Telenor er aggressivt tilbage i kampen om bredbåndskunderne

Danmarks næststørste telekoncern vil vinde internetkunder tilbage og matcher nu udfordreren Fastspeeds pris og hastighed med rene bredbåndsabonnementer i fuld fart.

Telenor sætter på ny stikket i bredbåndskontakten og vil på aggressiv vis genvinde tabt terræn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stanislav Popov/Ritzau Scanpix

Telegiganten Telenor melder sig for alvor i kampen om de danske bredbåndskunder og matcher udfordreren Fastspeeds pris og hastighed for at vinde tabt terræn tilbage.

Fra torsdag morgen kan nye som gamle Telenor-kunder købe en internetforbindelse uden hastighedsbegrænsning for 249 kroner om måneden – præcis samme opskrift, som Fastspeed, der er stiftet af tidligere TDC/YouSee-medarbejdere, har brugt for på et halvt år at nå over 10.000 bredbåndskunder.

Telenor vælger tilmed at kalde sit nye bredbåndsabonnement for MaxSpeed.

Telenor tilbage i kampen

»Nu kommer vi tilbage i kampen. Dette er signalet om, at vi går fuldt ind med en frisk, ny start for at bringe Telenor tilbage som tele- og bredbåndsaktør. Vi har tabt kunder med bredbånd over fastnettet gennem længere tid. Dette skal skabe kundevækst på bredbåndsmarkedet. Det vil nok tage lidt tid, fordi vi har været ude af billedet. Nu skal vi være synlige, og jeg tror, at navnet MaxSpeed vil skille sig ud,« siger Tor-Arne Fosser, privatkundedirektør for Telenor i Danmark, som gerne vil have virksomheder om bord.

Siden januar 2015 er Telenors bredbåndskundetal faldet fra 166.000 til – ved udgangen af september 2019, som er senest offentliggjorte tal – 111.000.

Telenors topchef i Danmark, Jesper Hansen, har tidligere forklaret til Berlingske, at det ikke har været muligt at opnå tilstrækkeligt gode aftaler om at leje sig ind på konkurrenten TDCs kabel-TV- og fibernet eller på energiselskabernes fibernet, hvorfor Telenor-bredbåndskunder med abonnement over det langsommere fastnet i stor stil har skiftet til hurtigere forbindelser hos andre leverandører.

Nu kan 966.000 husstande med adgang til TDCs kabel-TV-net og 200.000 husstande med adgang til TDCs fibernet i hovedstadsområdet få internetforbindelser fra Telenor på op til 1.000 megabit i sekundet, afhængigt af lokale forhold. Det er muligt på Telenors hjemmeside at finde frem til, om dette gælder egen adresse.

Telenors nuværende bredbåndskunder skal selv bestille det nye abonnement, hvis de vil – og kan – skifte, for visse steder i landet ligger der kun fastnetkabler. Dér skal man ikke forvente hastigheder over 150 megabit i sekundet.

Fra foråret vil Telenor tilbyde 450.000 husstande på det jyske energiselskab Eniigs fibernet internetforbindelser, og i sensommeren kommer 120.000 nordjyske husstande i NordEnergis forsyningsområde i spil. Priserne her bliver lidt højere, fordi Telenor skal betale mere for at leje sig ind.

TV er med vilje ikke med

Tor-Arne Fosser mener ikke, at det hæmmer ikke at have et TV-abonnement med i salgskufferten.

»Nej, MaxSpeed er rene, hurtige forbindelser, der ikke er pakket ind i indhold, som mange kunder oplever som dyre TV-pakker. Vi ønsker at gøre en pointe ud af ikke at have TV med. Hvis kunderne ønsker det, udelukker vi ikke, at vi fremover måske kunne tilbyde flere streamingtjenester i samarbejde med partnere. Lige nu ligger fokus på hurtigt bredbånd til lave priser,« siger Tor-Arne Fosser.

Ligesom Fastspeed sælger I bredbånd på TDCs net til næsten halv pris af, hvad TDCs YouSee selv tager...

»Sådan er markedet jo. Vi går ikke lavere end de nuværende markedspriser, men har ambitionen om at opbygge en kundemasse. Første mål er dog at stabilisere bredbåndsforretningen og fremstå tydeligt som en bredbåndsaktør med en ambition om at være på markedet på lang sigt. Bagved har vi et stærkt serviceapparat, der hjælper kunderne,« siger privatkundedirektøren, der i første omgang forventer at vinde kunder i de største, danske byer.

»Timingen er tilfældigvis god«

Telenors lancering kommer, samtidig med at YouSee slås med stor kundeutilfredshed oven på TV-ændringen ved årsskiftet, hvor alle Discoverys TV-kanaler udgik. Hvor mange, der har opsagt både TV- og bredbåndsabonnement hos YouSee, bliver først kendt, når TDC aflægger regnskab 10. februar.

»Timingen er tilfældigvis god,« smiler Tor-Arne Fosser, der sidst i marts forventer at kunne se, om bredbåndssatsningen er faldet i danskernes smag.

De 249 kroner er et introduktionstilbud, som gælder frem til 1. maj og indbefatter gratis oprettelse og forsendelse af internetrouter. Herefter hæver Telenor månedprisen til 299 kroner. Alle, der køber abonnementet inden da, fastholder den lavere pris.

Telenor lancerer 9. januar også et nyt mobilabonnement, der skal slås med lavprisselskaberne, inklusiv Telenors eget CBB. For 99 kroner om måneden får man 15 gigabyte data – heraf 10 gigabyte til brug i EU – og 15 timers tale. En pris, der om tre måneder stiger til 139 kroner.

»Man skal som udfordrer være tydelig på mobilmarkedet for at slås med no frill-aktørerne (lavprisselskaberne, red.). Vi vil have flere til at vurdere Telenor – også dem, der kun ønsker sig et rent mobilabonnement. Hvis vi mener det alvorligt at skabe kundevækst, må vi se på, hvad der trækker i markedet, og det er prisen. Men vi skal stadig have en sund forretning,« understreger Tor-Arne Fosser.