TDC skifter finansdirektør

Stig Pastwa forlader telekoncernen forud for opsplitningen om tre måneder.

Stig Pastwa har siddet på TDCs pengekasse i tre og et halvt år men stopper nu forud for opsplitningen af selskabet. Arkivfoto: Teis Bruno, TDC Fold sammen
Læs mere

Efter tre og et halvt år på posten forlader Stig Pastwa posten som finansdirektør i Danmarks største teleselskab, TDC, som følge af den opsplitning af selskabet, som er i gang.

Lasse Pilgaard, som trådte ind i TDCs direktion som strategidirektør 1. august 2018 i forbindelse med en stor organisationsændring, overtager posten ved siden af sit hidtidige job.

Stig Pastwa kom til TDC i juni 2016 fra en stilling som koncernfinansdirektør i forsikringsselskabet Codan/Trygg Hansa og har tidligere været hos bl.a. DSB, Saxo Bank, ISS og Mærk-koncernen. Han har passet TDCs pengekasse i en svær omstillingstid, som for et år siden førte til, at de tre danske pensionskasser ATP, PFA og PKA sammen med den australske kapitalfond Macquarie købte telekoncernen for lidt over 40 milliarder kroner.

TDC splittes i to om tre måneder

Formålet var at splitte TDC op i to selskaber – et, der står for al TDCs infrastruktur og netværk, og et andet med alle kundeforhold og alt indhold. Opsplitningen gennemføres juridisk ved udgangen af juni 2019, altså om tre måneder.

Lasse Pilgaard har været hos TDC siden 2016. Han har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi fra Aarhus Universitet. Han kom til TDC fra konsulentfirmaet McKinsey og har tidligere arbejdet med investerings- og kapitalfonde og som driftsdirektør i en teknologisk iværksættervirksomhed.

Skiftet på finansdirektørposten sker 28. marts, oplyser TDC.

TDCs koncernchef siden december, Allison Kirkby, fremhæver, at Lasse Pilgaards »erfaring fra industrien og dybe indsigt i TDC og selskabets transformation gennem årene gør ham til den perfekte kandidat til jobbet«.