udløst en runde opjusteringer af kursmål fra flere store finanshuse.

Den høje aktiekurs har imidlertid vakt bekymring hos Musk selv, der i starten af maj tweetede, at kursen efter hans mening var for høj. Det fik med det samme aktien til at dykke med over ti pct., hvilket barberede over 100 milliarder kroner af markedsværdien. Aktien har dog rettet sig igen, og bliver i øjeblikket handlet i en kurs på knap 800 dollar.