Endnu inden Rusland natten til torsdag indledte, hvad det selv beskriver som en militær operation, men som Ukraine kalder en invasion i fuld skala, ramte en række cyberangreb det plagede land.
Onsdag eftermiddag omkring klokken 17, dansk tid, blev adskillige ukrainske bankers og en række myndigheders hjemmesider – heriblandt regeringens, udenrigsministeriets, parlamentets og statssikkerhedstjenestens – gjort utilgængelige, da de blev ramt af såkaldte udmattelsesangreb (teknisk kaldet DDoS – »Distributed Denial of Service«), skriver britiske BBC. Her bliver en hjemmeside overskyllet af datatrafik fra typisk hackede pc'er for at få den til at bukke under, fordi den ikke er i stand til at følge med den overvældende og pludselige trafik.