Efter at have mistet både bredbånds- og tv-kunder gennem de seneste år er Danmarks fjerdestørste telekoncern, Telia, nu på vej tilbage i offensiven, og det bliver med familierne som udgangspunkt, at slaget skal vindes.
»Mobilabonnementer er selvfølgelig vores primære forretning. Vi har cirka 1,4 millioner kunder, men det er ingen hemmelighed, at vi har tabt markedsandele de seneste år på et relativt mættet marked. Til gengæld ser vi vækst på andre områder – internet og underholdning. Derfor melder vi os nu på banen med en tydelig position over for danske familier, der gerne vil kunne samle deres telefoni, internet og underholdning, samtidig med at vi gør det fleksibelt, så danskerne selv kan vælge uden at være bundet til store, faste pakker, hvor man ikke bruger det hele. Danskerne skal have de løsninger, de vil have – hverken mere eller mindre. Og de skal løbende kunne ændre dem efter deres behov,« siger Lone Kyhl Hendriksen, som siden 1. juli 2020 har været Telias privatkundedirektør i Danmark.