Teknologigiganterne presses nu fra mange sider for at handle efter den russiske invasion af Ukraine, og der er allerede taget flere skridt, der skal gøre det svært for Rusland, som nu også er blevet mål for en af de mere aggressive hackergrupper. Også hackere fra Belarus går ind i kampen mod Rusland.
Google afbrød i weekenden trafikdata i realtid i Ukraine på korttjenesten Google Maps og blokerer samtidig for, at den russiske propagandatjeneste Russia Todays mobilapp kan hentes på Android-mobiltelefoner på ukrainsk territorium. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Det sidste skete på anmodning fra den ukrainske regering.