2019 bliver et år, som vil koste TDC store penge som følge af investeringer i fibernet og 5G-mobilteknologi, men herefter vil Danmarks største telekoncern stå solidt rustet til at vinde de mange tabte kunder tilbage.
Det mener TDCs koncernchef, Allison Kirkby, som torsdag morgen fremlagde sit andet kvartalsregnskab i spidsen for et TDC, der om halvanden måned skal splittes op i to selskaber, hvilket har bidraget betydeligt til den store regning på et tidspunkt, hvor bredbånds- og TV-kunderne fortsætter med at vælge svingdøren og finde nye leverandører. Endnu 11.000 bredbåndskunder og 17.000 TV-kunder har på tre måneder sagt farvel til TDC-koncernen. På to år er der blevet 35.000 bredbånds- og 76.000 TV-kunder færre at sende en månedlig regning til.